Siden professor Trine Bille i 2018 udgav rapporten «Billedkunstens økonomiske rum», hvori det blandt andet fremgik, at en uhensigtsmæssig stor del af de nyuddannede billedkunstnere havde svært ved at få gang i deres karriere, er der sket en del på området. Talentudviklingsprogrammer som Statens Kunstfonds «Den unge kunstneriske elite», Bikubenfondets atelierprogram og Art Hub Copenhagens adskillige tilbud til nyuddannede kunstnere har set dagens lys, ligesom kunsthaller som Overgaden, Kunstforeningen Gl. Strand og Nikolaj Kunsthal har igangsat talentprogrammer eller udstillingsplatforme særligt for de helt unge kunstnere.
Platform er Nikolaj Kunsthals bud på et udstillingssted-i-kunsthallen med særligt fokus på unge kunstnere og kuratorer. En ekstern komité bestående af yngre kuratorer –nemlig Lotte Løvholm (udstillingsstedet Collega), Christopher Sand-Iversen (SixtyEight Art Institute), Anders Kjær Rasmussen (Vandrehallen, Hillerød Hovedbibliotek) og Natalia Gutman (freelancer) – sikrer, ifølge en nylig pressemeddelelse, et «armlængdeprincip» i udvælgelsen.
Det er en spøjs formulering; armslængdeprincippet sikrer som bekendt, at de politiske instanser, der bevilliger penge til kulturområdet ikke også bestemmer, hvordan pengene bliver brugt, og hvordan det princip oversættes indenfor en enkelt kunstinstitution er lidt tåget for mig. Er det mon kunsthallens egen kurator, man vil sikre sig ikke besudler de unge kunstneres projekter med sin erfaring?
Indenfor i Platforms lokaler finder vi Astrid Sonnes (der tog afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2020) serie af ready made-objekter, der hører den hjemlige sfære til – blandt andet et komfur, et sæt nøgler, et vækkeur og en kost – med blåmuslinger surret fast på overfladerne. Nogle steder, som på vækkeuret, der er gået i stå klokken 18:55, giver det et fossilt udtryk, som var uret faldet over bord fra et skib og lå nu på havbunden, hvor det indgik i en ny type tidsligt kredsløb, langt fra hverdagens morgenstress. Andre steder, som på komfurets knapper, hvor muslingeskallerne står kækt på højkant, får man en mere animeret fornemmelse. Tænk sangscenerne i gammeldags Disneyfilm, hvor bestikket danser og smilende koste fejer rytmisk for hovedpersonernes fødder.
Langs udstillingsrummets vægge ligger adskillige sæt høretelefoner, hvori der afspilles et skønt lydværk af forfatteren Lea Marie Løppenthin. En stemme knytter barndomserindringer til forskellige hjemlige objekter, og reflekterer særligt over forhold og brudflader imellem analoge og teknologiske dimser. Er det fx ikke vidunderligt, at vi stadig bruger fysiske metalnøgler frem for chips eller ansigtsgenkendelse? Og har du tænkt over, hvor underligt analogt et computerkeyboard føles, efter vi har vænnet os til smartphonens touchscreen?
Som lydværket skrider frem, overdøves stemmen langsomt af vaskemaskiners biplyde, tasters klikken og skramlen med metalgenstande. En kakofoni af hverdagslarm, der spejler den animerede fornemmelse i skulpturerne; måske ligger de kun stille, fordi jeg er til stede. Måske vil de bryde ud i sang og dans, når jeg forlader rummet?
Udstillingerne i Platform kurateres af en ny ekstern kurator hver gang. På Between Walls, som Astrid Sonnes udstilling hedder, er det kuratoriske ansvar overladt til Ilethia Sharp, som ejer det kommercielle galleri Sharp Projects i København. Sideløbende med udstillingen i Nikolaj Kunsthal deltager Sonne i en gruppeudstilling med mindre skulpturer på julegavebudget i Sharp Projects, der således – i hvert fald i princippet – låner den kommunalt finansierede kunsthals PR-muskler til at reklamere for sin virksomhed.
Det er en nærmest cute udstilling, Sonne har skabt, fint bakket op af Løppenthins skønne lydunivers. Man kan ikke lade være at undre sig over, hvorfor den behandles så stedmoderligt af kunsthallen: Hvorfor kurateres den helt unge samtidskunst ikke ind i kunsthallens hovedprogram, der jo i forvejen er dedikeret til samtidskunst, frem for at blive gemt væk i et sideskib under et helt andet navn? Er det af fundraising-hensyn, at projektrum-i-kunsthal-modellen har vundet så stort indpas på den københavnske kunstscene de senere år? Man kan kun gisne. Det er i hvert fald ikke fordi denne babushka-dukke af bureaukratisk proces og ansvarsfralæggelse tydeliggør, hvad Nikolaj Kunsthal egentlig vil med den helt unge samtidskunst.
