Sergej Jensens udstilling er på mange måder helt off. Hvor udstillinger i X-rummet på Statens Museum typisk har karakter af et tydeligt kunstnerisk statement, så ligner Sergej Jensens udstilling ved første øjekast en klassisk galleriudstilling. De lidt over tyve malerier hænger side om side i et rytmisk forløb, hvor ophængningen synes at være smagfuld variation i format, farve og motiv. Derudover kan man ikke identificere et samlende greb eller princip; det er malerier hængt op langs en væg, snarere end det er malerier, der får rummet til at træde i karakter.
Motivkredsen i sin helhed giver hovedbrud. Der sakses lettere idiosynkratisk rundt i kunsthistorien. Der er direkte parafraser af Courbet, Degas, Manet og der samples fra en række renaissance-kunstnere. Et re-make af Edourd Manets billede Kejser Maximilians henrettelse hænger side om side med et maleri af en anti-islamisk demonstration på Kongens Nytorv i København. Begge billeder har samme format og begge billeder har et «politisk indhold», men ellers forekommer sammenstillingen tynd og vilkårlig.
Fra de rygvendte kunsthistoriske meditationer sendes der distante og formørkede blikke ind i en københavnsk realtid: En toiletbygning i Kongens Have, et hotelværelse med et Bang & Olufsen tv, et billede af Rigshospitalet og den nævnte anti-islamiske demonstration udgør en art «københavnermotiver». Disse motiver er baseret på et fotografisk forlæg og malet op efter projektor, hvad malerisk giver billederne et lidt «respirator-agtigt» udtryk.
Mellem de kunsthistoriske parafraser og københavnermotiverne leder man efter interne forbindelser ligesom man overordnet set leder efter en rød tråd, en særlig tematik eller formel problemstilling, men hver gang man aner et tilløb til en tydelig forbindelse, så er det som om den i samme nu udstyres med et forbehold. Til gengæld er der en særlig sensibilitet, der løber igennem værkerne.
Sergej Jensen udtrykker en særegen melankolsk følelse, der handler om tiden og kunsthistorien. De kunsthistoriske motiver er ikke fremstillet som klichéer; der er ingen ironisk vrængen, ingen infantile fjollerier, ingen forsøg på at pimpe motiverne op eller re-aktualisere dem – som vi ellers typisk ser det i et samplende og parafraserende malerisk udtryk. Malerierne ligner snarere, at de er blevet hevet op af en kælder, hvor støv, fugt og puds langsomt har opædt den menneskelige ånd og hånd, der i sin tid gav dem liv. Hvis der er en malerisk eros tilstede i værkerne, så er den af nekrofil observans.
Man opdager, at der er orme i ens træværk, når der begynder at drysse støv ud af det. Penselføringen hos Sergej Jensen har en ormet kvalitet, der bringer tydelige mindelser om den hollandske maler Hercules Seghers (1589-1638). Motiverne fremtræder heraf som ormeædte tracings af et kunsthistorisk inventar, der engang var omgivet af levende kulturelle ånder, men som nu fremstår støvet, negligeret og efterladt i historiens kældermagasin. Men Degas, Courbet, Matisse og Manet er jo museale blockbusters og træder tilsyneladende levende frem for deres publikum. Man kan derfor ikke stille en historie- diagnose på baggrund af Sergej Jensens værker, for de siger ikke noget om vores aktuelle kollektive forhold til kunstens historie. Snarere udtrykker de en distant melankolsk sensibilitet, som hører Sergej Jensens generation af tyske kunstnere til, hvor temaerne var modernisme-genskrivninger, utopi-nostalgi og post-historisk tomhedsfølelse. Men denne generationelle melankoli-erfaring er selv gået hen og blevet en anakronisme. Mødet med Sergej Jensens værker opleves derfor som en art dobbelt-melankoli.
For nye generationer udgør tabet af utopier og en levende (kunst)historisk fortælling slet ikke nogen tabserfaring. Af ældre generationer opfattes dette som historieløshed, men det kan også udlægges således, at det post-traumatiske sorgarbejde over Historiens død er vel overstået. I den korte tekst «Mourning and Melancholia» behandler Freud melankolien som patologisk tilstand. Sorgen er vigtig, men melankolien er et problem: «If the love for the object – a love which cannot be given up though the object itself is given up – takes refuge in narcissistic identification, then the hate comes into operation on this substitutive object, abusing it, debasing it, making it suffer and deriving sadistic satisfaction from its suffering»
Udenfor udstillingen – men gengivet i det medfølgende katalog – findes et maleri med titlen Hate Matisse (2013). Billedet ligner at der er trukket en pose hen over hovedet på Matisse, der nu fremstår som en tilfangetagen, der er genstand for ydmygende handlinger. Det er kældermelankolikeren som gidselstager motiveret af ulykkelig kærlighed til den tabte kunsthistorie, jævnfør Freud. Man får lyst til at slippe motiverne fri og ud i mere nærende og livgivende omgivelser.
Den nye post-internet-tilstand har løsnet os fra tidligere generationers kulturelle melankoli. Opmærksomheden er rettet mod det kommende: teknologisk acceleration, planetariske forandringer, post-humanitet, kunstig intelligens og virtuelle økonomier eksempelvis. Vi lever ikke længere i fraværet af en forventningshorisont til fremtiden. Tværtimod. Forventningshorisonten til fremtiden er blevet monstrøs, transcendental og katastrofisk. Det er en ny sammenfiltret tilstand, der på én gang skaber eufori og angst, nyt håb og bundløs tragedie. Men alt andet lige: Det er en meget mere levende tilstand, der inspirerer til udforskning og spekulative forestillinger. Her overfor står den gamle verdens melankoliker, hvis lod det er at leve en pseudo-eksistens i skyggen af skyggen af den tabte Historie. Sergej Jensen præsenterer os for kældermelankolikeren i sin mest støvede og konvoluterede form. Det er fortiden serveret som en fremstrakt hånd, der smuldrer idet man forsøger at række ud efter den.
