De seneste år er en række større internationale gallerier lukket – Clearing i New York og Los Angeles, Metro Pictures i New York og High Art i Paris, bare for at nævne et par stykker. Forklaringerne kan være mange: Et kunstmarked, der synes at være gået i stå; konkurrencen fra det sekundære marked i form af art advicers og konsulenter; og helt almindelig økonomisk uansvarlighed. Men måske er der også noget andet på spil? En fornemmelse af, at det klassiske kommercielle galleri tilhører verden af i går?
Den københavnske gallerist Susanne Ottesen, der har været i branchen siden 1983, har en fornemmelse af, at de unge kunstnere vælger galleriet fra. Og hun er i tvivl om hvorfor – og om de ved, hvad de fravælger. Det vil hun gerne starte en samtale om. Startskuddet gik i lørdags i galleriet på Gothersgade med et tre timers arrangement kaldet Speakers’ Corner.
På et podium, en skulptur af Christine Dahlerup, træder billedkunstnere, gallerister, samlere og kuratorer op på skift og holder tre minutters indlæg om galleriets rolle på samtidens kunstscene. Det er Susanne Ottesen der har inviteret for at kaste lys på galleriets rolle i en tid, hvor det klassiske galleri er under pres.
Forventeligt nok har de fleste oplæg karakter af skåltaler. Selve formen på arrangementet lægger ikke op til kritik, og langt de fleste betoner især, hvordan galleriet som socialt rum, som mødested for kunstverdenen, har haft en afgørende betydning for dem. Nogle fortæller, hvordan mødet med bestemte gallerier har åbnet dørene til institutioner eller til internationalt gennembrud, mens andre taler om, hvordan de gennem galleriet har mødt værker og kunstnere, de ellers ikke ville være stødt på.
Ud fra lørdagens arrangement er det svært at forstå dybden i den skepsis imod det kommercielle galleri, Susanne Ottesen fornemmer. Men den titter alligevel frem her og der i oplæg, der taler om, hvordan galleriet åbner døre for kunstneren, som ellers var forblevet lukkede. Der hviler en aura af gatekeeping, af hierarkiske systemer, af behovet for at kende de rigtige og følge en slagen vej til succes over galleriet. Det klinger altmodisch på den dårlige måde, simpelthen.
Og det er da også ubestrideligt, at det kommercielle galleri historisk set har svigtet bestemte grupper. Når de danske institutioner primært orienterer sig gennem gallerierne for at se, hvad der rører på sig på kunstscenen, bør vi stille krav til galleriet om at sikre repræsentation af fx kvindelige kunstnere, brune kunstnere og kunstnere, der arbejder i andre medier end de mest salgbare. Det er nok muligt, at et galleri er en privat virksomhed, der fungerer på kommercielle vilkår, men det betyder ikke, at de kan holdes fri fra ansvar.
Det gælder også i forhold til at lave tydelige og rimelige aftaler med såvel kunstnere som andre samarbejdspartnere. Det er muligt, at galleriet er en lille virksomhed, at galleristen som oftest er selvlært og at man opererer med en forretningsmodel, hvor man bliver klogere undervejs. Men som gallerist må man erkende, at kunstneren ofte har mere brug for galleriet end omvendt, og at der derfor findes et ulige magtforhold og en risiko for udnyttelse. Hvis galleriet står med nøglerne til institutionelle samlinger, internationale gennembrud eller bare kunstnerens næste husleje, så kræver det omtanke og orden i penalhuset at forvalte det ansvar.
På den anden side er galleriet ikke en butik. Samlerne kommer sjældent bare ind fra gaden og køber et værk; et kunstsalg er et marked, der skal opbygges gennem relationer, tillid og vedvarende arbejde. Det er svært for en kunstner at varetage det job, oven i alt det andet, og det kan ikke bare erstattes af en webshop. Og selv om kunstverdenen ikke bryder sig om at tale om økonomi, særligt ikke om forretningsdelen, så er det jo et faktum, at også billedkunstnere må tjene penge, hvis de skal kunne blive ved med at lave kunst. Alt det burde være selvsagt (men er det ikke altid).
Til lørdagens arrangement hos Ottesen talte billedkunstner Frederik Tydén om værdien af galleriet som et fysisk rum, og jeg tror, at det er værd at tænke over, hvad det rum repræsenterer, før vi afliver det helt. Direktør Claus Hagendorn-Olsen fra Horsens Kunstmuseum mindede os om, at det ikke er længe siden, at institutionerne kun sjældent viste samtidskunst. I 90’erne måtte man opsøge galleriet, hvis man ville se ung kunst, sagde han, og luftede en bekymring for, at vi med den nye museumslovs fokus på besøgstal kan være på vej ind i en lignende situation.
Det fysiske galleri repræsenterer en afklarethed, som få andre kunstrum kan bryste sig af. Det er et rum, vi kender og hvor vi ved, hvem der har ansvaret for indholdet. Mens digitale platforme styres af uklare algoritmer og ukendte målsætninger, så kender vi galleriets agenda. Og hvor art advisors og konsulenter på det sekundære marked oftest opererer mere eller mindre i det skjulte, så kan vi på galleriet hjemmeside se, hvem de repræsenterer, hvilken linje, de lægger og hvor vi kan opsøge dem.
Gallerirummet forholder sig åbent til sin egen agenda. Modsat den institutionelle white cube forgiver man ikke at være et neutralt rum, og når vi træder ind i galleriet, er konteksten tydelig: Vi befinder os i en kommerciel virkelighed, men der er regler. Det er ikke algoritmernes vilde vesten eller den globale kapitalismes hæmningsløshed; det er en del af et økosystem med en gennemsigtighed, der gør at vi kan kontrollere og kritisere det, der ikke fungerer.
Ser vi mod andre kulturbrancher kan vi få en fornemmelse af, hvad konsekvensen af den digitale distribution kan blive. Vi ser en musikbranche, hvor streamingtjenesternes dominans har gjort de økonomiske vilkår for udøvende kunstnere vanskeligere, men også på afgørende vis har ændret produktet. Albummet som form er forsvundet og gennemsnitslængden på en popsang forkortet. Eller se mod filmbranchen, hvor streamingtjenester producerer indhold, der er skabt til at kunne ses mens man scroller på en anden skærm. Dialogen i film og serier bliver tættere og mere bærende for handlingen, mens ikke-engelsksproget indhold nedprioriteres. Det handler ikke kun om de økonomiske forhold, men om selve det indhold, der kan skabes i en tid, hvor markedskræfterne ændrer sig.
Helt så omfattende er der ikke grund til at frygte, at forandringerne i kunstverdenen, hvor produktet trods alt er fysisk af natur, bliver. Men blikket på andre kulturbrancher kan forsikre os om, at måden hvorpå et kulturprodukt distribueres har afgørende betydning for produktets indhold, og derfor er der grund til at tænke sig grundigt om, før man helt affejer galleriet.
I galleriet har vi en distributør, som er på kunstens side, og som – i bedste fald – ved, at det er en langtidsinvestering at indgå et samarbejde med en kunstner. Det er en langsigtet, gensidig forpligtelse, som betyder at der er en kontinuerlig struktur omkring en kunstnerisk praksis. Og sådan som alting udvikler sig i øjeblikket lyder det egentlig ret radikalt, gør det ikke?