Med zoom-knappen i bund

Lærke Lauta eksperimenterer med malerisk abstraktion på Horsens Kunstmuseum. Alligevel er kameraet hele tiden med hende.

Lærke Lauta, Dissolve, installation view, Horsens Kunstmuseum, 2020.

En puma, der netop har placeret det dødbringende bid i struben på en hjort, drejer hovedet, som var den blevet forstyrret af lyden af kameraet, der fanger scenen i et snapshot. Bag de to dyr, aggressoren og dens slappe, livløse bytte, ulmer horisonten af gullige, slikkende flammer, og en sort røg driver over den pink himmel. Eller, sådan ser det i hvert fald ud, men Lærke Lautas lille værk Los Angeles (2019) er ikke noget fotografi, og det, jeg afledt af titlen fortolker som en californisk skovbrand, kunne meget vel være en total abstraktion.

Omkring 18 værker udgør Lærke Lautas soloudstilling i de højloftede udstillingsrum i Horsens Kunstmuseums nyere tilbygning, hvor man gennem de seneste par år har udmærket sig ved at vise relativt mange soloudstillinger af yngre kvindelige kunstnere. I 2019 har både Lilibeth Cuenca Rasmussen, Katja Bjørn og Gudrun Hasle således været forbi, mens samlingen – foruden en helt masse firsermaleri – indeholder værker af helt unge kvinder som Lea Guldditte Hestelund, Rose Eken og Christine Overvad Hansen.

Lauta tog afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2001 og har gennem de sidste ti år arbejdet med videomediet, men hendes udstilling i Horsenskoncentrerer sig udelukkende om maleriet. Alligevel er kameraet der hele tiden et sted i baggrunden.

En række mindre, figurative malerier, bl.a. Los Angeles, ligner videostills fra en film, vi ikke får at se. Mens figurerne træder detaljeret frem, er baggrundene underligt ude af fokus eller i disharmoni med den historie, der synes at ligge i det figurative lag. Det kan ligne dobbelteksponeringer i en farveskala a la den, der fremkommer, når en filmrulle overbelyses. Også udstillingstitlen, Dissolve, refererer til den klippeproces i en video, hvor et billede eller lag fades ind i et andet, så der bliver stillet skarpt på dele af billedet, mens andet fremstår sløret.

I en række store, helt abstrakte værker, bliver der for alvor zoomet ind, framet og panoreret. De store abstraktioner tager udgangspunkt i små detaljer fra de figurative værker, der bliver blæst op, klippet og skilt ad i enkeltdele, der river sig løs fra det fortællende element. Man får en fornemmelse af surreelle landskaber; en neonpink horisontlinje, et turkist bjergterræn eller en varm gullig belysning fra noget, der kunne minde om en sol. Samtidig flyder landskaberne helt ud i vandede, bløde plamager med et drømmeagtigt præg. Lauta arbejder med akrylmaling, der er fortyndet voldsomt, så pigmenterne suges ind i lærredet og farverne glider sammen, opløses og udviskes i flere transparente lag, der nærmest ligner fotografiske filtre. 

Foruden de opspændte værker rummer udstillingen også en række lærreder, der hænger i wiretråde fra loftet med lidt afstand til væggen. De hænger i to grupper; en gruppe på tre, der folder sig ud i hele rummetshøjde og en mindre gruppe med to lærreder, der er placeret på en gangbro henover samme rum. Alle fem lærreder er indfarvet i nuancer af den samme grundfarve – et lærred er gult, et andet blåligt osv. – tilsat  vand, så pigmenterne under tørringen har samlet sig i abstrakte mønstre. 

Jeg er bliver ikke helt sikker på, hvad disse værker egentlig vil. Lærredet er ikke transparent nok til at give den fornemmelse af lethed og gennemlysning, som kunne forklare beslutningen om at lade dem hænge fri i rummet, ligesom værkernes placering ca. 30 cm fra væggen ikke rigtig lader dem udfolde sig rumligt. Havde der været flere lag af lærreder, ville man måske have fået en studio-fornemmelse, som man kender det fra eksempelvis Vivian Suters lag-på-lag ophængninger, og havde man benyttet lettere og mere gennemsigtige tekstiler, kunne man måske opfatte dem som en fysisk demonstration af maleriernes mange transparente lag. På Horsens Kunstmuseum udebliver de effekter, og selv om de løsthængende værker i nogen grad aktiverer rummet, virker værkerne underligt ubeslutsomme.

For mig fungerer Lautas teknik bedst i de mindre værker, hvor kontrasten imellem abstrakt transparens og narrativ figuration skaber en fornemmelse af ulmende, usikkert dobbeltrum. Som i værket Harmony passes unnoticed (2019), hvor tre kvindefigurer i en kano ror ind i en dyb, flydende tågebanke af orange og pink intethed. Her opstår et kontrastfyldt spil imellem de kraftige mættede farvenuancer, de udflydende transparente lag og den tilsyneladende idylliske tilstand, de tre kvinder befinder sig i – en kontrast og farlighed, som jeg mangler lidt i de mere drømmende og bløde abstraktioner.

Lærke Lauta, Harmony passes unnoticed, 2019. Akryl på lærred.

Læserindlæg