Man havner midt i en eksotisk fest allerede i indgangen til Galleri Susanne Ottesen. Festen består i Martin Erik Andersens installation Scaffolding (From a Corruptible to an Incorruptible Crown – Civilization of discontent) (2011), der blandt andet er bygget op af stål, bambus, skind, klude, cigaretskodder, musik, visuals (videoprojektioner) og så det karakteristiske røgelse og lilla neonlys, som Andersen ofte bruger. Det minder alt sammen meget om at stå på en surferbar på Tenerife, hvor man kan købe en t-shirt og drikke en kølig drink. Fornemmelsen fortsætter flere steder i udstillingen, som domineres af noget 90-rave-party blandet med shabby chic-mode, der netop dyrker en dekadent etno-kitsch stil med smag for skødesløs-lækre vrangvendte klæder og klude med broderier. Der er tale om en udpræget materialefetichisme, en romantisk dyrkelse af garn, gips, rust og silikone, hvor det taktile og det spirituelle, det sanselige og det mystiske mødes.
Men så stopper festen også. For vi er egentlig slet ikke inviteret med indenfor. Der er i langt højere grad tale om en rygvendt fest, noget vrangvendt og en decideret fetichering af det esoteriske. Som i værket They brought whores for Eleusis (2011) – en titel, der stammer fra Ezra Pounds digt «With Usura», der også refereres til i udstillingstitlen. Værket er formgivet som en lille verden i ler på gulvet i et hjørne, der indeholder spejlvendte, svært tydelige inskriptioner og en utilgængelig fest (vist som videoprojektion) blandt palmer på en ø. Man skal helt ned på hug og putte musik i ørerne, hvorfra man kan observere festen på afstand. De eleusianske mysterier (som værktitlen henviser til) refererer til en række hemmelige ritualer i byen Eleusis i det antikke Grækenland; ritualer, hvor kun få indviede kunne deltage. Der kan på den måde trevles tråde og historier op i meget bogstavelig forstand hos Andersen, hvor mange af hans opstillinger har karakter af en slags ritualisering af helligdomme, af afguder endda.
Den franske filosof Georges Bataille skriver i Erotikken (1957) om menneskets evige pendulering mellem på den ene side det fornuftige, det homogene, arbejdet og disciplinen, og så på den anden side, festen, ekstasen og livets overdådighed, der fejres i en overgiven sig til det menneskelige største: det transcenderende klimaks. Hos Bataille er denne fest et vidne om den menneskelige mulighed for evig udvikling, ja, den definerer selve det menneskelige, fx i forhold til mere primitive bevidstheder og dyr.
Og faktisk leder mange af udstillingens installationer tanken hen på en primitiv bevidsthed, der ligesom har skrabet til sig og forordnet sig og skabt små verdener af noget, for den, helligt. Og det leder igen videre til festens funktion i udstillingen, som der ofte blot refereres til ved efterladte skodder eller en papkasse, der har indeholdt Champagneflasker. Festen er på denne måde enten decideret ekskluderende, på sikker afstand, overstået, eller dens funktion bliver at tildele de let kludebeklædte skulpturer lidt mere «råhed».
Man har før set, at Andersens skulpturer kan indeholde en udpræget politisk bevidsthed, gemt midt i materialedyrkelsen og indadvendtheden. Dette kunne man fx se i den monumentale installation more give me more give me more. dette dit dørtrin (2009), senest udstillet på Den Frie sidste efterår. Dette værk er konstrueret og skabt over det berømte persiske Ardabiltæppe fra 1540, der i dag ejes af Victoria & Albert Museum, hvor det ligger beskyttet bag en glasmontre. Tæppet er symbolet på den islamiske kulturs største kulturelle bedrift; det håndvævede tæppe. I Andersens version er tæppet i oprejst version, og møjsommeligt genskabt i silikoneaftryk over utallige fotografiske udsnit af tæppet. Værket besidder en enorm kraftfuld symbolik, som man også smittes af uden at kende hele baghistorien, i det møde som opstilles mellem islamisk helligdom og vestlig samtidskunst. Hos Ottesen derimod, overtager indtrykket af salgsudstilling – objekterne er mangfoldige og udtrykket er mindre politisk og mere fashion. En del objekter er decideret klicheprægede skulpturelle sammensætninger af et stykke jern og en kost, eller to papkasser, der holder hinanden stangen, som i Equalizer (2011). Derudover bliver det evindelige spil mellem muslingeskallens perler og askebægret med skodder, en fortærsket symbolik, der flyder for fint sammen med det fashion-agtige indtryk, som kun bliver mere hipt jo mere installationen tør te sig i dekadent «party-uartig».
Jeg kunne for så vidt have sat pris på mere af det farlige og mindre af det fine, mere kadaver og mindre katarsis. Ikke at man går fra denne udstilling som en renset sjæl, men dog har man indtryk af at vildskaben er så iscenesat at den ikke når ud dér hvor festens potens bliver en reel erkendelsesmæssig exces og ikke kun bliver lukket inde på en lille ferieø. Som Bataille formulerer det, inkarnerer festen en evig menneskelig drift mod ekstatisk nærvær, rus og overskridelse, som er vores civilisations anden i forhold til den ophobning af energier et skemalagt arbejdsliv producerer. Denne utæmmethed i mennesket forbliver hos Martin Erik Andersen et lækkert lukket tableau, der ikke giver mulighed for reel transcendens.
