Cheekys gavlmaleri på Stjerneskibet, Pusher Street, Christiania, København
I sommer blev pusherne endelig smidt ud af Christiania. Alle holder stadig vejret og krydser fingre for, at den gamle hippiestad modstår fristelsen til at invitere de allermest kedelige kommercielle kræfter ind. Selvom det virkelig klæder bydelen, at der ikke længere spankulerer så mange rovmordere rundt. Som ved et trylleslag er også stemningen i Pusher Street forandret. Før havde det været utænkeligt med en skøjtebane her, men det er der nu. Midt i gaden ligger også Stjerneskibet, et vigtigt tilholdssted for fastboende og besøgende med grønlandsk baggrund. Bygningen er blevet renoveret og forsynet med charmerende gavlmaleri af Cheeky, der er opvokset på Staden og bor i Nuuk. Stilen er herlig, et sted mellem Aka Høeghs animisme og fransk-belgisk 80er-tegneserie. Fra kvindens nationaldragt drysser perlerne og bliver til en levende stjernehimmel over fiskekutteren, der bringer håb om en ny tid for Staden.
Debbie Sings, Brodie Five, TAP 1, København
En fantastisk scene – en veritabel boksering udført af Inter.agcy – blev hejst ned fra loftet. Forrest gik performancekunstner Camilla Lind, koboltblå bikini og langskaftede støvler. Hun råbte, viftede med armene og piskede stemningen op. Bagved sanger Sophia Hage, pink boksehandsker og bunny-maske, og et spand sølvfarvede heliumballoner svævende efter sig. Op på scenen med de to, og herefter gik der ravende hyperpop i foretagendet, den ene energiske scene afløste den næste. Snart blev der slået på en koklokke, snart hang Lind i bokseringens tove med benene op og hovedet ned. Hyperpop er vor tids punk og med en billedpolitik, der føles som et ret præcist mod- og medsvar på en hyperpolitisk virkelighed med lille tro på realpolitik, men med masser af affektivt engagement. Måske det også forklarer alle gasballonerne i billedkunsten i disse år.
Ursula Reuter Christiansen, Jeg er ild og vand, Arken, Ishøj
Siden 2011 har jeg ikke kunne dreje min højre arm helt. Det skyldes et fald på et dansegulv til en fuldstændig ustyrlig fest på Møn. Det var i Ursula Reuter Christiansens atelier og betongulvet var indsmurt i karamel. Og skulle det endelig være, er jeg glad for, at det netop blev denne kunstner, jeg tænker på, når det nu og da værker i armen. I år fyrede Ursula den fuldstændig af på en retrospektiv udstilling, der endnu kan ses på Arken. Omkring en gammel kane, bestyret af en sølvsprayet ørn, står en samling malerier fra de sidste 40 år. Den eneste passager er den slidte, hvidgrå pelskåbe, som kunstneren har bebudet, hun vil begraves i. Orgelkompositionen af den afdøde ægtefælle Henning Christiansen pulser gennem hele udstillingen. En fortælling om kunst og liv med stort vingefang, og som generationerne efter aldrig kan gentage – tænkte jeg først. Men hvorfor egentlig ikk?
Øvrige bidrag i Kunstkritikks julekalender her
