Popmusikeren Thomas Troelsens garderobe hænger og ser 00’er-skinnende ud bag en plastikvæg på udstillingsstedet Red Tracy. Sådan er det, det er hverken gimmick eller scenografi, men simpelthen bare en konsekvens af, at udstillingsstedet befinder sig i en del af et lydstudie, der tilhører netop Troelsen. Denne omstændighed kan være skæg eller ligegyldig alt efter hvilke øjne, der kigger, men når Clara Hausmanns indadvendte fotografier har højkonjunkturens egen skjald i ryggen på denne diskrete måde, er det ikke uden visuel betydning. På samme måde er rummets akustiske blødhed, der måske, måske ikke, skyldes dets tidligere funktion af lydstudie, et potentielt lige så tilfældigt, men ikke desto mindre behageligt akkompagnement til Hausmanns billeder.
’Divorce’ hedder udstillingen, et ord hvis kølighed også er grafisk, alt herinde er egentlig køligt: fem fotografier i ramme på væggen og en enorm foto-flipbook på gulvet, ikke andet. Det kommunalt lavmælte, der er væg-til-væg-tæppers nærmest uundgåelige bivirkning, skærper den reserverede stemning, og metal og glas fylder i samtlige værker. Alle motiver er variationer af magnetkugler, og det de tiltrækker; nåle, mønter, metaldrys og søm, magnetisme lader til at være hovedrollen i Hausmanns værker: klaser af magnetisk energi i hænderne på dem, der har gjort magnetismen materiel, mennesket. Tiltrækning er vel en såkaldt naturlov, og mennesket har skabt et brudritual, skilsmissen, til at afvikle den romantiske kulmination på denne tiltrækning.
Der tilbydes i det hele taget alle mulige forbindelser mellem udstillingstitlen og det udstillede, men disse tilbud glaserer hverken værkerne med klistret symbolik eller udhuler ordet. Billeder af noget, der er så forbundet, at forsøget på at tvinge det fra hinanden kun kan blive en vold og en smerte. Billeder af noget rundt og noget spidst. Billeder af sammensatte enheder. Nærbilleder, lysten til at komme så tæt på magnetrelationen som muligt. Divorce. En bog med sider så store og tunge, at man må være to til at bladre. Divorce. Muligheden for tung, koreograferet tematik i en udstilling, der er så formelt minimal som Clara Hausmanns, føles ret særlig – især fordi allegoriske sammenhænge bestemt ikke damper fra værkerne som gængs formidlingsfeber. Tværtimod.
Meget er der ikke at kigge på i Hausmanns udstilling, det er både lidt vanskeligt og lidt grænseoverskridende at bladre bogen igennem, og det stopmotion-payoff, der er flipbog-formatets kendetegn, er naturligvis umuligt at øjne i virkeligheden (det findes derimod i videoform på Red Tracys hjemmeside). Men den skrabede, zoomede ensartethed virker ikke kun som stikkende afvisninger eller tilbageholdende beskeder, lige så meget er den en invitation til, for en stund, at placere sin egen tanke i alle de åbne, uregulerede rum, der findes mellem ord og billede.
