Man gjorde et kunstværk fortræd

Magtkritik eller shitstorm? Debatten om Sophia Kalkaus Zygote viser, at problemerne ved at tale om kunsten i det offentlige rum rækker langt ind i kunstkritikken.

Sophia Kalkau, Zygote, 2023. Foto: Anders Sune Berg / Ny Carlsbergfondet.

En stor gruppe mennesker er stimlet tæt sammen på den lille trekant, der udgør Christmas Møllers Plads i starten af Amager. Over os rejser Sophia Kalkaus nye skulptur Zygote sig med sine bronzefarvede kugler, og mens trafikken suser tungt forbi den lille plads, går talerne igang. Vi er til indvielsen af den seneste etape af det skulpturprojekt, der bliver kaldt Portal til Amager, og Sophia Kalkaus stemme knækker næsten over, da hun fortæller om processen fra idé til det færdige værk nu endelige står her.

Allerede for to år siden, da værket første gang var til debat på Københavns Rådhus, blev der sået tvivl om dets kvaliteter. Daværende medlem af Borgerrepræsentationen for Socialdemokratiet Rune Dybvad Simonsen sammenlignede i et tweet værkets form med «et stykke sexlegetøj.» En association, der siden er blevet gentaget i utallige artikler om værket – selv i de kunstfaglige.

At en så overfladisk læsning – som vel at mærke baserede sig udelukkende på en rendering af værket – skulle vise sig at sidde fast, kan man tilskrive flere ting. Tweetet er udtryk for den populistiske tilgang til såvel offentlige kunstværker som meget ny arkitektur, som synes at trives bredt i det politiske lag, hvor så godt som alle forandringer af byrummet beskrives i nedladende termer. Der er tydeligvis stemmer i den slags bemærkninger, der vel bunder i en blanding af kulturkonservativisme og modstand imod den «fråds med offentlige midler,» som flere gange er blevet nævnt i forbindelse med Kalkaus værk. Zygote er dog en donation fra Ny Carlsbergfondet til Københavns Kommune.

Det vigtige spørgsmål er snarere, hvorfor Dybvad Simonsens hygge-misogyne kommentar har fundet vej helt ind i de kunstfaglige anmeldelser af værket i vægtige medier som eksempelvis (men ikke begrænset til) Politiken, Information og Weekendavisen? Det nemme svar er, at clicks er netmediernes valuta og at alle skrivende ved, at en overskrift der nævner sex, genererer opmærksomhed. Men måske handler det også om, at vi ikke har et ordentligt sprog til at tale om kunst i det offentlige rum med?

Når vi skriver om et værk på et museum, er konteksten givet på forhånd. Man nævner, hvordan værket er placeret i rummet, hvordan det spiller ind i den givne udstilling og hvad udstillingen bidrager med til museets program eller profil. Måske skriver man også om, hvordan de besøgende interagerer med værket eller om, hvordan et ældre værk har fungeret i andre kontekster. Men når vi ser på et værk i offentligt rum, bliver værkets kontekst sværere at definere: Er det relevant at diskutere, hvordan brugerne af værket har taget imod det? Er den offentlige samtale om værket, fx Dybvad Simonsens tweet, en del af konteksten?

Svaret er ja, men problemet med at tillægge den del af konteksten for stor betydning, når vi taler om kunst i det offentlige rum, er at langt de fleste af os er temmelig konservative, når det gælder vores eget byrum. «Ikke i min baghave,» udbryder mange af os, når en vindmøllepark skal rejses, når en park skal sløjfes til fordel for mere boligmasse, eller når gentrificeringen rammer vores del af byen. Der er ofte mange og store følelser i spil, når der sker forandringer i vores byrum, netop fordi det er svært at fravælge oplevelsen. Man kan altid undlade at gå på museum, men når et værk rejses foran ens hoveddør, så er det på godt og ondt flyttet ind i ens dagligdag.

Når selv mennesker med faglige forudsætninger for at forstå og tale om Kalkaus værk på en nuanceret måde snubler i formuleringerne og gentager en fjollet association til buttplugs, tror jeg, at det handler om, at kunstkritik også altid er magtkritik. Vi er som faggruppe vant til holde et skarpt øje med de strukturer og hierarkier, der kan ligge til grund for eller komme til udtryk gennem et værk, og tager som oftest den svage parts parti. Men hvem er den svage part her? Er det de beboere i området omkring Christmas Møllers Plads, som føler at kommunen ikke har taget deres høringssvar alvorligt? Eller er det kunstneren, der magtesløs må se til, mens alt fra lokalpolitikere til offentlige meningsdannere miskrediterer hendes arbejde?

Eva Koch, Skålen og Perlen – En Buket til Kokkedal, 2018. Installation. Foto: Anders Sune Berg / Statens Kunstfond.

I 2018 fik beboerne i Kokkedal ligeledes et nyt stykke kunst i offentligt rum, nemlig Eva Kochs videoværk Skålen og Perlen – En Buket til Kokkedal: En bølgende valmuemark, der blev projiceret ned i en fordybning i asfalten mellem den lokale skole, Holmegårdscentret og plejehjemmet Egelunden. I dag, fire år inde i projektets kontraktfastsatte periode på fem år, er det tydeligt, at kommunen har overset et par småting: Dels har man ikke fået afklaret parkeringsforholdene omkring værket, og dels har man glemt at afsætte midler til den vedligeholdelse, som et værk af den karakter naturligvis kræver. Både en lokal beboerforening og ejerne af Holmegårdscentret ønsker nu værket destrueret og pladsen brugt til parkering, og efter et møde i Fredensborg Kommunes Kulturudvalg i august, ser det ud til, at valmuemarken har blomstret for sidste gang i Kokkedal. 

Modsat i sagen om Sophia Kalkaus Zygote, har der ikke været meget offentlig polemik om den mulige fjernelse af Eva Kochs værk. Her burde det ellers være lige til at identificere kunstneren som den svage part, der bliver tromlet af en uskøn alliance mellem lokale beboere, detailhandel og kommune, men bortset fra en serie artikler i lokalavisen, har der været ret stille omkring sagen.

For kritikerstanden kalder de to sager på selvransagelse. Som kunstfaglig offentlighed må vi se lidt indad og blive bedre til at tage kunstens parti, når billedkunstnere bliver miskrediteret, eller decideret hængt ud, i den offentlige debat. Vi må huske os selv på, at kunstkritik ikke alene er magtkritik, men også indeholder et formidlingsaspekt: Hvis vi ikke giver borgerne på Amager og i Kokkedal kontekst og associationsramme til at forstå et værk igennem, så gør én af denne verdens Dybvad Simonsen-typer det nok for os. Og det er da forstemmende, at det hidtil mest højlydte og entydige forsvar for Zygote ikke kommer fra en kunstkritiker, men fra Jens-Kristian Lütken (V), beskæftigelses- og integrationsminister i Københavns Kommune, der i Politiken i sidste uge skrev: «Jeg har sjældent oplevet en mere nedværdigende offentlig debat.»

Jeg synes, at Kalkau har skabt et velfungerende værk, som på fin og klassisk vis markerer indgangen til Amager. Mine associationer går i retningen af et dobbelt timeglas, hvorigennem sandet langsomt siver, fra det ene til det næste. En slags uendelighedssymbol, men også den nye fødsel, som titlen Zygote peger på. Når bronzen mørkner af vejr og vind, når den bliver patineret og får grønlige strejf, så tror jeg, at beboerne omkring Christmas Møllers Plads vænner sig til deres nye vartegn. Hvem ved, måske kommer de endda til at holde af det? Jeg tror det.