Hvilke udstillinger, events og udgivelser var de vigtigste, skarpeste eller mest rørende i 2016? I Kunstkritikks julekalender opsummerer vores egne skribenter og inviterede gæster kunståret 2016. Den syvende i rækken er Michael Thouber, som er bosat i København og direktør for Kunsthal Charlottenborg, hvor der i aften er fernisering på Hito Steyerls Factory of the Sun.
UDSTILLINGER
The Present in Drag, 9. Berlinbiennale, kurateret af DIS.
Det er som første gang du så New York, din første kæreste og dit første kys. Dengang du syntes dine forældre og deres generation ingenting forstod af dit liv. Den fantastiske fremtid, du var på vej ind i, forsøgte de at blokere med gamle normer og værdier fra en tid tilsyneladende uden elektricitet. Alt var nyt, alt var uopdaget, alt var godt. Erfaring var et andet ord for kedelig, alt og intet var muligt, alting og ingenting lykkedes. Berlinbiennalen havde skønne minder om den tid. Det var teenage-kunst fyldt af hormoner, lyst, mod. Dejlig naiv og arrogant over for alt, der har været før. Det skal provokere os, der nu selv er blevet forældrene, og sidder på parnasset og trækker automatreaktioner om manglende dannelse hos den næste generation unge… Men kuratorgruppen DIS er ligeglade. De sampler ufortrødent kunst, design, mode, reklame, virtual reality og tv-serier. De skal prøve det hele og de kan det hele. Lidt af alting og lidt af ingenting. En ny generation er på vej, og de trækker frisk luft gennem lokalet. Jeg oplevede det først på Musée d’Art Moderne de la Ville de Paris sidste år, hvor de i samarbejde med danske Toke Lykkeberg havde skabt en udstilling, der gav samme fornemmelse af en ny energi. En energi jeg desværre ikke er en del af, men blot må læne mig tilbage og beundre. Det er mig der skal lære, ikke belære. For den nye generation vinder altid; de har livet foran sig. Berlinbiennalen var sci-fi, den var politisk, den var overfladisk, den var det hele. Berlinbiennalen var en dokumentar fra fremtiden. Og det kan lade sig gøre, for fremtiden kan man ikke dokumentere, med mindre man altså er DIS!
Carambolages, Grand Palais, Paris, kurateret af Jean-Hubert Martin.
Carambolages betyder kanon. Og som i 2005, da den daværende danske kulturminister, Brian Mikkelsen, nedsatte sit kanonudvalg, var det udstillingens sigte at fortælle, hvordan væsentlig kunst og nogen af de mest betydningsfulde kunstnere har påvirket, udfordret og lagt sig i forlængelse af hinanden historisk. Begrebet kanon stammer fra spillet billard og beskriver det stød i spillet, hvor stødballen kontakter først den ene og så den anden kugle. Og sådan var udstillingen – dybe stød som satte en bevægelse i gang over århundreder. Det ene værk ledte videre til det næste i dette forsøg på at tegne kunstens darwinistiske evolution. «Som et spil domino, hvor hvert værk fører til den næste i en sammensmeltning af ideer og former. Med værker af Boucher, Giacometti, Rembrandt, Man Ray, Annette Messager og andre anonyme kunstnere sat sammen på en sjov tur, der genbesøger vores traditionelle tilgang til kunsthistorien», skrev museet i kataloget. Med 185 kunstværker fra forskellige tidsaldre, stilarter og lande lod udstillingen samtidskunsten spille op mod, forlænge og til dels overtage historien. Det hele var iscenesat i mørke med oplyste montrer som et fransk boudoir, der elegant, svulstigt og lystfyldt lyste op ind til en anden verden. Og med fransk grundighed blev Carambolages netop et nyt formatmæssig bud på en anden måde at vandre igennem historien.
Whistleblower & Vigilantes. Figures of Digital Resistance, HMKV, Dortmund, kurateret af Inke Arns und Jens Kabisch.
