Hvilke udstillinger, events og udgivelser var de skarpeste, skønneste eller mest skelsættende i 2018? I Kunstkritikks julekalender bedømmes kunståret af vores egne skribenter og inviterede gæster. Den 20. i rækken er Kristian Vistrup Madsen, som er en af Kunstkritikks faste skribenter. Han er bosat i Berlin og skriver for tiden på sin første roman.
UDSTILLINGER
Monika Baer, Die Einholung, Galerie Barbara Weiss, Berlin
Den første weekend i maj opstår tumultagtige tilstande i Berlin. Det er galleriweekend, alle styrter rundt – det er ligesom det, der er pointen. Hvad har du set? – spørger man dem, som er på besøg fra Frankfurt, Køln og København. Man kindkysser. Cirka 25 udstillinger har man set, altså ingenting. Da jeg først så Monika Baers udstilling på Barbara Weiss var det også, som om jeg ingenting havde set. Det er en udstilling, som det tager tid at fremkalde, og som kun langsomt er gået op for mig i månederne, der fulgte. En serie af blege pastelfarvede malerier er synsfeltet lige før eller efter, man besvimer. Sammen med en række monokrome lærreder i en sær mat gul, og minutiøse blyantstegninger på papir, gør de et på én gang flimrende og markant indtryk. Baers tætte ven og mange-årige gallerist Barbara Weiss gik bort året inden efter et sygdomsforløb, og Die Einholung, som udstillingen hedder, kan læses som et vidnesbyrd om det tab. Men den fortæller i lige så høj grad om at fortsætte med at leve og at arbejde, og om at lade ting være langsomme. Man bliver bedt om at se efter. Mens mange af årets umiddelbart mere spektakulære kunstoplevelser allerede er gået i glemmebogen, står Baers malerier ved udgangen af 2018 kun mere klart.
Andro Wekua, Sprüth Magers, Berlin.
Da sommeren var så varm, at ingenting var til at holde ud, var Sprüth Magers mit helle. Her virkede den georgianske kunstner Andro Wekuas billeder – silketryk og oliefarver på aluminium – svale og dragende. Der var seks malerier i det store rum, med et rindende lydspor fra en skulptur i dets midte: små plastikdelfiner påsat ryggen af en menneskefigur i poleret metal. Vand lækkede ud af dens krop, som var den ved at smeltes. Der er noget mareridtsagtigt over Wekuas univers, som samtidig besidder en så rolig selvfølgelighed, at man slapper af i tvetydigheden. Malerierne er bearbejdede fotografier; portrætter af folk, som ofte går igen på tværs af kunstnerens arbejder. I Berlin hang en dreng i en Boss t-shirt på en lilla baggrund. Samtidig på Kunsthalle Zürich var han nedsunket i et dybblåt undervandslandskab. Wekua gentager sig selv, prøver og prøver igen; gør historien først fremmed, så sin egen, så din.
Tidjord, Luleå Biennalen 2018, Luleå, Jokkmokk, Boden. Kurateret af Emily Fahlén, Asrin Haidari og Thomas Hämén.
I november tog jeg toget 13 timer nord fra Stockholm til havnebyen Luleå i Norrbotten. Solen står og danser lige over horisonten hele morgenen, og så, ganske tidligt på eftermiddagen, går den ned. Luleå Biennalen – Skandinaviens ældste – startede i 90erne som en udstilling af isskulpturer, men er i år genoplivet med en imponerende opsætning af svensk og international samtidskunst. Det brede tema er mørket, som påvirker livet i det nordsvenske på så mange forskellige måder. I det første rum på Luleå Konsthall står en model af den udbrændte bygning, der husede den kommunistiske avis Norrskensflamman, som blev udsat for et terrorattentat i 1940, der kostede flere menneskeliv. Modellen er bygget af politiets efterretningstjeneste, som senere kunne fastslå, at det var selve den lokale politichef i ledtog med højtstående militærfolk, som stod bag attentatet. Sådan lægges kimen til en udstilling, som siden bevæger sig ud i verden og tilbage til Norrbotten, mens den formår at opretholde den evigt svære balance mellem indhold, poesi og æstetik.
UDGIVELSER
Rachel Cusk, Kudos, Farrar Straus Giroux
I 2018 konkluderede Rachel Cusk sin trilogi om forfatteren Faye, som vi gennem forløberne Outline og Transit har fulgt fuldstændig uden begreb om, hvem hun egentlig er. Som et par øjne i en syltekrukke, genfortæller hun den ene monolog efter den anden, hvor ekskærester, kolleger, elever og sidemænd på flyvemaskiner gøres til allegorier for det mest interessante i mennesker: vores selviskhed, selvbedrag og evindelige selvrefleksion, som altid forsøger, men aldrig i sidste ende er behjælpelig med at afmontere de første to. Det er en serie om at miste sig selv midt i livet, og at genfinde et sted at tale fra. De mange historier som Faye indsamler kan ikke lægges samen til noget facit, men udgør i Kudos alligevel en slags flygtig og absurd sandhed, hvorved Faye og læseren kan forankre deres forvirring.
