«All my life people said that what I did wasn’t art», har den amerikanske kunstner Lynn Hershman Leeson på et tidspunkt sagt i et interview med Eileen Myles. Og i den sidste af de seks videoer, der udgør værket og udstillingen The Electronic Diaries (1984-2019), har hun og Eleanor Coppola en på samme tid nedslående og alderdomsmild samtale om, hvordan de ikke kunne være de kunstnere de var, før meget sent i deres liv. Tiden og børn, et hjem at passe og i sidstnævntes tilfælde en altoverskyggende kunstnermand blokerede adgangen til en reel og anerkendt praksis. «To be overheard is to be censored siger Hershman Leeson, nøgternt og ubittert».
Dokumentation af en tilværelse som kvindelig kunstner i en fortid, der er ulykkeligt tæt på nutiden, kunne være en læsning af Lynn Hershmann Leesons massive dagbogsprojekt. Men der findes så meget inde i den arkivoverflod The Electronic Diaries er, at forsøgene på at trække entydig mening ud af det, heldigvis hele tiden må mislykkes.
I 1984 begyndte Hershman Leeson at filme sig selv. Et arbejde, der både lader til at handle helt grundlæggende om at eksistere i en (kunst)verden, som ihærdigt ikke ser hende, at eksistere i det liv, hendes mand netop har forladt uden varsel («he went to get the newspaper and never came back»). At eksistere som smukt og sminket ansigt foran kameraet uafhængigt af en krop, hun synes er for tyk, at eksistere digitalt og arkiveret i en verden, der så småt er i gang med blive absolut virtuel. Materialet er lige så følsomt og ufiltreret, som det er bearbejdet og klippet og animeret – eksempelvis spaltes billedet af hendes ansigt netop som hun helt casual bemærker, hvordan vi er ved at blive et «society of screens, of layers that keep us from knowing the truth». I 1984.
Hendes foregribelse af den filtrerede bekendelsesfeber, der for længst har inficeret alle vores små skærme og uendelige sharing-platforme er åbenlys og creepy. Men uanset hvor imponerende Hershman Leesons henkastet profetiske analyser end virker fra et 2022-perspektiv, er de på en måde også det mindst interessante ved værket. At forudse sociale medier i et intimt videodagbogsnotat for næsten 40 år siden er utroligt, men at forudsigelsen kan forblive utrolig kræver, at man ikke dvæler for meget ved den.
I stedet kan man dvæle ved, hvor virkelig smukt det i al sin enkelhed er at se et fremmed menneske blive gammelt i løbet af den time, de seks videoer varer. Ens egne, følte humører er uendelige, mens de leves, midt i noget der gør ondt eller er lykkeligt findes kun det, og årtier er stadig vidtstrakte felter af uforudsigelighed (i hvert fald for mig, der kun har gennemført tre). At bevidne næsten 40 års minutiøst indsamlet følelsesliv og trivialitet og Hershman Leesons glimtvis afsindige abstraktionsniveau er totalt rørende, et halvt liv afspilles bare uden videre og oplevelsen er fyldt med en skønhed, der kommer fra noget helt andet end rummets og værkets fysiske fremtoning.
Æstetisk er videoerne egentlig ret neutrale: Lynn Hershmann Leesons udmattede ansigt i et rum i 1980’erne, slukkede øjne til hjertesorgen og en pludselig tumor og bearbejdelsen af sjældent brutale barndomstraumer. Lidt senere konstaterer hun, at «life is the ultimate editing process», og så kan man jo gå i gang med at overveje balancen mellem virkelighed og fiktion i det ret dramatiske dagbogsindhold. Hun er plaget af en forfængelig afsky for aldringen inden erkendelsen af det frisættende i at blive ældre og ligeglad – måske særligt som kvinde. Og så et lettere humør op gennem 1990’erne, optegnelser der mindre kredser om kunstnerens eget indre og ydre end i de første tre videoer. Det privat udleverende afløses af refleksioner over mediering («I don’t think anything is true unless it has been mediated»), om relationen mellem teknologi og menneske («We have a genetic reliance on machines and technology»). Forestillinger om hvad et liv egentlig handler om, analyser af hvor (manglen på) grænserne for teknologisk udvikling mon findes. Lykken over et kommende barnebarn, dette barnebarn som ufødt protagonist i drømmen eller mareridtet om et nyt årtusindes digitale uendelighed.
