19. december

Hvilke udstillinger i Norden var årets bedste? Dagens bud kommer fra kunstneren Tore Hallas.

Jordan Strafer, Loophole, video still, 2023.

Jordan Strafer, Loophole, Index, Stockholm

Værket er en indspilning af en retssag fra den virkelige verden, men det faktum virker næsten irrelevant, da dets absurde interne logik lever i en hel anden verden. Jeg gik derfra fuldstændig forelsket i sen80er-pastichen, de horrible makeup-proteser og især en af de kvindelige performere, der giver en masterclass i lige præcis det, Susan Sontag beskriver i Notes on Camp som forskellen på ikke-camp og camp: en kvinde versus en «kvinde». Denne «kvinde» er et «vidne» i «sagen» – mere end nogen har været det før – og hendes enstavelsessvar og flakkende mimik gjorde mig varm indeni. Det er svært at være oprigtigt sjov i samtidskunsten. De fleste, der prøver, fejler, men her lå humoren så dybt i værkets selvhøjtidelige DNA, at jeg ikke kunne lade være med at grine.

Al Masson, Tâche sur papier, 2023. Foto: Galleri Maria Friis.

Al Masson, Tâche sur papier, Galleri Maria Friis, København

Massons lille lyserøde udstilling var meget tungere, end den så ud, og kræver mange flere ord end jeg må bruge her. En udstilling der, udover det åbenlyst nostalgiske, næsten sentimentale, og sexede, i mine øjne fortæller historien om vores (bøssernes) nedarvede traumer og fortællinger. Om Massons generation af queer-mænd, som næsten blev udraderet af AIDS, selvom det ikke eksplicit findes i udstillingen. Om hvor fremmedgørende det var (og stadig er, som jeg ved fra personlig erfaring) at have en kunstnerisk praksis, der taler eksplicit om det andetgjorte. Og ja farligt. En skabelsesberetning på sart papir, der fortæller en historie, der er almen for den ikke-almene.

Jessie Kleemann, Lone Wolf Runner, 2023, performance på SMK, København. Foto: Frida Gregersen Photography.

Jessie Kleemann, Tiden Løber Løber Tiden, Statens Museum for Kunst, København

Der findes nok ikke en vigtigere kunstner i Danmark lige nu end Jessie Kleemann. Vi har i høj grad brug for at kigge på vores koloniale relation til Grønland, og det er der heldigvis flere der gør lige nu – som fx Tinne Zenner (hvis udstilling (Im)material Extractions også bør nævnes som smuk og vigtig for denne diskurs her i landet) – og Kleemann, der i år har haft store soloer på både SMK og Rønnebæksholm. Det virker som om, vi i Danmark først har fået øjnene op for Kleemann nu, selvom hun har været aktiv i mange år. Lidt pludseligt og lidt med dårlig samvittighed, håber jeg.

Tore Hallas er kunstner, bor i København og arbejder med temaer omkring tykhed, homoseksualitet og religion. Han er del af Statens Kunstfonds karriereprogram ’Den unge kunstneriske elite’.

Se øvrige bidrag i Kunstkritikks julekalender her