Computerblå

– Når himlen er blå fremstår den oplyst af en slags backlight der minder om skærmens baggrundslys, siger Sandra Vaka Olsen, hvis udstilling åbner i aften på IMO i København.

Sandra Vaka Olsen, moving Pressure Points, IMO projects, 2013.

Lige siden Sandra Vaka Olsen dimitterede fra Kunstakademiet i København i 2011 har hun været en synlig figur på byens unge kunstscene. Hendes navn dukker ofte op på udstillinger på de kunstnerdrevne udstillingssteder og hun er en af 10 kunstnere (heriblandt Pind, Uffe Holm, Honza Hoeck, Rasmus Høj Mygind med flere), der står bag det aktive udstillingssted Toves Galleri, hvor hun (sammen med Simon Damkjær) også selv udstillede i efteråret.

Vaka Olsen er opvokset i Stavanger, hvor hun har gået på Kunstskolen i Rogaland (en to-årig forskole), før hun flyttede til Oslo og tog en MBA fra Institutt for farge ved Statens håndverks- og kunstindustriskole. Her tog hun også et år på Estetiske studier på Universitetet i Oslo inden hun færdiggjorde en MA på Det Kgl. Danske Kunstakademi i København.  

På hendes første soloudstilling i IMO viser Vaka Olsen blandt andet en serie fotografiske værker af et sjældent motiv: vanddråber sprøjtet på en computerskærm. Set gennem dråberne på den lysende baggrund fremtræder skærmens farvekode som eksploderende felter i varierende størrelser af rød-grøn-blå. På den måde virker dråberne ved at «skubbe billedet ud i rummet», som det formuleres i pressemeddelelsen. Men kun indtil det fanges af fotografiet. Så kollapser rummet og fotografiet smelter sammen med skærmen og bliver fladt. Det er blandt andet denne «fladhed», den fundamentale, uundgåeligt flade billedkultur, som Sandra Vaka Olsen kredser om. Kunstkritikk har talt med kunstneren om det blå og det flade, himlen og computerskærmen, men også om forskellen mellem kunstscenerne i Oslo og København.    

Sandra Vaka Olsen, moving Pressure Points, IMO projects, 2013.

Din sidste udstilling på Toves Galleri var hovedsageligt blå, faktisk helt ned til den blå neglelak, som du bar til åbningen, som en henvisning til udstillingstekstens «blue worn off nail polish». Det samme gælder den udstilling, som  åbner på IMO i aften, der blandt andet består af en fotografisk serie med en blå himmel og en anden serie som tager udgangspunkt i computerskærmens lysende blå flade. Er det din «blå periode»?

Det var ikke afgørende at udstillingen på IMO nødvendigvis også skulle være blå, men dels er den på en måde fortsættelsen af udstillingen på Toves Galleri. Dels er jeg fascineret af den effekt der opstår, når man placerer denne blå farve i det hvide gallerirum. Resultatet er sådan en sindssygt lysende, blå farve, som reflekterer den kolde computerglød – en slags blue screen-effekt. Det er samtidig også en se på den blå himmel. Når himlen er blå fremstår den nærmest oplyst af en slags backlight der minder om skærmens baggrundslys. Da jeg først begyndte at tage billeder af himlen føltes det lidt tabu og også lidt off. Jeg gjorde det ud fra en fornemmelse om sammenhæng. Først bagefter lavede jeg forbindelsen til den lysende blå computerskærm, som jeg ubevidst havde identificeret.

Man kan godt blive lidt i tvivl om, hvordan man skal betragte dit værk. Er det en slags ultraformalisme eller skal det snarere ses i forlængelse af en mere konceptuel tradition?

Jeg ligger nok et frækt sted i midten. Jeg arbejder rigtig meget med at fornemme, hvor tingene føles ret – hvor det falder på plads, er i balance. Dér, hvor det taler for sig selv, men også med tankerne bag.

Selvom du ofte er omkring fotografiske processer eller beslægtede processer, så tænker man måske ikke i første omgang på dit værk som fotografi. Er det det?

Sandra Vaka Olsen, moving Pressure Points, IMO projects, 2013.

Det har jeg hørt før – at man ikke tænker det specifikt som fotografi. Det er nok sandt. Jeg tænker det også mere som skulptur, som rumligt eller performativt greb. Samtidig bruger jeg flere fotografiske greb og især de processer, der hører til det klassiske fotografi og som befinder sig i overgangen mellem analoge grains og digitale pixels. Jeg undgår jo eksempelvis helt Photoshop, selvom jeg bruger photoshop-tankegangen, når jeg laver mine værker – tænker i Photoshop-begreber. Når jeg affotograferer computerskærmen, så foregår det oftest med et analog kamera, så jeg får det faktiske billede af det som sker på skærmen, uden  udefrakommende indblanding, som for eksempel for meget moiré, som i højere grad opstår når man fotograferer digitalt. Jeg kan godt lide den direkte tilgang. Mine ting tager tydeligvis udgangspunkt i de fotografiske processer, men også i den fladhed hvormed fotografiet gengiver verden. Når jeg affotograferer computerskærmen med de rumlig vanddråber, som jeg har sprøjtet på skærmoverfladen, så kollapser dråberne ligesom. Man kan ikke komme ud af det flade.

