Hvilke udstillinger, begivenheder og publikationer var de bedste i 2012? I Kunstkritikks julekalender opsummerer Kunstkritikks egne skribenter og inviterede gæster kunståret 2012. Den tiende i rækken er kritiker og kurator Maria Kjær Themsen, som bor og arbejder i København.
Bedste udstilling
 |
Sufisme – Islams mystiske vej, Davids Samling, København. Davids Samling er et smukt, og dystert belyst, udstillingssted i København, som råder over en utrolig rig samling især indenfor islamisk kunst, og denne særudstilling var en usædvanlig magisk oplevelse. Den omhandlede den sufistiske mysticisme med videoer af de rituelle danse, kalligrafi, poesi og musik, og meget gamle og sjældne remedier til udførelse af ritualerne, såsom bedekranse, spydstave, skåle etc. Disse sjældne objekter var iscenesat i den dunkle belysning, der kendetegner stedet og som skaber en ekstra dimension for kontemplation og fordybelse i såvel de mystiske riter, deres erkendelsesmæssige projekt og potentiale, samt til betragtningen af de enkeltstående udstillingsgenstande i sig selv. En inspiration for både ånd og udstillingsiscenesættelse! (Billedet: Kvindelig eneboer underholdes af en musiker, Indien, begyndelsen af 18. årh.) | ||
 |
Louisiana: Avantgardens Kvinder 1920-1940, Humlebæk. Avantgardens Kvinder på Louisiana var en utrolig generøs udstilling at besøge. Det føltes som en gave endelig at få lov at se disse dygtige og nyskabende kvinders værker, og det gav også på mange måder mening at vise kvinderne sammen. Særligt står fotos og digte af Claude Cahun som en stor oplevelse, ligesom en skulptur af Katarzyna Kobro, som jeg ikke engang kendte, var supersej. Man kan selvfølgelig altid diskutere udvalget af kvinder, manglen på malerier, og at historien ofte – også her – alligevel kommer til at handle om kvindernes mænd, alle de kendte og kunsthistoriedefinerende af slagsen. Ikke desto mindre én af årets store kunstoplevelser, som dog var en anelse for dramaturgisk opsat til min smag. (Billedet: Claude Cahun, Self Portrait (reflected in mirror), ca. 1928 ©Courtesy of the Jersey Heritage Collections.) | ||
 |
FOS, Bageri, Andersen Contemporary, København. Pressemeddelelsen til FOS’ udstilling Bageri hos Andersen Contemporary var en opråbsskrivelse, der talte kunstens rolle lige ind i dagligstuen: «Studenter, forældre, advokater, Danmark»! På selve åbningsdagen var FOS og jeg begge i Radio 24/7 i et program, der netop omhandlede kunstens funktion og rolle i forhold til samfundet. FOS’ kunst omhandler altid den relation, men også i radioen insisterede han på at kunsten ikke skal have en specifik nytteværdi, en 1:1-relation. I skrivelsen fortsatte han: «Kunsten og Danmark. Jeg sætter her to forskellige forhold op mod hinanden. Danmark som nation og den poetiske oplevelse hos den enkelte – men jeg gør det, for intimiteten udløser en spænding for begge.» Dette gjorde han altså så ved at lave et Bageri i galleriet, komplet med træfacade, markise og vindue med brød. FOS’ kunstneriske praksis bliver ved at insistere på det mangefacetterede og poetisk skramlede, hvor enhver pædagogisk formidling må give op og lade noget andet, fx FOS’ egen insisterende lidenskab til materialet, tage over. | ||
 |
Arte Povera – The Great Awakening, Kunstmuseum Basel. Selvom denne udstilling ikke lige foregik i Norden, så må den med, fordi det generelt var en utrolig inspirerende og flot udstilling, men særligt nævnes den på grund af et par uforglemmelige smukke langlemmede ben. For en Muranoglassamler som jeg, var det ret stort at stå inde blandt Luciane Fabros meterhøje dyreben- og fødder lavet i Muranoglas og beklædt med fin silke i sprød lyseblå eller pastelgul. Piedi, som værket hedder, bryder altså totalt med den vante forestilling om at Arte Povera nødvendigvis blev skabt med billige og pauvre materialer. | ||
Bedste event
 |
Olof Olsson, Driving the Blues Away, Huguenottenhaus, Kassel. Olssons pop-up generalprøve på monologen Driving the Blues Away i Huguenottenhaus i slutningen af juli. Jeg var på vej hjem i toget da seancen foregik, men fik selve premieren at se på Copenhagen Art Festival en månedstid senere. Det ekstra særlige ved Olofs optræden i Kassel var, at manden, der er kendt for sit upåklagelige jakkesæt og de (lyse)røde sokker, her optrådte iklædt sari. Kun. | ||