Er hackere vor tids avantgarde? Bruger Julian Assange en kunstnerisk strategi i sin afdækning af magthavernes hykleri? Og hvis man følger den tanke er Edvard Snowden så også kunstner? Og hvad så med Una-bomberen eller Anders Breivik, der også tog sagen i egen hånd, da de mente, at magthaverne ikke forstod? Whistleblower & Vigilantes er den mest kontroversielle udstilling, jeg længe har set. Udstillingen sætter terrorister på linje med både kunstnere, nyhedsklip og whistleblowers. Omar Fast optræder på linje med Wikileaks’ første læk med den berygtede overvågningsfilm af nedskydningen af civile. En brevveksling med Una-bomberen optræder ved siden af DISs vævede tæppe af Assange. Og Anders Breiviks forsvar i retssagen mod ham genspilles af en skuespiller, mens kuratorerne selv har skabt små installationer af blandt andet den første kendte whistleblowers lækkede papirer… Udstillingen er kunst, dokumentar, overvågning, mediespekulation og samtidsdebat. Udstillingen stiller relevante spørgsmål nok til resten af livet og den er et for mig at se helt nyt – og ikke uproblematisk – bud på, hvad en kunstudstilling, en kunstner og en kunstnerisk strategi kan være.
EVENTS
Yes Men & Edvard Snowden på årets Roskilde Festival.
«Roskilde Festival forbeholder sig ret til at overvåge data på alle mobiltelefoner» – stod der på skiltene, der mødte årets 130.000 deltagere på årets festival. Det skabte ramaskrig og vrede, men viste sig at være et kunstprojekt udtænkt af The Yes Men i samarbejde med Edvard Snowden. Projektet ville sætte fokus på og skabe bevidsthed om den voksende overvågning i hele den vestlige verden. The Yes Men afslørede fra en af festivalens scener, at det hele var et kunstprojekt. Ingen blev data-overvåget på Roskilde Festival, men det gør vi til gengæld alle andre steder. The Yes Men havde live video-link igennem til Edvard Snowdens eksil, hvorfra han talte direkte til tusinder af festivaldeltagere. Snowden sagde først, at «hvis man ikke gør noget forkert har man jo ikke noget at frygte i forhold til overvågning» for så at afsløre, at det citat oprindeligt blev opfundet af Goebbels men i dag blev brugt af vestlige magthavere som det væsentligste argument i udbygningen af overvågning overalt. Snowden holdt en meget rørende og vigtig tale om, hvorfor hele vores demokrati er truet af den mistillid, som overvågningen er udtryk for. Det var et væsentligt øjeblik på festivalen, hvor et af samtidens vigtigste politiske debatemner ramte tusinde unge, og The Yes Men udnyttede fællesskabet til noget vigtigt.
Tita Salina & Irwan Ahmett, Jakarta Stories, 1001st Island – The Most Sustainable Island in Archipelago, 2015-2016, Kunsthal Charlottenborg, København.
Min 9-årige datter, Dagmar, kiggede med store øjne på mig og spurgte «hvordan kan man få tusindvis af folk til at kigge på sig bare fordi man har bygget en mærkelig båd?». Den dag i september lærte Dagmar noget nyt om samtidskunstens enorme potentiale, og derfor tillader jeg mig at anbefale noget fra egne rækker. Nemlig et poetisk og politisk kunstværk, der kom sejlende på en tømmerflåde af skrald ind gennem Nyhavn i sensommerens København. Mere end 1000 mennesker havde sat sig som i et amfiteater på den «pæne» side af Nyhavn. Nu begyndte en forestilling på et bagtæppe af Ibrahim Mahamas værk Nyhavn Kpalang, der dækkede Kunsthal Charlottenborgs facade – og det lignede slet ikke København. Og for en gangs skyld var der flere mennesker på Charlottenborg-siden af Nyhavn end på værtshussiden. Og trods et par tilråb fra fulde folk endte det med fuldstændig ro. Begge sider af Nyhavn fulgte dramaet. I absolut stilhed sejlede Tita Salina sin tømmerfløde sikkert i havn, selvom det undervejs så faretruende ud, som hun stod der som en moderne skumfødt Venus – rank i sin sorte robe på sin muslingeskal af skrald samlet op fra Københavns havn. Det mest rørende øjeblik opstod, da hun efter minutters stilhed steg i land og hele Nyhavn klappede. Alle var rørte, alle berørte.
