En tur i repræsentationskarrusellen

Kunstnerduoen Hesselholdt & Mejlvang har malet væggene på Den Frie hudfarvet på udstillingen Native, Exotic, Normal, men omgangen med stereotype repræsentationer kører lidt i tomgang.

Hesselholdt & Mejlvang, Native, Exotic, Normal, installation view, Den Frie, 2016. Foto: Lior Zilberstein.
Hesselholdt & Mejlvang, Native, Exotic, Normal, installation view, Den Frie, 2016. Foto: Lior Zilberstein.

Den hvide mand bliver knaldrød i nakken og på armene i disse lumre solskinsdage, alt imens Island vinder i fodbold, Trump og venner holder godt fast om skydevåbnene og The Second Amendmend – og England lige har slået sig selv hjem, hvis de ikke direkte har meldt sig ud af spillet. Verden har efterhånden fået en permanent tredjegradsforbrænding – et gedigent solstik.

Med udstillingen, Native, Exotic, Normal, på Den Frie i København ønsker den danske kunstnerduo, Hesselholdt & Mejlvang, at tage livtag med «vores stereotype, normative tænkning og undersøge, hvordan diskrimination er en integreret del af vores dagligdag,» som det hedder på Den Fries hjemmeside.

Igennem seks rum har de to kunstnere (hud)farvesat udstillingsstedets indre vægge i farver fra lys til mørk (fra næsten kridhvid til næsten kulsort) med udgangspunkt i en dermatologisk og kosmetologisk bestemmelse af hudfarve-typer, som blev foretaget i 1970erne.

I disse farvede rum er installeret repræsentationer af kulturelle markører, der «matcher» hudens farve: den lyseste farve følges af våbenskjold og en historie om ariskhed og familiens nedarvede renhed; den næste beretter om danskhed og europæisk kolonialisme eksemplificeret ved danske designmøbler og en model af et af Columbus’ skibe; i tonen mørkere ses Mellemøsten eller «Orienten» repræsenteret ved et banner med «I østen stiger solen op» skrevet på arabisk, marokkanske lædertøfler og to porcelænsfigurer; dernæst følger et caribisk univers med ballonfigurer, der delvist forestiller palmer eller «hottentotfigurer»; så et henholdsvis slave– og gangstertema med jernkæder på kryds i rummet og en guldkæde hængende på væggen; slutteligt et mørkelagt, brunt rum om sort nationalisme med en afrikansk maske og en udstoppet panter. En rejse fra det nazistiske hvide hele vejen til mørkets hjerte.

Hesselholdt & Mejlvang, Native, Exotic, Normal, installation view, Den Frie, 2016. Foto: Lior Zilberstein.
Hesselholdt & Mejlvang, Native, Exotic, Normal, installation view, Den Frie, 2016. Foto: Lior Zilberstein.

Begrebet «repræsentation» synes at være det helt centrale for denne udstilling. Dels ønsker de to kunstnere at spørge til den måde, sproget repræsenterer og reproducerer stereotyper (eksotiserende navne på makeup, for eksempel) og dels vil de med deres farvesætning af bygningen og med objekter og skulpturer fremvise stereotype repræsentationer af mere eller mindre specifikke grupper af mennesker. Det er altså en genfremstilling af stereotyperne, de foretager – en form for dobbeltrepræsentation: en repræsentation af repræsentationen gennem ganske få tegn eller simple symboler.

Porcelænsfigurerne er et klassisk eksempel på en vestlig fremstilling af «det eksotiske» som erotiseret og mystisk og de karnevaleske ballonskulpturer er også på sin vis genkendelige figurer fra det postkoloniale kartotek. Mere overraskende er det grisefarvede Arne Jacobsen-møblement som en slags kulturradikalismens unheimliche objets trouvés og de hjemmesyede våbenskjold i lyserød og hvid satin er allegoriske og materielt set finurlige. Objekterne i udstillingen består af en blanding af readymade og hjemmegjort og de taler mere eller mindre specifikt – mere eller mindre forsimplende og stereotypt – ned i de kulturelle zoner, der behandles.

Hesselholdt & Mejlvang, Native, Exotic, Normal, installation view, Den Frie, 2016. Foto: Lior Zilberstein.
Hesselholdt & Mejlvang, Native, Exotic, Normal, installation view, Den Frie, 2016. Foto: Lior Zilberstein.

At se den sorte krops hudfarve repræsenteret ved og reduceret til en maske, en udstoppet panter og to slags kæder som en historie om The Black Panthers’ radikale politiske projekt, slaveri- og «gangsta»-kultur er som at åbne en afgrund af samtaler om repræsentationens problemer og udfordringer: forsimplingen medfører provokationen. Samtidig virker det unægteligt også som om provokationen er en del af kunstnernes metode: at påpege repræsentationsproblematikken ved at gentage repræsentationen og at ruske i den besøgende igennem et forsimplet repræsentationsprojekt med den simple syntaks, vi kender fra massekommunikationen og de sociale medier.

Men hvad skal denne udstilling så? Skal denne dobbeltrepræsentation på samme tid være en problematisering og bekræftelse af stereotypen? En provokation slet og ret?

For mig at se skaber udstillingens metode – dobbeltrepræsentationen og provokationen – et unødvendigt klaustrofobisk loop omkring et af tidens mest væsentlige temaer, kulturel repræsentation. Og i en verden, der i forvejen i tiltagende grad kommunikerer i pop, slogans, symboler og forsimplede idiomer, virker det uspændstigt og ugenerøst blot at tage en tur til i repræsentationskarrusellen for så at gentage symbolerne. Er det væsentlige ved billedkunsten, litteraturen og teatret ikke, at man i disse sfærer kan tale mindre udråbende og med nye sprog, der stiller nye spørgsmål eller foreslår nye, kærlige indgange til og udgange fra verden?

Hesselholdt & Mejlvang, Native, Exotic, Normal, installation view, Den Frie, 2016. Foto: Lior Zilberstein.
Hesselholdt & Mejlvang, Native, Exotic, Normal, installation view, Den Frie, 2016. Foto: Lior Zilberstein.

Comments