Animal Shelter Issue 5, Hedi El Kholti og Chris Kraus (red.), Semiotext(e)
«Det her er det sidste nummer af Animal Shelter», skriver Chris Kraus i indledningen til Animal Shelter Issue 5, Semiotexte’s tidsskrift om sex, kunst og litteratur. «Det første kom ud i 2008. Det er præcis et årti siden, og alt har forandret sig.» Kraus og redaktøren Hedi El Kholti beskriver, hvordan det er blevet sværere at finde et passende svar på vores samtid, og at Animal Shelters sidste nummer afspejler en vis tøven, eller mangel på overbevisning. Soufiane Abrabri har tegnet en trist pelikan til coveret, og indeni vender en mand med gult år sig væk fra hans pen. De længere bidrag i nummeret, f.eks. Bruce Hainleys om den franske forfatter og fotograf Hervé Guibert, udfolder sig på en langsom, forsigtig og ubeslutsom facon, som står i kontrast til tidens tendens til overilet bravado. «Jeg er træt af at lade som om jeg har en fortælling», citerer Hainley fra Guiberts videoselvportræt; «I dag er jeg færdig med at opfinde mit liv. Jeg forestiller mig Italien.» Det er jo til at relatere til.
Neolithic Childhood: Art in a False Presence, c. 1930. Anselm Franke og Tom Holert (red.), Haus der Kulturen der Welt, Diaphanes.
Ligeså træg som udstillingen Neolithic Childhood var at se, ligeså endeløst fascinerende er kataloget. Hvis man kender lidt til Haus der Kulturen der Welts program er denne dynamik til at forudse. Alene titlen og serien af overskrifter er intellektuelt orgasmiske og uendeligt pirrende: «The Impossible Expansion History», «World Condensation», «The Crisis (of Everything)». Hvad er den falske samtid? Spændingen er ulidelig. Projektet tager som udgangspunkt kulturkritiker, filosof og digter Carl Einsteins værk Handbuch der Kunst for at kortlægge en særlig angst, der påvirkede det kulturelle klima i årene omkring 1930. Som man fordyber sig i Einstein og det enorme netværk af tænkere, der forgrener sig omkring ham, forstår man, at dette ikke er en angst, som er genopstået, men som snarere har fortsat og muteret sig uafbrudt.
EVENTS
«The Heritage of fascist architecture, dossier for the critical reuse of the Casa del Mutilato in Palermo», seminar og arkitektonisk intervention i Palermo, af Decolonizing Architecture advanced course fra Kungl, Konsthögskolan, Stockholm.
Som en af Manifestabiennalens tilknyttede begivenheder arrangerede Kungliga Konsthögskolans Decolonizing Architecture-hold et to-dages seminar om Italiens fascistiske og kolonialistiske arkitektur. Eventet fandt sted i Casa del Mutilato, et faldefærdigt krigsmonument midt i Palermo, kommissioneret af Mussolini. Bygningens lange slanke linjer er fantastisk elegante, men må man bifalde en struktur, som så utvetydigt hylder fascismen og kolonialismen? Stående på toppen af en sakselift gav forskere indenfor feltet deres bud til forsamlingen i den marmorbelagte gård. Og efterhånden som den fascistiske arkitektur fremlagdes med flere og flere eksempler, relativeredes dens æstetiske karakteristika i så høj grad, at svaret blev åbenbart: bygninger er ikke fascistiske, men det, de bruges til, kan være det. Den klodsede lift var en udfordring til Casa del Mutilatos skønhed, som vakte historien til live in situ, og i al dens ambivalens.
ABBA’s genforening som hologrammer.
I år meddelte den svenske popgruppe, at de havde været i studiet for at indspille to nye sange, og forbereder en genforeningskoncerttourné i 2019 med forpremiere i London i julemåneden. Men det bliver en genforening, som aldrig set før. På trods af at alle gruppens medlemmer fortsat lever i bedste velgående, er det en trup af såkaldte ABBA-tars, hologrammer af kvartetten, som de så ud i 1979, der kommer til at rejse verden rundt. Der har altid været noget trist og underligt hult ved ABBA, og deri ligger selve deres geni. Kærligheden er en krig du har tabt, sang svenskerne i Waterloo, og det slår mig som kun passende, at deres melodiske fatalisme nu skal on the road med hologrammer.
ʻOumuamua, oberserveret af rumforskere på Hawaii.
I slutningen af 2017 observerede rumforskere på Hawaii en 400 meter lang og 40 meter bred cylinderformet genstand suse forbi jorden med en hastighed, der kun kunne betyde, at den kommer fra et andet solsystem end vores. Den kaldtes «ʻOumuamua», et Hawaiiansk ord, der løst er blevet oversat til «den første fjerne budbringer». I løbet af 2018 er dette unikke astronomiske objekt blevet klassificeret og omklassificeret adskillige gange – er det en meteor? en asteroide? noget helt tredje og fremmed? Klimakset i denne debat kom da forskere fra Harvard påpegede, at budbringeren har en så usædvanlig form, at den kunne være kunstigt skabt. Det vil sige: et vidne om en intergalaktisk kultur. Denne teori kom de desværre ikke længere med, men bare idéen var en begivenhed værd at skrive hjem om.
Læserindlæg