Ølskummet og fodboldsangene fra mesterskabsfejringen har knap nok lagt sig her i Aarhus før byen igen skal til at finde festen frem, om end i en mere familievenlig og farverig betoning end AGF’s hvide trøjer. Der er i hvert fald lagt oplevelsesøkonomisk brænde i kakkelovnen til en sand folkefest, hvis man skal tro borgmester Anders Winnerskjold, der sammen med museumsdirektør på ARoS, Rebecca Matthews, byder velkommen til pressevisningen på James Turrells underjordiske As Seen Below, der efter ti års arbejde – herunder indsamlingen af en kvart milliard danske kroner – endelig står færdig.
Sammen med ca. 40 spændte pressefolk er jeg troppet op på ARoS denne sene aften for at opleve det monumentale værk til en såkaldt tusmørke-session, hvor skiftet fra dag til nat opleves gennem et hul i loftet af den underjordiske kuppel.
Der spares ikke på store ord som «mesterværk» og «historisk øjeblik». Stoltheden over dette prestigeprojekt er massiv. Der er store forventninger til, hvad det vil betyde for «en kulturby, der præsterer over evne», som Winnerskjold siger. Arkitekt Morten Schmidt, der står bag både ARoS-museet og As Seen Below minder os om, at museet er formet efter Dantes inferno i ni stadier. Den poetiske gåtur i et helvede, der nu har udvidet matriklen med dette massive værk, der bobler op af jorden udenfor museet som et gigantisk, tilgroet muldvarpeskud.
Vi føres ned ad en lang gang forbi det nye Salling Galleri, der har givet museet 1,000 kvadratmeter mere plads at boltre sig på. En stor metallisk port åbner sig, gangen fortsætter og det samme gør en seriøs stemning af luksusbunker. Et markant blåt lys indhyller alt i samme stærke cyanblå farve, mens gangen slanger sig rundt. Arkitektens ord sidder stadig i mig. Er vi på vej ned i infernoets blindtarm? Indvielsen af Aarhus’ nye sekteriske vartegn. «Lyset kommer», lyder satsningens slogan, blandt andet i en kort trailer, hvor en masse mennesker kigger opad mod et farvet lys. Den er Spielberg værdig og lover familievenlig mystik, som om vi om lidt bliver snuppet af smilende aliens.
Endelig træder man ind i det gigantiske rum som er værket. 40 meter bred og 16 høj rejser kuplen sig, støbt i beton og klædt i et gulligt lys fra stærke LED-lamper. Øverst er skåret en 6 meter bred oculus, en åbning op mod himlen. Det er overskyet, men himlen står knivskarpt i en blå nuance, mere blå end på en skyfri vinterdag. Det er vældig imposant. Arkitekturen er fuldstændig geometrisk perfekt og spiller på højhellige tangenter. James Turrell er opvokset som kvæker, hvor det religiøse rum er fri for billeder. I stedet leder man i stilhed efter lyset (Gud) inde i sig selv.
Stilhed kan man ikke sige her er, for oplevelsen af lys og rum bliver prompte hijacket af en voldsom rumklang. Den mindste lyd kastes rundt, ethvert lille skridt klones i hundredvis og kommer tilbage som små, dirrende perler på et stykke ståltråd. Et sted i midten af kuppelrummet kan jeg høre en samtale helt nært, som om to mennesker hvisker mig i øret, men jeg står mutters alene og da jeg spejder efter munde, der matcher, det jeg hører, står de talende mere end ti meter væk. Det føles uvirkeligt at kunne høre deres tale så tydeligt – jeg er nu en civil superhelt, hvis superkraft er at smuglytte på tilfældige borgeres smalltalk.
Desværre stjæler det auditive inferno al fokus fra den imponerende arkitektur og farvesætning, og gør sansebombardementet til alt andet end den kontemplative oplevelse, som pressekonferencen ellers havde gjort sit til at understrege. Det føles mere som at stresslytte til Eckhart Tolles Nuets Kraft med dobbelt hastighed, mens du prøver at dæmpe et angstanfald i en lufthavn. Og det har bestemt en særlig kvalitet omend det modsatte af spirituel fordybelse.
Mit nervesystem balanceres først, da jeg beslutter at redigere oplevelsen en smule og putter mine støjreducerende hovedtelefoner i ørerne og sætte mig på en plads langs væggen. Farven i rummet skifter, fra orange til rosa til noget, der er endnu mere rosa. Det er overskyet, det småregner endda, men himlen skifter farve i takt med rummets.
Mens jeg stirrer ind i det blå hul, tænker jeg på The Blue Marble, det berømte foto af jorden taget fra rummet under Apollo-programmet I 1972. Billedet gav en fornemmelse af den overview effect, som astronauter beskriver, når de ser jorden fra rummet og følelser af menneskelig og planetær samhørighed tager over, hvor nationalstatslige interesser før styrede. Det er denne kosmiske liga, som James Turrell arbejder i. En måge flyver over hullet og bryder illusionen om noget overjordisk. Farven skifter til lilla og himlen bliver nu lysegrøn. Rummet skifter til grøn og himlen blålilla. Som om himmelhvælvingen er hacket med Goethes farvelære og der opstår nye optiske muligheder for dette virtuelle dyb, man ser igennem hullet.
Turrells Skyspace-installationer er globalt en sensorisk sællert, der findes 100 udgaver verden over. Hans værker fungerer exceptionelt godt på billeder og i TikTok’ens tidsalder er han blevet lidt af en popkulturel helt. Kanye West elsker ham og har filmet en gospelfilm i hans ufærdige Rodent Crater i Arizona. Mon ikke de unge rappere i Aarhus snart tager herned og laver musikvideo. Ordet oplevelsesøkonomi bliver ikke brugt mere, måske fordi det efterhånden er indtænkt i hele institutionsapparatets virke. Men dette massive værk føles som en inkarnation af netop oplevelse og den økonomi, der er forbundet til et så fotogent værk.
Ser man bort fra den selv-hypende pressekonference, ja så er As Seen Below dejligt fri for vægtekst og formidling. Måske foretrækker Turrell selv at holde døren for en personlig oplevelse så åben som muligt. Men når man sidder der i kuplen, spørger man konstant sig selv, om det hele virker. Om man virkelig føler det, der skal føles. Det er helt bestemt flot og gribende, men det sensoriske potentiale fremstår lidt programmatisk, når den intime oplevelse med farvefysikken er så foreskrevet, at den ikke for alvor bliver ens egen.
Værket føles på den ene side tidløst, som en smuk solnedgang, der altid vil gøre sin ting og skabe et øjeblik af kosmisk kærlighed. Men det er også som om tiden er løbet fra den slags kunst, der manipulerer sig frem til naturens kvaliteter i så massiv og dyr en skala. Det er jo vulgært.
I ARoS’ pressemateriale er rumklangen mistænkeligt fraværende. Især fordi den er en fascinerende oplevelse i sig selv. Men den modarbejder det, som James Turrell, virker interesseret i; at skabe en dyb, indre forbindelse mellem menneske og det partikulære, i lyset og rummet.
Faktisk fremstår As Seen Below så hardcore i sit ønske om sensorisk afkast, at det nærmest er instrumentaliserende; som et sansemaskinelt monster, der for al verden vil producere perception og oplevelse. Et monster, der lever på hype og billedcirkulation og her bliver alle de personlige oplevelser reduceret til noget fuldstændig ens. En personlig oplevelse, der kan kvantificeres uendeligt. Og sådan en blød magt er sikkert hver og en af de hundredvis af millioner kroner værd.
