Deja-vu i Humlebæk

Louisianas gruppeudstilling Being There er det første danske institutionelle bud på, hvad man andetsteds ville have kaldt en post-internet-udstilling. Selvom kurator Mathias Ussing Seeberg har valgt ikke at påkalde det snart årti-gamle begreb, er udstillingens kuratoriske ramme identisk med dets oprindelige definition og nu åbenlyse betragtning: at de digitale og fysiske erfaringsrum er blevet uadskillelige for enhver på kloden, der lever med en internetforbindelse.

Derfor er det så lidt skuffende at lægge ud med at erfare, at der til Being There er inviteret ti kunstnere, der alle er bosat i enten U.S.A. eller Vesteuropa, og som alle er – med undtagelse af asiatisk-amerikanske Ian Cheng – hvide. Hvis argumentet mod at kuratere udstillinger med repræsentation for øje er, at udvælgelseskriteriet bør være «kunstnerisk kvalitet», så leverer Being There desværre heller ikke konsekvent her.

En af dem der gør, er den kanoniserede samtidskunstner Ed Atkins, som også allerede har haft soloudstilling i X-rummet på Statens Museum for Kunst. På tre store skulpturelle skærme installeret i Louisianas underjordiske buegang vises Ribbons fra 2014. I et forførende formsprog præsenterer Atkins os for den animerede avatar Dave; en tatoveret, impotent og ikke mindst nøgen mand, fanget i en digital skærsild. Alene i verden veksler Dave mellem at synge for os, pisse, prutte og drikke sig selv under bordet – veksler mellem selvudslettende resignation og mislykkedes forsøg på at række ud.

For i dette univers fragmenteres al kommunikation til bidder af forfejlet fanfare og afbrudt taletid. Uden sociale redskaber til at skabe en meningsfuld relation til andre mennesker, ender hans ensomhed, eksistentielle desperation og misbrug med blot at blive udstillet til distanceret observation. Dave bebor en virkelighed – en mulig allegori over livet med sociale medier – som hverken indeholder forløsning eller tilfredsstillelse. Hos Atkins er den tekno-optimisme (eller «tekno-meddelagtighed»), som post-internet ofte associeres med, altså ret begrænset.

Lignende reservationer finder man i eksempelvis Louise Gagliardis stemningsfyldte men materielt skuffende digitale malerier, Living Downstream (2017), der også sætter menneskets oplevelse af at være til i centrum. Her portrætteres ensomhed ikke nødvendigvis som noget, man oplever i isolation – sådan som Dave gør – men som noget, man lige såvel oplever i konkurrencepræget selskab med andre. Eller for eksempel i Cécile B. Evans æstetiske karikatur af en Hito Steyerl-video, nyklassikeren Hyperlinks or It Didn’t Happen fra 2014 – en videomontage om en ny, urovækkende art på jorden: digitalt levende døde.

Nogle vil måske opfatte disse mørkere perspektiver som uforenelige med post-internet-kunsten. Nogle vil måske pege på det underliggende humanistiske fokus i udstillingen (snarere end det tekno-deterministiske) som ikke-karakteristisk. Andre igen vil måske betegne Being There som en post-internet-udstilling par excellence.

En sådan uenighed grunder sig i, at betegnelsen post-internet er endt med at blive anvendt omskifteligt til at beskrive en scene, en æstetik, et emneområde, en kritisk sensibilitet og nogle grundlæggende betragtninger vedrørende teknologiske omvæltninger.

Når Seeberg forståeligt nok ikke ønsker at adoptere denne begrebsforvirring, er det ikke overraskende, at det kan tage tid – især for en større institution som Louisiana – at frembringe sit eget kvalificerede perspektiv. Det tager tid at tilbyde et oplæg, der har forskningen på plads, som er tydelig i sin formidling og som kan stå på mål over for kunsthistorien. Sagt på en anden måde; at skuffes over Being There som blot en forsinket post-internet-udstilling, ville således være unfair.

Alt dette ville jeg gerne medgive, hvis Seeberg og co. så havde brugt årene til at formulere betragtninger, stille spørgsmål eller spekulere i teser, der præciserer eller tillægger noget af anseelig værdi til feltet. For når man præsenterer os for et kuratorisk oplæg, der er identisk med post-internets fundamentale definition, udstiller the usual post-internet-suspects, for så herefter demonstrativt at ignorere selvsamme begreb uden at tilbyde noget af substans i dets sted, virker det svagt.

Nu er det ikke nødvendigvis en kurators opgave at skulle opfinde den dybe tallerken. I stedet kan en kurator udvælge kunstnere, som nuancerer et mere generisk tema og så installere deres værker, så de i kraft af udstillingsopbygningen komplementerer hinanden. Og det ville jeg da også gerne have medgivet, hvis ikke det var fordi, at Being There er opdelt i ni afgrænsede rum til de ni kunstprojekter uden noget påfaldende narrativt forløb imellem dem – og med store udsving i kvaliteten.

Hele vejen fra Ed Atkins’ overbevisende Ribbons finder vi i den svageste ende Bunny Rogers’ installation, Leda (Painted and Erased) fra 2017. Her præsenteres vi for et high-school-ificeret mindesmærke for en afdød tegneseriefigur, hvis gengivelse minder om kunstneren selv. Som barn var Rogers ikke i stand til at adskille TV fra «virkeligheden», og det resonerer på sin vis med hvordan, vi relaterer til digital teknologi i dag.

På Being There har hun fysiskgjort nogle elementer fra TV-serien – f.eks. basketballkurve, en moppe og et tapet. Dermed udstiller hun, ifølge vægteksten, et «kollapset univers mellem en fysisk og en virtuel verden». Men det er erfaringsmæssigt umuligt at registrere (endsige bekymre sig om) dette kollaps af to verdener, hvis man ikke tilbydes et kendskab til verdenernes ophav og konfiguration. Sagt på en anden måde; uden at tilbydes kendskab til TV-serien og derigennem også identifikation med tegneseriefiguren, er kunstneren den eneste person, der kan erfare de to verdeners kollaps samt aktivere installationens performative potentiale – sørgeritualet. En verden af visuelle markører på jeune fille-feminisme kan ikke gøre op for, hvor uvedkommende Rogers’ installation er.

Hvis det altså for Louisiana ikke var afgørende, at udstillingens kunstnere med sikkerhed kunne levere på «højeste niveau», er det frustrerende, at den lokale kunstscene – for slet ikke at tale om alle andre steder end U.S.A. og Vesteuropa – ignoreres nok engang. Den form for provinsiel internationalisme ville være utænkeligt i netop de byer, som Being There’s kunstnere selv arbejder i; New York, Los Angeles, Berlin og Zürich. Hermed et opråb til alle institutionsledere om at leve op til det ansvar, de har for også at løfte kunstnerne i det samfund, som deres institutioner befinder sig i. Kunne man ikke forestille sig – hvis det ellers handler om besøgstal og branding og den slags – at det ville være interessant for det lokale publikum også ind imellem at se et lokalt perspektiv?

Trods begrebs-krumspring og en humanistisk vægtning, er der for de, som er bekendte med betegnelsen post-internet-kunst, ikke meget nyt under solen på Being There. Men der er flere gode værker på udstillingen.