Det, der for undertegnede startede torsdag aften på Charlottenborgs første sal med en lidt rodet prisuddeling til en iransk kunstner, som ikke var tilstede, sluttede meget sent lørdag nat i udstillingsstedets foyer med dans på bordene til crowdpleasere fra popmusikkens skattekammer. Ind imellem havde jeg forsøgt at orientere mig i de tre nyåbnede udstillinger og hele lørdagen at holde trit med et tætpakket performanceprogram. Alt sammen interessant, men det var ikke desto mindre først efter midnat lørdag, at perspektivet for det genåbnede udstillingssted for alvor tegnede sig, da Mark Sladen besluttede sig for at udvide åbningstiden og satte gang i de måske festligste tre timer på en københavnske kunstscene i lange tider. Den institutionelle ramme og alle de sociale formalismer den dikterer blev overtrumfet af en skøn forening af løssluppen energi og gode vibrationer. Man glemte, at landskabet tegner sig anderledes dystert, hvad angår samtidskunstens generelle situation i den danske offentlighed og fik en tro på, at det faktisk kan lade sig gøre at slippe af med det kunsthalskompleks (for det er det drømmen reelt set har udviklet sig til) og skabe noget betydningsfuldt. Nu er det er selvfølgelig bare mit eget indtryk – under the influence – men var der ikke en fælles fornemmelse af at noget var lykkedes, af nyt liv i og et nyt tilhørsforhold til Charlottenborg?
Man kan spørge om man kan og skal uddrage noget generelt af denne afslutning på Charlottenborgs åbningsweekend. Charlottenborg skal selvfølgelig ikke bedømmes på sine fester, men den sociale kultur omkring stedet er en væsentlig brik i dets forsøg på at redefinere sig selv som den internationale kunsthal i København, som så mange har gået og drømt om i årevis. Som Sladen også selv har understreget i flere sammenhænge, er det den sociale kultur, der skal gøre institutionen til et sted folk gider at komme og investere i, hvad enten det er udstillinger, events eller fester. Og den dynamiske udveksling med sit publikum, eller i det mindste kimen til den, var tilstede på Charlottenborg da lørdag nat blev til søndag morgen.
Okay, nok naiv festromantik. Charlottenborgs genåbning handler om hvad der sker efter festen. Snarere end at anmelde udstillingerne, som begge er uafsluttede i den forstand, at de skifter eller vokser henover udstillingsperioden, er det mere relevant og fair at se på de greb Sladen har gjort brug af for at skabe rammerne for Charlottenborg som en international kunsthal og et inspirerende orienteringspunkt for ikke bare den københavnske, men den danske kunstscene.
Hvor gerne Sladen end vil have været den foruden, så er Forårsudstillingen en uundgåelig del af Charlottenborgs program. Det problem er «løst» ved at gøre den traditionsrige udstilling mere global hvad angår både jury og de udstillende kunstnere. For så vidt et fint og sympatisk tiltag, der peger udover det provinsielle perspektiv og måske et første skridt på vejen mod at omdanne Forårsudstillingen fra en kulturel blindgyde til en begivenhed med kunstnerisk udsigt? Det vil fremtiden vise. Som det er nu er Forårsudstillingen stadig en ret middelmådig repræsentation af forskellige tendenser i samtidskunsten.
Et andet forhold, som Sladen har skulle forholde sig til er bygningen. At lave udstillinger på så stort et areal og i lokaler, hvor institutionshistorien hænger som en tung em i luften, er simpelthen en udfordring som kun de færreste har formået at løfte til at skabe sammenhængende, og ikke bare ophobede, udstillinger. Med sin nye opdeling af udstillingsarealet kommer Sladen med et absolut produktivt bud på en langtidsholdbar løsning. Dels har han foretaget en opdeling mellem en mere eksperimenterende del (til højre når man kommer op ad trappen) og en mere populær del (til venstre når man kommer op ad trappen), dels har han lukket passagen mellem de to sider af de respektive dele, hvilket giver en mere retningsbestemt og fokuseret bevægelse gennem udstillingerne end tidligere, hvor man som publikum ofte mistede orienteringen. Derudover giver opdelingen rummene en anelse mere karakter, dvs. mere at arbejde med for såvel kunstnere som kuratorer. Opdelingen kan ses som en pragmatisk imødekommelse af Charlottenborgs (uundgåelige) dobbelte rolle som bredt appellerende og eksperimenterende. Men ydermere synes den at lægge op til, at der kan skrues op for udvekslingen mellem de to dele når det er fordelagtigt og skrues ned for den når de modarbejder hinanden. På den måde har Sladen skabt mulighed for en kombination af et skærpet fokus og et udvidet spillerum, hvilket i den grad er noget Charlottenborg har savnet. Om det så lykkes at iværksætte denne dynamik over længere tid og gøre den til en integreret del af Charlottenborg må man nok vente et års tid med at afgøre.
