Den hvide mand bliver knaldrød i nakken og på armene i disse lumre solskinsdage, alt imens Island vinder i fodbold, Trump og venner holder godt fast om skydevåbnene og The Second Amendmend – og England lige har slået sig selv hjem, hvis de ikke direkte har meldt sig ud af spillet. Verden har efterhånden fået en permanent tredjegradsforbrænding – et gedigent solstik.
Med udstillingen, Native, Exotic, Normal, på Den Frie i København ønsker den danske kunstnerduo, Hesselholdt & Mejlvang, at tage livtag med «vores stereotype, normative tænkning og undersøge, hvordan diskrimination er en integreret del af vores dagligdag,» som det hedder på Den Fries hjemmeside.
Igennem seks rum har de to kunstnere (hud)farvesat udstillingsstedets indre vægge i farver fra lys til mørk (fra næsten kridhvid til næsten kulsort) med udgangspunkt i en dermatologisk og kosmetologisk bestemmelse af hudfarve-typer, som blev foretaget i 1970erne.
I disse farvede rum er installeret repræsentationer af kulturelle markører, der «matcher» hudens farve: den lyseste farve følges af våbenskjold og en historie om ariskhed og familiens nedarvede renhed; den næste beretter om danskhed og europæisk kolonialisme eksemplificeret ved danske designmøbler og en model af et af Columbus’ skibe; i tonen mørkere ses Mellemøsten eller «Orienten» repræsenteret ved et banner med «I østen stiger solen op» skrevet på arabisk, marokkanske lædertøfler og to porcelænsfigurer; dernæst følger et caribisk univers med ballonfigurer, der delvist forestiller palmer eller «hottentotfigurer»; så et henholdsvis slave– og gangstertema med jernkæder på kryds i rummet og en guldkæde hængende på væggen; slutteligt et mørkelagt, brunt rum om sort nationalisme med en afrikansk maske og en udstoppet panter. En rejse fra det nazistiske hvide hele vejen til mørkets hjerte.
Begrebet «repræsentation» synes at være det helt centrale for denne udstilling. Dels ønsker de to kunstnere at spørge til den måde, sproget repræsenterer og reproducerer stereotyper (eksotiserende navne på makeup, for eksempel) og dels vil de med deres farvesætning af bygningen og med objekter og skulpturer fremvise stereotype repræsentationer af mere eller mindre specifikke grupper af mennesker. Det er altså en genfremstilling af stereotyperne, de foretager – en form for dobbeltrepræsentation: en repræsentation af repræsentationen gennem ganske få tegn eller simple symboler.
Porcelænsfigurerne er et klassisk eksempel på en vestlig fremstilling af «det eksotiske» som erotiseret og mystisk og de karnevaleske ballonskulpturer er også på sin vis genkendelige figurer fra det postkoloniale kartotek. Mere overraskende er det grisefarvede Arne Jacobsen-møblement som en slags kulturradikalismens unheimliche objets trouvés og de hjemmesyede våbenskjold i lyserød og hvid satin er allegoriske og materielt set finurlige. Objekterne i udstillingen består af en blanding af readymade og hjemmegjort og de taler mere eller mindre specifikt – mere eller mindre forsimplende og stereotypt – ned i de kulturelle zoner, der behandles.
At se den sorte krops hudfarve repræsenteret ved og reduceret til en maske, en udstoppet panter og to slags kæder som en historie om The Black Panthers’ radikale politiske projekt, slaveri- og «gangsta»-kultur er som at åbne en afgrund af samtaler om repræsentationens problemer og udfordringer: forsimplingen medfører provokationen. Samtidig virker det unægteligt også som om provokationen er en del af kunstnernes metode: at påpege repræsentationsproblematikken ved at gentage repræsentationen og at ruske i den besøgende igennem et forsimplet repræsentationsprojekt med den simple syntaks, vi kender fra massekommunikationen og de sociale medier.
Men hvad skal denne udstilling så? Skal denne dobbeltrepræsentation på samme tid være en problematisering og bekræftelse af stereotypen? En provokation slet og ret?
For mig at se skaber udstillingens metode – dobbeltrepræsentationen og provokationen – et unødvendigt klaustrofobisk loop omkring et af tidens mest væsentlige temaer, kulturel repræsentation. Og i en verden, der i forvejen i tiltagende grad kommunikerer i pop, slogans, symboler og forsimplede idiomer, virker det uspændstigt og ugenerøst blot at tage en tur til i repræsentationskarrusellen for så at gentage symbolerne. Er det væsentlige ved billedkunsten, litteraturen og teatret ikke, at man i disse sfærer kan tale mindre udråbende og med nye sprog, der stiller nye spørgsmål eller foreslår nye, kærlige indgange til og udgange fra verden?
Mit umiddelbare indtryk af udstillingen passer fint på fremstillingen og vurderingen i anmeldelsen.
Efterfølgende stillede jeg dog mig selv spørgsmålet, om udstillingen ikke kunne og ville noget andet end at tilfredsstille de forventninger, jeg som besøgende kom med. Eller om udstillingen er i stand til på en god måde at rejse spørgsmål til eftertanke hos besøgende med andre forventninger end mine? Det mener jeg, at den er, bl.a. i kraft af sin kommunikation med pop, slogans, symboler og forsimplede idiomer.
Svaret på det retoriske spørgsmål: ”Er det væsentlige ved billedkunsten, litteraturen og teatret ikke, at man i disse sfærer kan tale mindre udråbende og med nye sprog, der stiller nye spørgsmål eller foreslår nye, kærlige indgange til og udgange fra verden?” må være, at det er det, hvis alle udstillinger af kunst om de pågældende sfærer skal leve op til en bestemt opfattelse af meningen med kunst i de pågældende sfærer, men hvorfor skal de nødvendigvis det? Hvorfor skal det f.eks. være ”mindre udråbende” og med mere ”kærlige indgange”, selv om dette umiddelbart kan lyde som mere fint og pænt?