I følge pressemeddelelsen er udgangspunktet «den mere eller mindre etablerede præmis, at kunstmarkedet er et marked, og at kapitalismen har en fremmedgørende effekt.» Umiddelbart kan det lyde som en fodformet gentagelse af 70ernes kritik af det store K tilsat den kendte klagesang om kunstens uvilkårlige tingsliggørelse i neoliberalismens altomfattende favntag. Men det er det ikke. Tværtimod. Der er nemlig noget nyt på færde. En ny sensibilitet. En ny erfaring. Snarere end at sigte mod politisk domsfældelse bruger Ditte Sorias udstilling Goofy Tactics på det et år gamle kunstnerdrevne udstillingssted (og kontor) Years i København, sit afsæt til at udforske en nutidig situation, hvor politik, kunst og kapitalisme er fundamentalt forbundne og endelige svar ikke kan foreskrives, hvis de da overhovedet er at finde. Det er med andre ord ikke et sort/hvidt farvand Soria begiver sig ud i. Ingen taktfast march her, men «goofy tactics» i et mudret pløre af tegn, objekter og betydninger, en gråzone af æstetiske udtryk og handel.
På Years’ facadevinduer har Soria klistret annoncer for forskellige virksomheder; et ingeniørfirma, en listefabrik, en tapetser, en producent af reklamemåtter samt «logoet» for udstillingen (titlen skrevet med en hjemmelavet «Fedtmule-font» – derfor «Goofy»). Annoncerne afspejler udstillingsstedets placering på grænsen til industrikvarteret på ydre Nørrebro og en inspiration fra den approriations- og readymadeæstetik som blandt andre Jens Haaning har udviklet til en kritisk italesættelse af kunst, institution og marked. Men Sorias konceptualisme er ikke streng som Haanings. Den rodede montage af annoncer på facadevinduerne er snarere rundet af en bevidst klodsethed, der på en gang konstaterer og parodierer. Bag ruden ligger en kæmpe timeglas-lignende form i træ. Den er væltet (igen klodsethed) og dets farverige indhold løbet ud på gulvet i et abstrakt billede, der kunne ligne en dårlig kopi af et Kandinsky-maleri. Er det et billede på at tiden er løbet ud? For kunsten?
Lettere mystificeret går man ned af trappen til udstillingsstedets kælderrum, som Soria har omdannet til The Vault, et slags arkiv indeholdende en række fundne og tilvirkede materialer fra populærkulturen og kunsthistorien lagt frem på et enkelt designet stuebord samt værker af Mette Winckelmann, Martha Hviid og Katti Pärkson-Kull (de to sidstnævnte er samarbejdspartnere på udstillingen). Og på bagvæggen optræder det abstrakte billede fra forrummet igen, nu som en slags kalejdoskopisk landskab i forandring. Et eksploderet perspektiv, der både gør søsyg og høj. Materialerne på bordet fortæller historien om den moderne kunsts absurde omformninger, når Arnold Schwarzenegger poserer som Rodins Tænkeren og Gustavs Klimt sælges som luksusarmbånd. Men de fortæller også en historie om et dekadent og forførende maskespil. Og om spejlinger, grotter, opdagelsesrejsende og reklamefigurer. Og deres mærkværdige, uigennemskuelig sameksistens. Altings grå vilkår.
Efter at kapitalismekritikken på den københavnske kunstscene siden starten af 2000erne har været ført an af den situationistiske tradition, virker Sorias åbne og uhøjtideligt spørgende tilgang frisk og en vedkommende personlig erfaring.
Soria er født i 1982 og det synes oplagt at se det som et generationsspørgsmål. Som fremkomsten af en ny tidssvarende sensibilitet, der ikke forholder sig distanceret til det betændte materiale, men med en blanding af forundring, fascination og fremmedgjorthed forsøger at rode reflekteret rundt midt i pløret. Befriet fra forestillingen om kunsten og den store revolution, på vej til at skabe forestillinger om hvad kunsten så skal med det kapitalistiske samfund vi lever i. Det er en færden, der sitrer i et uroligt lys, som en pære der enten er ved at gå ud eller tænde. Om det er definitiv solnedgang for kunst og verden, som vi kender den eller om der tegner sig konturerne af noget nyt og anderledes håbefuldt på horisonten er ikke til at afgøre. Måske er det også underordnet. Eller rettere: Måske er det pointen. Den erkendelse udgangspunktet har ledt til.