Skal man kigge ind i fremtiden med det nye programmagasin (som vist nok hedder Agenda selvom det ikke står på forsiden) i hånden så tegner der sig et aktivt forår med debatarrangementer («Kunsthallen set i et internationalt perspektiv»), seminarer (om «selvorganiserede subjekter»), kunstnersamtaler (fra refleksioner fra Forårsudstillingens jury til Clemens von Wedemeyer interviewet af en dansk filmskribent), filmvisninger (fra Sarah Pierce til Declan Clarke), og koncerter (fra improjazz til nyt folk pop til Goodiepal). En blanding, der tilgodeser såvel det brede kulturinteresserede publikum og dem der vil stimuleres akademisk. Ikke vildt ophidsende, men en solid og sikker begyndelse indenfor rammerne.
Man kunne også knytte et par bemærkninger til magasinet selv. Valget af forsidebillede (Leif Elggrens King of the World fra 2002 lagt ovenpå et fotografi af udstillingslokalerne) er for mig mislykket. Billedet i sig selv rummer en fed konceptuel skævhed, men man skal nok kende til Elggrens værk i øvrigt for virkeligt at værdsætte den. I denne forsidesammenhæng er det noget uklart hvad billedet skal signalere. At der er en ny (kunst)konge på paladset? Tja, det skal det vel nok, men på mig virker det som en letkøbt og indforstået symbolik, der ikke inviterer sine (nye) læsere indenfor ved at give dem en distinkt idé om, hvad man kan forvente sig af magasin såvel som af udstillingssted. Det er selvfølgelig svært at opsummere hele visionen for det nye Charlottenborg i et billede, og måske er meningen med valget at underspille situationen og ikke at sige for meget. Indeni er designet klassisk moderne, grænsende til det kedelige, og langt fra nogen stærk «identitet.» Udover at bruge sildebensmønstret i Charlottenborgs parketgulv som en gennemgående figur, så er det faktisk svært at se noget decideret nytænkende i forhold til det design, der blev skabt under den tidligere ledelse. Nuvel, det er i sidste ende kun grafik. Indholdet er lidt mere udfordrende, dog uden at redaktionen synes at være helt bevidst om hvem publikummet er eller hvad det vil med dem. Det kommer forhåbentlig med tiden, men magasiner, der kan kombinere det informerende med en kunstfaglig dybde (og høj tekstkvalitet) er og bliver et problem for samtidskunstinstitutioners, og ikke noget Charlottenborg umiddelbart synes at have løst. Som det er nu er Agenda mere program end magasin.
En ting som kendetegner Sladens genåbning af Charlottenborg er, at han har undgået den store monumentale erklæring. Med de to udstillinger med Sarah Pierce og Clemens von Wedemeyer (som kontrapunkter til Forårsudstillingen), der begge udvikler henover udstillingsperioden, underspiller han fint den opkørte stemning som omgiver genåbningen, samtidig med at han ret stærkt markerer, at genåbningen er begyndelsen på en proces, der langsomt skal udvide stedets spillerum og dets betydning i dansk kunst- og kulturliv. Von Wedemeyers udstilling åbner med et stort, lækkert produceret og flot installeret videoværk, der med visuel prægnans og en forbindelse til biografsituationen markerer en populærkulturelt appellerende intention. Bagerst i udstillingen bliver det mere kuriøst med en kvasi-antropologisk undersøgelse af en stammebefolknings tvetydige karakter. Måske fordi jeg selv har en svaghed for den italienske kannibalfilm-genre von Wedemeyer refererer til, synes jeg, det fungerer. Men udover dette personlige perspektiv er det en udstilling, som viser, at Sladen ikke er bange for at fordre et vist engagement fra sit publikum og samtidig inkludere udvidede formater, der benytter sig af populærkulturelle virkemidler. Der er stof at lade sig underholde af, undre sig over og fordybe sig i. Ligesom von Wedemeyers er Pierces udstilling arkiv- og forskningsbaseret med et antropologisk fokus og filmhistoriske referencer, men den er samtidig er mere kølig og nedtonet, hvilket fungerer godt i sammenhængen. Man forstår både forbindelsen og forskellen mellem de to udstillingers tilgang til deres materiale, og der opstår en fundamental interessant udveksling mellem dem. Samtidig synes de to udstillinger (også set i forhold til resten af forårets program) at være et signal for, at Sladen er interesseret i at arbejde med en udveksling mellem en refleksiv kunst-diskurs og en mere intuitiv oplevelseskultur. Hvis det er tilfældet kan det kun bifaldes.
