Feminin vækkelse

For første gang vises hele spektret af Fie Norskers dybt erotiske værker i en udstilling på Rønnebæksholm. Det hele går op i en mytologisk enhed.

Fie Norsker, Rivers End, installation view, Rønnebæksholm, Næstved, 2017. Foto: David Stjernholm.

Herskabelige, smukke rum med stuk, lysekroner og kaminer udgør udstillingssalene på det gamle gods Rønnebæksholm på Sydsjælland. De historiske rammer spiller en uomgængelig rolle i de udstillinger, der sættes op. Også i den aktuelle af Fie Norsker (f. 1974), som har skabt et meget virkningsfuldt greb ved at bemale samtlige dørkarme ned igennem de ensuite-liggende gallerier. Det fungerer nærmest som en sluse, der suger én ind i et andet univers. Et univers, hvor en form for feminin vækkelse finder sted. Allerede i første rum kan det mærkes; væggene er malet lyserøde, og en hel række pastelfarvede akvareller er fulde af fabeldyr, forunderlige væsner og vulvaformer.

Ét af de mest betagende akvareller fra 2016 har samme titel som udstillingen, Rivers End. En kvindefigur med langt hår i lotusstilling sidder foran en mørk sø, og ligner en tantrisk gudinde. Hendes skød former en mandelformet portal af den slags, som Norskers værker er fulde af. Ansigtet er skjult. To mænd med leopardskind om skridtet, og hætter over hovedet, står bag hende og danner endnu en portal med deres sammenbunde arme. En slange smyger sig mellem kvinden og de to mænd.

Norskers værker er ladet med en stærk erotisk grundtone, og i Rivers End med mange østlige, endda tantriske, referencer. Men hvor det i tantra handler om en forening af energierne Shiva og Shakti (det maskuline og det feminine), fylder adskillelsen mere end foreningen hos Norsker. Som eksempel er de to tegninger Hans og Grethe (begge fra 2006), der hænger hver for sig, men som et par på væggen – det ene en strunk fallos, det andet en dyb grotte. I nogle værker forenes de to former, og det organiske og det stive føjer sig sammen, som i maleriet Solitude – Still in Love With You (2011), hvor en umiskendelig fallos er malet op af vulvaformede halvmåner.

Fie Norsker, Rivers End, 2016, akvarel. Foto: David Stjernholm.

Der findes på den måde ikke en stræben efter forløsning, eller dyb sammensmeltning, hos Norsker. Det er snarere en uafladelig undersøgelse af de energier formerne skaber i billedet. De spirituelle og dybsindige ansatser afmonteres da også igen i de mere fjollede og jordnære keramikværker.

For eksempel i keramiske værker, der ligner en mellemting mellem en glaseret udefinerbar klump og et slags dyr. De kaldes fx Flæskefjæs (2005), Kartoffel (2002) eller såmænd bare Lille Ven (2016). Keramikværkerne står på borde eller på gulvet, og resonerer med maleriernes figurer af mere enkle, symbolske landskaber. For hvor tegningerne og akvarellerne er nærmest sirlige og teknisk præcise, så er maleriet og keramikken langt mere fri i formen. Humoren og erotikken fungerer konkret som de mest dominerende energier i værkerne (på tværs af medier), og i udstillingen som sådan. Det er to kræfter, der klæder hinanden.

Iscenesættelsen på Rønnebæksholm – med kulørte portaler og pastelfarvede vægge – rummer værker fra kunstnerskabets begyndelse (2002) frem til i dag. Det giver ikke altid mening at vise ældre og nye værker sammen i en pærevælling, men her giver det et dybt indblik i et kunstnerskab, der ikke før er blevet vist i sin helhed.

Udvalgte keramiske værker af Fie Norsker fra 2002-2016 indgår i udstillingen på Rønnebæksholm, 2017. Foto: David Stjernholm.

I formidlingshæftet nævnes et slægtsskab med J. F. Willumsen – og sandt nok går de buede former, det symbolske indhold og landskabet som analogi over den indre natur igen i begge oeuvrer. Alligevel ser jeg mere Norsker i tråd med den malergeneration, der tillod sig at mane fortællingen ind i maleriet igen i starten af ’00erne. De malede eventyragtigt, fabulerende, figurativt, men ikke realistisk. De kvindelige malere i dén periode blev rubriceret med den lidt nedladende titel «Eventyrpigerne» (bl.a. Kathrine Ærtebjerg, Julie Nord og Lise Blomberg), også selvom mændene malede akkurat lige så ikke-realistisk – tænk på John Kørners lilla landskaber med dyr, eller Tal Rs pangmalerier med figurer, der er en mellemting mellem mennesker og dyr.

Norsker fulgte lige efter denne generation (hun havde afgang fra Kunstakademiet i København i 2006), og kom i stald hos gallerist Christina Wilson. Dengang – inden finanskrisen – var der stor efterspørgsel på figurativt maleri. Men måske er det på vej tilbage? Aktuelt er der i København soloudstillinger med flere navne, man ikke har set noget til længe – eksempelvis Lærke Lauta hos Andersen’s og Anna Torpe hos RØM. Det vidner måske om en hel vækkelse, efter alle de maskuline betonklodser, vi har stødt (os) på i kunstverdenen de sidste år.

Tilbage til Rønnebæksholm som ramme om udstillingen. Det slår mig, hvor vigtige udstillingsstederne i provinsen er – som eksempelvis Munkeruphus, Gl. Holtegaard og Rønnebæksholm – som eksempler på steder, der viser andet end de evige døde mænd på museerne, eller de helt hippe kunstnere på byens kunsthaller. Her gives plads til kunstnerskaber i periferien af scenen, som måske herfra rykker lidt tættere på centrifugalkraften i midten.

Fie Norsker, Rivers End, installation view, Rønnebæksholm, Næstved, 2017. Foto: David Stjernholm.

Læserindlæg