Der går 22 år mellem den fjerde og femte dagbogsvideo (fra 1997 til 2019), og pludselig er Lynn Hershman Leeson blevet gammel og åben at se på, det er som om en smerte eller noget mørkt har forladt ansigtet. Som 72-årig blev hun ’opdaget’, hendes karriere ændrede sig drastisk (læs: mere end fem årtiers massivt og originalt arbejde blev omsider manifesteret som karriere) med en retrospektiv udstilling på KMZ i Karlsruhe i 2014. Siden fulgte diverse galleripræsentationer, en stor soloudstilling på New Museum i 2021, overstrømmende hyldest i internationale medier og senest en special mention fra juryen på årets Venedigbiennale. Da hun genoptager og afrunder sit dagbogsværk, er det med en forandret tilstedeværelse i billederne. En selvsikkerhed eller en ubekymret ro – der dog ligner alt andet end naivitet eller sød tilgivelse – flyder langs med arbejdet.
De to sidste videoer ser mere klassisk dokumentariske ud. Hershman Leeson vender kameraet mod forskellige forskere og krydsklipper bunken af ekspertudtalelser med glimt af egne værker – eksempelvis science fiction-filmen Conceiving Ada fra 1997 med Tilda Swinton i titelrollen som Ada Lovelace. Stort set alle disse nye eksperter er mænd, og det kan være tilfældigt eller irrelevant, men det er påfaldende, hvordan sensitiviteten siver ud af værket jo flere kloge mænd, der leverer facts om DNA og genmodifikation og kodning og naturvidenskabelige grundprincipper. «Can science be neutral», spørger Leeson på et tidspunkt sig selv og svarer selvfølgelig ikke. Utvivlsomt er det både urimeligt og dovent at reducere den komplekse helhed som The Electronic Diaries er til et binært modsætningsforhold mellem mænds viden og en kvindes følelser. Alligevel er det som om videoernes diskrete skønhed fordamper lidt, når det videnskabelige stof, der vel er en essens i Hershmann Leesons liv og arbejde, forklares af mænd frem for at blive antydet og gjort poetisk af den kvinde, som tydeligvis har fornemmet og forstået alle mulige teknologiske og emotionelle sammenhænge adskillige årtier inden hun spørger forskerne.
«Logic paralyzes the heart», siger hun mod slutningen af den sidste video, og det er som om noget falder på plads med den sætning. Her er et menneske, hvis hjerte man må formode er blevet ødelagt adskillige gange og blandt andet er blevet repareret af kunst og maskiner: et hjerte, der tilsyneladende har undveget logiklammelsen trods 40 års hengivelse til et felt som logiske hjerner i vid udstrækning har defineret. Jeg ved ikke, hvad The Electronic Diaries er. Det er et værk, fordi Hershman Leeson siger det, og det er et værk, fordi det hænger i et køligt kunstrum og bliver udstillet på seks skærme, helt stramt og fokuseret. Samtidig føles det også som et metaværk eller en slags medieringskulmination – en insisterende gennemgang af det arbejde, der ikke er blevet set eller en privat, terapeutisk indsats ved siden af hendes egentlige praksis. Måske en måde at overleve på.
Heldigvis er det ligegyldigt hvad det er. Vigtigst er det, at man kan tage en tur til Ørestaden og se på et liv, der igen og igen når ind i nogle af de mindre udforskede kroge, hvor ånd og maskine krydser hinanden. Hvor viden gerne må være intuitiv, og hvor en følsomhed også findes i computerutopierne.
