Hvis man har fulgt Jes Brinchs værk fra slutningen af 1980’erne, hvor han som akademistuderende var med til at starte udstillingsstedet Baghuset over hans og Henrik Plenge Jakobsens Burn Out i midten af 1990’erne, så ved man, at han ikke er tilpas med konformitet og normer, både hvad angår kunsten og samfundet. Hans blanket til «Udmeldelse af samfundet» fra 1993 siger det sådan set meget præcist. Hvis spillereglerne i kunsten og samfundet er fucked up, så vil han hellere lade være med at spille med og i stedet interesse sig for alternative spilleregler. Som han gør det i sin nyeste udstilling, totalinstallationen Med den ene fod i graven, som han er ved at installere på mezzaninen i Kunsthal Charlottenborg.
Her er en af elementerne en såkaldt ekstasebar, hvor blandt andre bandet Discohingst (featuring Brinch selv) vil spille og skuespilleren Johannes Lilleøre vil trylle kaniner op af hatte.
Kunstkritikk har mødt Jes Brinch til en snak under opsætningsarbejdet.
Er det rigtigt, hvad jeg hører ude i byen, du åbner en klub på Charlottenborg?
– Ja, det er en udstilling med en ekstasebar i enden.
En ekstasebar! Det må du lige forklare.
– Det er et klubrum, som fejrer ekstasen som alternativ til den normale virkelighed.
Hvad kommer der til at foregår i ekstasebaren?
– Hmmm. Vi er i gang med at forklare udstillingen bagfra. Hele projektet er bygget op som en fortælling, og hvis vi starter med slutningen, som er ekstasebaren, så mister vi historien.
Okay, så kom med historien først!
– Temaet i udstillingen er at tage problemer i samtiden op, og at undersøge alternativer til disse problemer.
Og problemerne er?
– Første sektion af udstillingen er en contemporary art-udstilling, der til forveksling ligner de udstillinger man ellers ser på Charlottenborg. Denne del symboliserer det normale.
Det normale, som i mainstream, det vedtagne? Er det contemporary art som er problemet?
– Et af de største problemer pt er for mig at se, at vi er post-holdning.
I betydningen … ?
– Holdninger er blevet umulige, ingen orker at have dem, eller når de har dem er det på Facebook. Holdninger er blevet illegitime.
Holdninger til kunst eller holdninger gennem kunst? Eller simpelthen holdninger generelt?
– Holdninger i bred forstand. Det virker nærmest fake at have en holdning nu.
Så hvordan kommer det til udtryk i udstillingen?
– I indgangen hænger tre contemporary art-værker med titlen «Det nytter alligevel ikke noget I-III».
«Det nytter alligevel ikke noget»! Det lyder sgu pænt defaitistisk. Hvad er det, der ikke nytter noget?
– Kunsten i dag er defaitistisk og det er det, de er en kommentar til. De fleste har opgivet at skabe alternativer, vise holdninger, og accepterer i stedet for markedet og institutionens spilleregler.
Hvorfor tror du den er det?
– I stedet for at fokusere på indhold, er det formen, som er i centrum. Den klassiske formelle kunst har fået et comeback som det sidste nye, og holdningsbaseret kunst er erklæret uddød. Det er et krisetegn.
Og det er den du mimer i første del af udstillingen?
– Ja.
Med et maleri, hvor du har hældt Baileys på lærredet?
– Jeps. Whiskey på lærred er et nyt trend. Jeg gør det med Baileys. Knapt så macho, men flot. Og sødere.
Hvad sker der efter al den opgivenhed og samtidskunst?
– Udstillingen falder ligesom fra hinanden, historierne og problemerne kommer ind, og derefter er der en dødssektion.
Men vi skal frem til alternativerne!
– Alternativerne kommer efter dødssektionen.
Så forklar lidt om dødssektionen først. Det lyder som klassisk Brinch.
– Dødsektionen er et remix af min installation DEATH fra 2006. Det er en kiste og figurer, der viser alt det man mister, når man dør.
Hvorfor skal den remixes netop nu? Og til denne sammenhæng?
– Alternativerne i ekstasebaren er, ud over død og ekstase, seksuel frigørelse og meditation. Samt alle de live-events, der finder sted på en intim scene i rummet.
Jeg skal lige høre lidt mere om dødsrummet.
– DEATH-installationen er en perfekt overgang i fortællingen.
Hvordan?
– Død før frigørelse. Enten reel død eller ego-død, til fordel for ekstase.
Hvad er ekstasen i dag?
– I det her tilfælde er det seksuel- og meditativ ekstase, samt afslappede samtaler om alternativer, performances om eksistentielle problemer i et humoristisk format, musik og FEST!
Men er ekstasen ikke blevet institutionaliseret af medieliderlighed og selvudviklingskapitalisme?
– Jeg synes sgu ikke at ekstasen er blevet institutionaliseret. Hvis den var det, ville vi sgu da ikke være ved at kede os ihjel.
Men forklar mig så, hvad du mener med ekstasen. Altså din udstilling forgår jo i et institutionaliseret kunstrum …
– Den her kritiske interviewform med spørgsmål, der skal få den interviewede på glatis keder mig. Det er netop det, jeg vil væk fra i de samtaler der foregår i barrummet.
Men så lad os snakke om alternativer. Du vil have mere åbne samtaler?
– Anerkendende samtaler, der nysgerrigt folder den interviewedes tanker og verden ud. Det stik modsatte af Martin Krasnik.
Hvorfor tror du at den slags samtaler er forsvundet fra kunstverden eller medieverden mere generelt?
– Mest fra medieverdenen. I kunstverdenen taler vi bare sort, mens vi fortaber os i detaljer.
Tidligere har du arbejdet mere eksplicit konfrontatorisk. Hvordan er du kommet frem til denne mere inviterende form?
– Du blander tingene sammen. Man kan sagtens lave konfrontatorisk kunst og anerkendende samtaler parallelt. Det er vigtigt, at kunsten råber højt, særligt i det offentlige rum. Men det betyder ikke at jeg synes, at vi skal råbe højt og skændes, når vi taler sammen
Hvad er nogle af de emner, som de planlagte samtaler i baren kommer til at handle om?
– Det grundlæggende tema er nok post-holdning, at vi ikke kan finde ud af at have en holdning mere og at snakke med folk, der faktisk har en holdning.
Tror du det er fordi, vi er blevet for strategiske eller udmattede til at have holdninger?
– Jeg tror klart, at vi er udmattede. Det er jeg selv. Men det betyder ikke, at det er umuligt at have en holdning. Hvis man starter på mikroplan og anerkender subjektive holdninger, så er det muligt at have holdninger, og det tror jeg at vi kan vise.
Så udstillingen er også en form for genoplivelsesprojekt?
– Ja, genoplivning af holdningen og festen. Og at vise at de to ting ikke står i et modsætningsforhold.