Når du taler om «det flade», så husker jeg en samtale vi havde for et års tid siden, hvor jeg netop spurgte til den påfaldende fladhed som præger dine udstillinger og også mange af dine generationsfæller, hvor selv skulpturelle værker ofte smyger sig fladt langs gulv og væg men sjældent ud i rummet (og da højst som flad fotostat eller tomt stativ), hvortil du svarede, at det måske handler om at du/I tilhører en generation som har erfaret alt via skærmen/nettet – at størstedelen af den kunst du har set har du oplevet på en skærm snarere end i et udstillingsrum. Kan du uddybe hvad det er for en relation du har til skærmen? Føler du dig «fanget» af fladen?

Sandra Vaka Olsen, moving Pressure Points, IMO projects, 2013.

Det handler ikke bare om skærmen. Det er mere generelt. Det handler også om, hvordan jeg oplever kunsten, verden og billederne her imellem. Jeg føler mig ikke fanget. Det er mere en registrering af de nye betingelser og jeg vil gerne fange følelsen af dette vilkår, forstå den. Jeg vil gerne møde den flade. Tror det er derfor jeg er begyndt at bruge de tilfældige snapshots, hvor jeg fanger billedet tilfældigt, som det billede, som også er med på udstillingen hvor man ser mine ben på vej ud af en bil. Det vidner om en aktion. Der var en krop bag handlingen, som bevægede sig i  forhold til omgivelserne. Kameraet registrerer den bevidste aktion – det bliver et foto. Dråberne fungerer på samme måde. De understreger at der er en konkret skærm mellem dig og det, som du via den får adgang til. Men dråberne peger også på det opløste, det tilfældige, forflyttelsen af tingene og på den lille nuance, som man ikke tænker på. Ligesom når man ser gamle film på blue ray. Det er noget andet, selvom forskellen er subtil. Vores måde at leve på virker vældig konkret. Alt bliver dokumenteret. Men på en måde er det vældig flygtigt. Billeder og digitale filer varer ikke for altid. Det flyder rundt og forandrer sig.

Du er opvokset i Norge og har både studeret i Oslo og København. Du er en aktiv del af den københavnske scene, og samtidig har du tilknytning til den norske kunstscene. Hvordan oplever du de to scener lige nu? Er der noget de to scener kunne lære af hinanden?

Sandra Vaka Olsen, moving Pressure Points, IMO projects, 2013.

Både Oslo og København befandt sig i lang tid i en egen boble, men jeg oplever at begge scener har åbnet sig op. Man mærker tydeligt at Oslo er blevet mere international. Da jeg flyttede til Oslo i 2002 var det en ret kedelig scene, men det var vel ikke så længe herefter at der begyndte at ske noget. Hvor gallerierne indtil da havde været primus motor, opstod der et andet spor med opblomstringen af en række kunstnerdrevne steder. Det betød at også kunstnerne begyndte at sætte en dagsorden for scenen på en meget energisk måde. Da jeg kom til akademiet i København i 2008 hørte jeg jo historierne om, hvordan studerende var blevet opdaget og «plukket» af gallerier på akademiet. Der var i det hele taget stor opmærksomhed omkring de kommercielle gallerier og der er jo også mange gode her. Men jeg synes at København er inde i en god udvikling lige nu. Der er større interesse for de kunstnerdrevne steder. Der er mange steder, mange forskellige stemmer, hvilket betyder at folk får lov at lave flere udstillinger. Det samme gælder i virkeligheden Oslo, hvor der for eksempel både findes eksempelvis 1857 og NoPlace, som jo er vidt forskellige, men gode steder. Hvis man skulle importere noget fra Oslo til København så skulle det være en institution som UKS, som jo både er en interesseorganisation for kunstnere og et udstillingssted og som både formår at være vigtigt fagpolitisk og udstillingsmæssigt. Omvendt kunne Oslo godt kunne trænge til et slags Overgaden, som giver mulighed for lidt mere etablerede solopræsentationer af yngre kunstnere, af den slags som ikke ville finde vej til eksempelvis Kunstnernes Hus. Man kan måske sige at Overgaden befinder sig mellem UKS og Kunstnernes Hus. Og så kunne jeg jo også ønske mig et OCA for København – altså en mere offensiv præsentation af den danske kunstscene overfor udlandet. Støttesystemet er jo det samme, men det er helt tydeligt at OCA har haft enorm succes med at synliggøre den internationale støtte og med at lancere de norske kunstnere i udlandet. Også OCAs dybdegående lecture-serier – som tager fat i de helt aktuelle diskussioner indenfor samtidskunsten og kulturvidenskaben, og som netop ikke er knyttet til en særlig udstilling i en given kunsthal – var noget man kunne ønske sig i København.

Læserindlæg