 |
Copenhagen Art Festival med alt hvad det indebar af samarbejdspolitik, store udstillinger og gadefest. Det var et utroligt omfattende projekt, som strittede i mange retninger, og selve den ukontrollerbarhed var egentlig ret forfriskende! Nogle af de fineste oplevelser fra de intense åbningsdage, var netop derfor de ikke-planlagte. En sen og mørk aften støtte jeg fx tilfældigt ind i Joanna Rajkowskas kutteklædte kvindeoptog, der duknakkede gik ned ad Rådhusstræde med ild i de sorte kutter. Københavns byrum udsattes virkelig for nogle syrede og sanselige scenarier, som de færreste måske helt fik med, men som, fx dette tilfældige møde, virkelig gjorde indtryk. | ||
 |
Tove Storchs 50 blå unikke kunstnerbøger, og hendes indtil videre to løsninger på en klassisk unika-kunstnerbogsproblematik: hvordan lader man publikum bese og «læse» i bøgerne, når de er fremstillet som unika, og derfor er skrøbelige for befamling? På Louisiana lavede hun en performance i forbindelse med åbningen af udstillingen Pink Caviar, hvor ca. 40 performere hver fik en bog, som de så langsomt bladrede igennem, mens publikum så på. Den anden løsning var på det nye udstillingssted Internationalistisk Ideale, hvor de 50 bøger blev udstillet på udspændt silke, og hvor en behandsket performer i åbningstiden bladrede bøgerne igennem. En ret eksklusiv måde at komme omkring et klassisk udstillingsproblem med bøger på |
Bedste publikation
 |
Goodiepal, El Camino del Hardcore, Alku, 500 ex. Goodiepals nye bog er mange ting på en gang: en opsamling over hans tidligere bedrifter, en præsentation af en mulig løsning af den udfordring han opstillede i sin første bog Mort Aux Vaches Ekstra Exstra (om at opløse tiden og bringe utopien tilbage i musikkompositionen), et interview og et nyt partitur. Det handler stadig om at udfordre den almene computerfordummelse og i stedet skabe nyt sprog for udveksling af kommunikation, der potentielt vil kunne anspore til dialog med alternativ intelligens. Jeg hylder Goodiepal for at sætte baren så højt som muligt og vitterlig stræbe efter nye erkendelsesformer og praksisser i forsøget på at opløse tiden, genvinde «free space» og bringe utopien tilbage! | ||
 |
Lea Porsager, Anatta Experiment, Edition After Hand, 400 ex. Bogen er lavet i forlængelse af Porsagers omfattende kunstprojekt til dOCUMENTA (13) udstillet i et hus i Karlsaue Park. Bogen giver en ekstra dimension til udstillingsprojektet og inkluderer tekster, fotografier, tegninger og breve fra og omkring projektet, der foregik i det forladte hus Monte Verità i Schweiz. Et hus, som fra starten af 1900-talet var ramme for en række esoteriske, psykologiske og politiske eksperimenter, der efterhånden fik status af alternativt samfund. Hertil inviterede Porsager en række kvinder til at træde ud af deres vante liv og ind i Monte Veritàs historiske ladede rammer. Noget af tiltrækningskraft og spændstigheden ved Porsagers projekt er det hemmelighedsfulde, dystre og grænseoverskridende element, forbundet med nogle af ritualer, der er gennemlevet i huset. Måske håber man med bogen at få et dybere indblik i, hvad der præcis er foregået i de dage i huset? Man ser nøgne kvinder, skrigende kvinder, talende kvinder…men mystikken er fortsat i live. | ||
 |
Marie Kølbæk Iversen, “–”, At the Academy, 10 ex. Marie Kølbæk Iversen nye udgivelse ligger helt i forlængelse af hendes øvrige virke og praksis, centreret om tomrummet og blotlæggelsen af den tekniske proces, der bruges til frembringelsen af værket. Bogen er håndindbundet i sort mat hardcoveromslag og med forsatspapir i elektrisk blåt og med navyblåt læsebånd. Den er lavet i 10 eksklusive eksemplarer og er skabt ud fra samme metode, som andre af kunstnerens værker, der omhandler fotokopien: kunstneren starter med ingenting: et stykke hvidt papir kopieres i en fotokopimaskine, den kopi, der kommer ud, bliver nu kopieret, og den kopi, der resulterer af dette, bliver den næste, der kopieres og så fremdeles. Bogen starter derfor næsten i det hvide, men allerede på første side ses spor af kopieringen, små sorte prikker og «støj» på det hvide, og dette spor intensiveres efterhånden mere og mere indtil siderne ender i det helt mørke. En smuk fortætning af en kunstnerisk proces, som Iversen har arbejdet med i årevis. |
Læserindlæg