5. december – Jette Hye Jin Mortensen

Man kan ofte finde fantastiske udstillinger hos Kunsthal 44 Møen og i år var ingen undtagelse. Den norske kunstner A K Dolven blev smukt kurateret af René Block, der havde lavet et udvalg med særlig fokus på Dolvens brug af lyd og musik i forhold til billedet, både som konceptuel metode og som larmende fravær. Det er spændende at bruge Dmitri Shostakovichs følelsesladede partitur Strygekvartet No. 8b i C mol Opus 110 som stumt(!) redigeringsforlæg til værket Amazon, en 16 mm farvefilm med en kvindelig bueskytte. Et partitur der blev til som en protest imod «facisme og krig» efter at komponisten var blevet presset til at indmelde sig i Kommunistpartiet og fyldt med referencer til egne tidligere værker bla. Lady Macbeth of the Mtsensk District (1962) som blev starten på 30 års forbud og en generel detronisering af Shostakovichs musik i Rusland. Hvem den mytiske, ét-brystede kriger skyder imod ved man ikke, men hun demonstrerer handling og selvstændig beslutsomhed som en mulig (ud)vej.

Kaspar Bonnéns udstilling The Past Will Never Leave You på Gl. Strand i København var en stærk og tavs scenografi med journaler á la manuskripter liggende på hylder rundt omkring, der måske især talte til alle med svigt i barndomsbagagen. I hvert fald var det denne form for identifikation og læsning af sit virke som Bonnén lagde vægt på i interviews i forbindelse med udstillingen. For mig var det en oplevelse der både ramte midt i det triste mellemgulv og samtidig gav mulighed for rumlig og nysgerrig udforskning i traumernes muterede murbrokker.

Lige nu og frem til jul kan man opleve is, krop og tid i fint samspil på Overgaden med en af dansk kunsts grand old skulptur/performance/installations-kunstnere og det er klart et besøg værd.

Til årets dokumentarfilmfestival, der altid har et fantastisk kunstfilm program, var Ai Weiwei inviteret til at kuratere et filmprogram under temaet Everything is under control. Og hvor var det skønt at se absolutte yndlingsfilm eklektisk smækket sammen i denne i grunden meningsfulde konstellation. Ophøjet skønhed og kanoniserede filmhistoriske milepæle afrundet med lidt humor og civil ulydighed. Program: Andrej Tarkovsky Andrei Rublev (1966), Michelangelo Antonioni Chung Kuo, China (1972), Stanley Kubrick, Dr. Strangelove (1964), Chris Marker, The Lovely Month of May (1963), , Leni Riefenstahl, Olympia (1938), Michael Moore, Sicko (2007), Esfir Shub, The Fall of the Romanov Dynasty (1927), Caveh Zahedi, The Sheikh and I (2012), Simon Klose, The Pirate Bay Away from Keyboard (2013), Emir Kusturica, Underground (1995).

Fordi den internationale avantgardemusik rummer masser af energi i disse år og fordi den teknik og præcision som man nogle gange kan savne i performancekunsten er at finde i stort, neurotisk og vanvittigt overmål i den nye musik.

Man kan sige meget om den seneste tids kæmpesensation Yahya Hassan og hans digtsamling. Personligt synes jeg det er en udmærket og forløst bog, men det er den omfangsrige instrumentalisering af forfatteren og hans interne opgør som mere gør det til en begivenhed end en udgivelse. At en digtsamling kan skabe så stor og vidtforgrenet debat anno 2013 er alt andet lige en bedrift.

I år døde forfatteren Doris Lessing, 94 år gammel. Derfor er det en god lejlighed til at fremhæve hendes fantastiske forfatterskab. Fra semi-selvbiografiske bøger om politisk bevidsthed og krig med udgangspunkt i det Afrikanske kontinent og hendes aktive anti-apartheid engagement fortsatte hun over i undersøgelser af den kvindelige erfaring og til sidst, efter sin desillusionerede afstandtagen til kommunismen, udviklede hun en stærk interesse for sufismen som hun inkorporerede i regulære science fiction, eller space fiction-fortællinger. For mig har det især været hendes frygtløse og intelligente analyser af hvordan mennesker og omstændigheder former hinanden og den omkostningsfulde vej hen imod frihed, i bredeste forstand, som har gjort stort indtryk. Det er mennesker i krise og presset til det yderste i deres samtid, som hun viser de inderste tanker hos. I The Golden Notebook og The Children of Violence fejrer hun ligefrem the dropout og advarer imod uddannelsens og systemets indoktrinering af magtfulde idéer som langsomt men sikkert indkapsler spirerne til selvstændig tænkning og revolution. Om denne revolution skal ske ude i verden eller inde i os selv, står også hos Lessing frit for, og denne evigt nysgerrige fleksibilitet er dybt inspirerende og får i hvert fald blodet til at bruse hos mig igen og igen!

Forfatteren debuterede i 2006 med den konceptuelle digtsamling Find Holger Danske, og efterfølgeren Hun er Vred udkommer til foråret på det nystartede forlag Gladiator. I løbet af det seneste år har man haft mulighed for at få smagsprøver fra bogen under Langvads performative oplæsninger, der ofte har varet flere timer. Hvert nyt afsnit starter rituelt med sætningen «Hun er vred…» og bevæger sig detaljeret, humoristisk og skarpt igennem den transnationale adoptionsindustri, fertilitetsindustrien og venners skæbnehistorier over i de private besværligheder som transkulturel og homoseksuel. Som årets oplæsninger allerede tyder på, så bliver Langvads stramme, regelbundne tekster uden tvivl til en vigtig debatbog næste år.

Om hvordan udenlandsk adoption fik sin spæde start i Danmark efter 2. verdenskrig med private initiativer der formidlede omkring 3.000 tyske mulatbørn. Det, der især provokerede mig og pillede ved kernefamilieparadigmet var at flere af de nu voksne børn beskriver børnehjemmene i Tyskland som deres hjem og den tryghed som de følte sig revet bort fra. En vigtig, historisk gentænkning af idéerne om tilknytning og familie.