Hvilke udstillinger, events og udgivelser var de vigtigste, skarpeste eller mest rørende i 2016? I Kunstkritikks julekalender opsummerer vores egne skribenter og inviterede gæster kunståret 2016. Den fjerde i rækken er kritiker og kurator Maria Bordorff, som er bosat i København og en af Kunstkritikks faste skribenter.
UDSTILLINGER
Zhang-Xu Zhan, Hsin Hsin Paper Store Series Room 003, Kuandu Museum of Fine Arts, Taipei
Under et ophold i Taipei besøgte jeg, foruden selvfølgelig Taipeibiennalen, den mindre, for mange formentlig ukendte, Kuandu Biennale. Titlen, Slaying Monsters, virkede lidt umulig. Det samme gjorde den grafiske identitet, og med en uhyggelig underrepræsentation af kvindelige kuratorer og kunstnere var der ikke ligefrem lagt op til nogen ja-oplevelse. Alligevel overraskede den lille biennale med en række virkelig gode værker og en velfungerende flerstemmighed de ti kuratorer imellem. Især blev mødet med taiwanesiske Zhang-Xu Zhans animerede papmaché-verden, hvor kultur, historie og samtidskunst går op i en højere enhed, et af de absolutte højdepunkter. Sjældent får man ligefrem lyst til at lægge sig til ro inde i et kunstværk, men det var helt ærligt effekten af dansende papmaché-planter i en frodig underskov tilsat en hypnotiserende lydside. For ikke at nævne det minutiøst detaljerede lille dukketeater, også af papmaché, med guder og dæmoner i kamp i templets lysskær. På samme tid magisk og vildt trist, som traditionelt papirhåndværk, så dybt forankret i taiwanesisk folkekultur, er ved at uddø i den globale masseproduktions samtid.
Jóhan Martin Christiansen, Spor, Listasavn Føroya, Tórshavn
Jóhan Martin Christiansens soloudstilling på Færøernes Kunstmuseum står også som et af årets udstillingshøjdepunkter. Ikke bare har Jóhan Martin med udstillingen gjort markante ryk i sin kunstneriske praksis, han slår også fast, at kunstens autonome poetiske rum findes og at det for alt i verden skal blive ved med det. For de (mig selv inklusive) som har for vane at efterlyse et klarere politisk indhold i snart samtlige værker, de møder, er udstillingen en lektie i ikke at diskvalificere materialepoesiens kvaliteter. Desuden giver dialogen med færøsk malertradition og de underspillede queernoter i det i øvrigt meget rørende videoværk en funky spændvidde.
Michel Houellebecq, Manifesta 11, Zürich.
Selvom den 11. udgave af den europæiske nomadebiennale Manifesta var en uovertruffen skuffelse, med hvad der lignede for mange tilfældigheder og en katastrofal mangel på kritik, må jeg alligevel liste Michel Houellebecqs værkbidrag. Måske mest fordi min overraskelse over, at han figurerer i samtidskunstregi, ikke vil tage nogen ende. På privatklinikken Hirslanden i Zürich har Houellebecq fået foretaget en full-body helbredsundersøgelse. Resultater og fakturaer ligger som værker i udstillingen, og publikum kan tage udskrifter af røntgenfotos og elektrodiagrammer med sig hjem. Mere end at være et indblik i kunstnerens menneskekrop er det en gemen kommentar på en nærtstående fremtid i en fuldt privatiseret, post-velfærdssamfundets verden. Pisseuhyggeligt, for at sige det ligeud.
EVENTS
Works at Work, Dansehallerne, København.
Med fokus på kollektivitet kulminerede performancefestivalen Works at work i oktober sin udfoldelse af performancepraksis fra solisten over duoen til gruppen. En udfoldelse over tre år, som til at begynde med måske syntes snæver, men som har udviklet sig til en temmelig kompleks omfavnelse af arbejdsforhold i den bredere kulturindustri i et globalt perspektiv. Med et internationalt program hele vejen igennem og besøg af toneangivende teoretikere som Bojana Kunst og Isabel Lorey – i år tilmed den berygtede Gayatri Chakravorty Spivak – står Works at Work for mig at se som et af de vigtigste bidrag til parolen om kunstneriske produktionsforhold herhjemme i nyere tid. Og så er det der med at arrangere et all-female panel, som det var tilfældet ved symposiet Group works? On Feminism, Friendship and Borderlessness, altså noget man får lyst til at stikke et high-five, fordi det modsatte til stadighed sker alt alt for ofte.
Hannah Anbert, Sakralt Arbejde vist på Afgang 2016, Kunsthal Charlottenborg, København.
Det bliver ved arbejdstematikken, for Hannah Anberts afgangsværk var på alle måder opløftende som et af de mere eksplicit politiske værker på årets afgangsudstilling i København. En performanceinstallation bestående af en serie – i øvrigt habilt designede – uniformer blev på åbningsaftenen og i løbet af udstillingsperioden aktiveret som live performance; en karaokeoptræden om CV-økonomi og præstationssamfund, hvor Whitney Houstons «I Will Always Love You» (ingen karaokemaskine med respekt for sig selv mangler dette track) blev til «I Will Acknowledge You». At det var både underholdende og klogt, var i sig selv forfriskende, da arbejdssnakken tenderer at være lidt tung.
Det Fynske Kunstakademi lever videre efter igen at være blevet lukningstruet, Odense
En tilbagevendende begivenhed, som har det med at skabe et uudholdeligt spændingsmoment, hvor der rives op i diskussioner om Statens anerkendelse (og mangel på samme) af landets kunstakademier, for så at drive over og efterlade en underligt uforløst stemning synes på en eller anden måde selvskrevet til en plads blandt årets events.
PUBLIKATIONER
Not not work, Hour Editions, 2014-2016
Et friskt og varieret bud på nye udgivelser, der handler om kunstens egne produktionsomstændigheder, er publikationsserien Not not work. Jeg stødte på den første gang i forbindelse med den alternative kunstmesse alt_cph på Fabrikken for Kunst og Design sidste år. Her kunne publikum melde sig til et lille praktikforløb hos Hour Projects, hvor de skulle samle en udgave af Work Book – en blanding af notesbog og antologi med tekster om arbejde og produktion inden for kunsten, sammensat af 12 kunstnere. Den fjerde publikation i serien udkom i år, en goofy en af slagsen: Marie Thams’ 8 Hours, 0,- desire bestående af lydkort.
Juliana Spahr, Den vinteren kom ulven, Audiatur, 2016.
Efter at have læst Franco Bifo Berardis vigtige bog The Uprising – On Poetry and Finance fra 2012, er Juliana Spahrs digtsamling om hendes deltagelse i Occupy-bevægelsen en suveræn opfølger. Her resonerer ideen om poesi som en nødvendig excess af sproget, som noget, der ikke lader sig automatisere af tekno-linguistiske processer, og som reaktiver den sansende krop i det økonomiske sprogs kompleksitetsreducerende vold. I år udkom den i sin norske oversættelse, i flot orange, ligesom Bifos.
Mette Winckelmann, Welcome Hand, Bom Dia Boa Tarde Boa Noite, 2016.
To farver hældes i samme farvekasse, som blander sig ukontrolleret til en tredje farve, når man trykker i den gamle trykketeknik, iristryk. Her er det rød, sort og hvid, ligesom farverne på en badge med ordlyden «I like Older Women», som også er titlen på en serie malerier af Mette Winckelmann. I forbindelse med hendes soloudstilling på Avlskarl Gallery, og i forbindelse med 100 året for kvindernes valgret herhjemme, publiceredes denne smukke, dramatiske publikation.
Læserindlæg