Et mørke er faldet over Kunsthall 3,14. Denne gamle bankbygning som før har vist udstillinger som tryllede den besøgende ind i en lethjertet stemning, som for eksempel den californiske kunstgruppe Fallen Fruit og Apichaya Wanthiang, er nu gået i dystopisk overdrive. De tre udstillende kunstnere matcher hinanden godt, og det er nemt at opfatte kombinationen som en slags gruppeudstilling. Det af Lydgalleriet kuraterede lydbrusebad i Parabol, som man passerer igennem på vej op til 3,14, sætter stemningen, eller hakker den nogle grader ned. Den georgiske lydkunstner og komponist Mariam Gviniashvilis forvrængede violiner får mig til at føle mig som en hund til en strygerkoncert. Det er næsten uudholdeligt skingert, som brummende torturinstrumenter, og jeg vil svare med et frustreret hundehyl. Med forstærket depression og slatne hundeører går jeg ovenpå og får serveret en cocktail ved navn Total Dystopi.
En stor rodet installation af den danske kunstner Søren Thilo Funder fylder rummet. Det er hans Ph.d.-projekt med den fængende titel Oceanic Horror or How to Survive the Night in the Haunted Mansion of Absolute Capitalism. Vi er i et kontorlokale som det kan se ud i ugerne op til deadline hvor alle i tidsskriftredaktionen mere eller mindre sover på kontoret. Der er undtagelsestilstand, og der er bygget små beskyttelsesceller hvor kontormøbler danner nødudgaven af private soverum hvor væltede stole læner sig over soveposer og liggeunderlag. Rundt omkring ligger firmaet Archipelagos ID-skilte drysset med rund hånd. Det kræver en del arbejde at bestemme om dette firma er fiktivt eller historisk. Jeg bliver glad da jeg finder ud af at det er historisk. Øjeblikkeligt vil jeg hellere se en dokumentar om dette firma end Funders installation.
Før jeg ved noget særligt om Archipelago føler jeg mig transporteret til Douglas Couplands roman Microserfs (1995) som fangede et billede af techindustriens vilde dage i 90’erne og af hvordan arbejdslivet udfoldede sig på Microsofts campus i Silicon Valley. Den anden association der melder sig er Jonathan Crarys 24/7: Late Capitalism and the Ends of Sleep (2013). Det er svært at overse slægtsskabet mellem disse horrorbeskrivelser af kroppens lidelsesfulde liv under moderne kapitalisme. Jeg tænker også på hvordan jeg selv i stigende grad slider med at lukke larm og lyde ude. Det hektiske liv som leves omkring mig, det buldrer og brager og gør mig tyndhudet og letskræmt med tanker som springer usammenhængende rundt som en anden videocollage.
Firmaet Archipelago blev stiftet i 1996 og var et af de første elektroniske kommunikationsnetværker (ECN). I 2006 fusionerede de med New Yorks børs og blev det første firma for højfrekvenssalg, altså en onlineudgave af børsen hvor det menneskelige element, som jo forsinker alt, stort set udslettes til fordel for automatiseret, ultrahurtig salg. Funders installation giver mig en nedtrykt følelse selvom den også lover tips til overlevelse i en verden hvor det menneskelige element må søge skjul under kontormøbler for at få fred fra den helvedesmaskine vi selv har lavet, og som nu stort set kører af sig selv. Kombinationen af installation og video gør ofte at jeg føler mig mindre forpligtet til at se videoen som en film med begyndelse og slutning. I Funders tilfælde får jeg indtryk af en sammengooglet collage med poetisk voiceover. Her blandes billeder af turister som tager smilende selfies med statuen Bull of Wall Street med 3D-billeder af neurale netværk og andet flimmer.
Hvis du alligevel ønsker dig et rum som er nogle grader koldere og om muligt tematiserer et dehumaniseret og dehumaniserende samfund på en endnu mere grel måde så gå ind i The Vault, det lille aflange rum som gerne gives til en anden kunstner end hovedrummets. Nástio Mosquito fra Angola viser her en video i et rum som er indrettet som en trist neonbelyst café med fjernsyn på en hylde i hjørnet, hvide plastikhavestole og tomme ølflasker og tipskuponner drysset ud over gulvet. Mosquitos kunstnerskab virker uhyre spændende, men her får vi blot et lille glimt af hans øvrige arbejde som brochuren beskriver. Mosquito havde brug for et større rum, men vi får indblik i en praksis hvor kunstneren spiller forskellige roller og således portræterer et fiktivt afrikansk land. I dette tilfælde ser vi en korrupt og yderst velklædt politiker som laver lyssky aftaler på telefonen og plaprer i en diktafon mens han sidder på toilettet. Det er som et langt leak sendt live til de værdiløse mennesker som han forsøger at skaffe sig af med, de ældre blandt andet. Som i Funders installation får vi indtryk af det fysiske menneskeliv som prekært og nærmest uden værdi, klar til at blive kørt på lossepladsen når AI tager over.
Et interessant element ved Mosquitos udstilling er at han er kurateret af Kunsthall 3,14s medarbejder Tuva Mossin i samarbejde med ChatGPT. På kunsthallens hjemmesider kan man læse uddrag fra samtalerne mellem Mossin og ChatGPT, og der inviteres til grublerier over hvorvidt en chatbot kan fungere som kuratorassistent eller ikke. Den altid høflige ChatGPT klarer det ganske godt, men sender links som ikke fører nogen steder hen og opfinder værker som ikke eksisterer. Botten forklarer høfligt om sin værensform og dennes begrænsninger; botten har ingen selvstændig smag og forsøger at knibe udenom når den spørges om præferencer og om at tage endelige afgørelser. Den er derimod kreativ når den foreslår titler, og god til at skrive høflige e-mails. Vi mennesker er efterhånden så udslidte at det ofte kan ende i misforståelser; nogen tager anstød, negativitet opstår ud af den blå luft fordi kulturarbejdere ikke kan løsrive sig fra hverdagens bekymringer om tid og penge. ChatGPT har ikke den slags at slide med, og synger som en glad fugl uanset hvad den spørges om. It’s a winning concept.
Det virker iøvrigt også som om at ChatGPT nemmere kan komme ud af den sociale boble. Den har dermed potentiale i en kunstverden som slider med at efterleve nye idealer om mangfold. Disse nye idealer bakkes nu konkret op af statslige regelværk som byder os at kuratere efter mangfold. Mangfold er altså ikke længere blot en godhjertet hippiedrøm, men også et konkret krav fra magthavere knyttet til den økonomiske støtte som kunsthaller og andre kulturelle aktører modtager. ChatGPT roder lidt rundt når den bliver bedt om at foreslå kunstnere fra Global South, og må spørges direkte om at foreslå kunstnere fra Afrika, Asien og Sydamerika. Eksperimentet er tankevækkende og tilfører endnu et lag til specielt Funders værk. Der er meget at gruble over i forhold til hvad henholdsvis mennesket og botten kan og ikke kan. Når man fjerner lidelse, træthed, smag og præferencer har vi et effektivt værktøj. Spørgsmålet er dog om det er en type effektivitet som fører til sund flerkulturel humanisme eller til øget dehumanisering.