Carsten Nicolai, unidisplay, 2012, Copenhagen Contemporary, København.
Siden begyndelsen af 1990erne har Carsten Nicolai aka Alva Noto drevet pladeselskab for toneangivende elektroniske musikere over hele verden, og samtidig i sin egen kunstneriske karriere utrætteligt fundet på nye måder, hvor han som billedkunstner visualiserer den lyd og de lydbølger, som vi normalt ikke kan se. Åbningsudstillingen på Copenhagen Contemporary med Carsten Nicolai var ingen undtagelse. På en 30 meter spejlvæg blev Carsten Nicolais visualiseringer af hans elektroniske univers pumpet ud til publikum og til finissagen optrådte han live bag sin Mac, mens hans digitale landskaber spredte sig i hele rummet.
PUBLIKATIONER
Magasinet Værk, udgivet af Statens Museum for Kunst og Egmont Publishing.
Det er både den værste og den bedste publikation. De danske magasiner Euroman, Eurowoman og RUM udgiver dette nye kunstmagasin i samarbejde med Statens Museum for Kunst. Og det er en god tanke, men der er stadig meget lang vej før det lykkedes. Hvor Louisiana Channel begyndte som niche og ender med at ramme millioner over hele verden, er magasinet Værk forsøgt startet bredt, og det kan være svært at se, at det lige nu rammer nogen som helst. Hvis ikke man tør gå med kunsten, så skal man hellere lade være. Men Statens Museum for Kunst har med deres SMK Fridays vist vejen. Her er man indholdsmæssigt ambitiøse og tiltrækker samtidig et stort publikum – og hvis man på samme måde vil udbrede det bedste til de fleste, så kan magasinet Værk ende ambitiøst og som et vigtigt initiativ for almen dannelse. Så jeg giver dem en chance – i håbet om mindre livsstil og mere public service, tak!
Series Series, Pork Salad Press
Direktør på Århus Kunsthal, Jacob Fabricius, har gennem mange år drevet forlaget Port Salad Press, hvor han blandt andet har udgivet Old News, avisen med gamle nyheder, som kunstnere fra hele verden klipper og redigerer. Ud over aviserne har Pork Salad Press udgivet både LP’er, kunstnerbøger, editioner og senest Series Series, en række kunstnerinterviews foretaget af Jacob Fabricius selv. Udgivelserne med Jakob Kolding, Henriette Heise og Keren Cytter har ligget på mit natbord og minder på mange måder om Andy Warhols oprindelige Interview Magazine, hvor hele samtalen kom uredigeret med. «Series is a casual conversation about work and life», skriver Fabricius selv på bagsiden, og selvom samtalerne er redigerede, formår den casual tone alligevel at give et mere ærligt billede af både kunstneren og intervieweren. Her er plads til både de dybe intellektuelle holdninger, som gør Series Series begavet og samtidig plads til de mere humoristiske, skæve betragtninger, som gør samtalen menneskelig, nærværende og overraskende.
Louisiana Channel, platform udgivet af Louisiana Museum of Modern Art.
Louisiana leverer stadig det bedste bud på formidling til den næste generation – de digitalt indfødte. Som en slags Wikipedia for kunstnere i lyd og billeder er det narrowcast i sin fineste form, der ofte finder et større publikum end nogen nordiske public service broadcastere nogensinde kunne drømme om. Det er simpelt og indholdsrigt. Det er kunstens egen stemme – og det virker.
Læserindlæg