«Da dr. Robert Laing senere sad på sin altan og spiste hunden, tænkte han på de usædvanlige begivenheder, der havde udspillet sig i det store ejendomskompleks i løbet af de sidste tre måneder». Sådan lyder første sætning af J.G. Ballards roman High Rise fra 1975, hvori et gigantisk, brutalistisk lejlighedskompleks optræder som indbegrebet af «dystopian modernity, bleak man-made landscapes, and the psychological effects of technological, social or environmental developments» (jævnfør Collins Dictionarys definition af «Ballardian»).
Mens Ballards værker ofte fremstiller bygninger som beholdere, der på én og samme tid både repræsenterer og slører det, som dets ejere og indbyggere gerne vil skjule, så ankommer Tiril Hasselknippes værker en hel apokalypse senere. Hendes «kar» (Jf. udstillingstitlen Tub) – med undertitlen «balconies» – er ikke så meget metaforer for de dele af os selv, som vi ignorerer eller er ubevidste omkring. Snarere er de elementer i en post-apokalyptisk fortælling. «In everything I see its possibility» lyder første linie i presseteksten. Det lyder bemærkelsesværdigt håbefuldt taget i betragtning, at de fire betonværker ligner relikvier af en anden tid og muligvis også af en anden arkitektur.
Placeret i den hvide kube udtrykker de en markant fysisk tilstedeværelse. Man møder den første ved indgangen: et tungt ovalt monster af en betonafstøbning mast ind i det minimale forrum. Indersiden af karet er foret med den form for tynde stålplader, som kunstneren ofte anvender og som ved siden af det rå beton fremstår ligeså skrøbeligt som gavepapir. Samtidig ligger det og småruster i en sjat grumset vand, der ligger i bunden af hulrummet, som var det en rest fra støbningsprocessen (beton varmer op, når det tørrer og absorberer vand undervejs, så det har brug for at blive holdt vådt). Formen er elegant skæv i forhold til arkitekturen, en bøjet cylinder med en let afskåret bund, som var den formgivet som et resultat af at være blevet tabt.
Objekterne i hovedrummet er pænt spredt ud i rummet og fremtræder endnu mere rå end den første – som improviserede, ledløse former, hvor materialer såsom plastikplader og fiberglasvæv stikker ud. Hulrummene, enkeltstående eller i grupper, rummer mere vand – i et tilfælde har vandet en lysende blå farve. Med en højde en anelse over den som for tiden er hip, minder de om eventyrbrønde. Da jeg spørger kunstneren skriver hun tilbage om et mareridtsagtig scenarie; om balkoner, der falder af bygninger i opløsning, som bliver til kar og opsamler vand til et post-apokalyptisk samfund, som er nødt til at genlære sig basale sociale færdigheder, lige fra hygiejne til gensidig tillid.
Jeg kan godt lide historien i pressemeddelelsen, men når jeg kigger på værket, står det mig også klart, at jeg ikke har brug for den. Placeret på netop dette sted fortæller værkerne, trods deres stumme udtryk, deres egen historie. Et meget fysisk værk i hvad der plejede at være en del af kunstakademiets billedhuggerskole. Haspelåse i rummets hjørne viser, hvor billedhuggerne i gamle dage gemte leret til deres modelarbejde. Mens jeg funderer over de værker, der er blevet produceret her op gennem historien, forhandlinger angående skulpturkvalitet – med hensyn til volume, skala, vægt, materiale og, igen og igen, den fysiske tilstedeværelses autoritet – slår det mig, hvorfor jeg er rørt af dette værk. Man er nødt til at opleve det på egen hånd. Det er et spørgsmål om umiddelbar oplevelse.
De narrativer, som Tiril Hasselknippe fremkalder, passer fint med det post-internet-miljø, som hun er rundet af. Men hendes nye værk peger i en anden retning. Det er mere skulpturelt, mere abstrakt, mere arkaisk og overmander, hvis ikke ligefrem modsiger, hendes egen fortælling. Det bringer én tilbage til de narrativer, som inspirerede brutalistisk arkitektur. Det minder mig også om de modstridende historier og kunstneriske narrativer, som findes i de proto-abstrakte og præ-assemblage monumenter, som 1700tals-skulptøren Johannes Wiedewelt skabte i Jægerspris.
Denne «Danske Phidias» – som tænkte ret langt ud af boksen for sin tid og som var rektor for kunstakademiet ad to omgange – skabte en park bestående af mindesten dedikeret til store landsmænd. Det var ikke så meget portrætter af deres funktioner men formelle abstraktioner som henviste til mændenes bedrifter og måske også til deres karaktertræk.
Det er ikke så underligt, at hovedpersonen i Ballards roman reflekterer over, hvad der er foregået, mens han har siddet på altanen. Altaner er ofte bule-lignende og stikker ud af arkitekturens krop. De tilbyder et andet perspektiv, herunder af facaden af det hus, du befinder dig i – samtidig med at du er udenfor. Er brutalisme mon ved at blive vor tids neo-klassicisme?
