50 nuancer af warehouse

Mange menneskers store arbejde fylder Art Hubs nye hus og udstillinger, og det er både kunstnerisk generøst og institutionelt dovent.

Noah Umur Kamber, NOAHSARK 2, 2021. Installation view, «Elitism Sucks» kurateret af FCNN /Feminist Collective With No Name), Thoravej 29, Art Hub, København 2021. Foto: David Stjernholm.

’Hub’ er åbenbart en teknisk betegnelse for et (cykel)hjuls centrum, det der forbinder akslen med selve hjulet. Udover det også meget teknisk klingende ’nav’ kan ’hub’ oversættes til variationer over midtpunkt og centrum, og det er som at ordet og lyden især har parodien på det knudepunktsagtige og pulserende i sig. Et nærmest kitschet ord. På samme måde er der noget ved navnet Art Hub, der lyder så 90’er-try hard kosmopolitisk, at man næsten fristes til at tænke det som en intentionelt karikeret kiksethed (men det er det næppe).

Steders navne er selvfølgelig langt hen ad vejen underordnede, men et der lyder så tungt og bredt og potent som’Art Hub’ gør, forpligter på en måde. Og nogen central position på den danske – eller bare københavnske – kunstscene kan man ikke sige Art Hub indtager. Efter næsten tre år som en slags hybridinstitution med masser af fondsmillioner i ryggen og et udtalt fokus på ung samtidskunst, lader det til at mange stadig ikke rigtig er klar over, hvad foretagendet er eller gør. Jeg har endnu udelukkende oplevet variationer over ’hvad er det egentlig?’, når samtaler har berørt denne Bikubenfondens ambitiøse samtidskunstsatsning. Det kan være et tilfælde og det kan skyldes min egen uinformerethed, men det er alligevel påfaldende.

Som en revanche eller en magtdemonstration ovenpå den relative opstartsanonymitet har Art Hub nu åbnet en mastodont af en udstilling i deres nye bygning på Thoravej 29: et stort stykke industriel 60’er-arkitektur, der har været beboet af skiftende virksomheder og kommunale funktioner gennem årtier og altså fået tilpas normcore- og warehousepatina til nu at skulle være et samtidskunstcentrum i Københavns nordvestkvarter.

Thoravej 29 er udstillingens samlede titel, og under den findes fem gruppeudstillinger på hver sin etage med hver sin kurator, som Art Hub har inviteret: Mette Woller, FCNN, Culture Art Society, Kristian Vistrup Madsen og Institut Funder Bakke.

FCNN byder velkommen i stueetagen med Elitism Sucks. Deres sloganmættede fucks til al den kulturelle, hvide, ressourcestærke kapital, de i denne kontekst selv opererer i, giver mening som hack, og er også et relevant udgangspunkt for diskussioner af, hvad institutionskritik er og kan, men antipositionen svækkes samtidig en anelse, når hele huset må siges at være gennemsyret af den elitisme og de kuratorer, der i stueetagen bliver cancelled via håndmalede statements på t-shirts, «Cancel Curators». Merchandise og punchlines er selvfølgelig altid en del af et effektivt sprog, men det er som om udstillingens pop-up shop ikke kan folde sig helt ud som butik i det interimistiske setup, som er Art Hubs reception og udstillingens begyndelse.

Ømheden og skønheden og skarpheden findes eksempelvis i Lydia Östberg Diakités video Cry Baby (2020) eller Noah Kanbers meget håndgribeligt gennemførte arbejde med vægmalerier og installationer i hele det rum, der er NOAHSARK 2 (2021). Og der er en på en gang tung og subtil brutalitet på spil i Aysha Amin/Andromeda8220s video- og lydcollage Demolition Tour a Sonic // Virtual walk to Gellerup (2020). Men der er noget ved Art Hub-konteksten, der slører kritikken, en følelse af at udsagnene ikke helt får mulighed for at blive de klare, vrede råb, de sikkert kunne have været, hvis ikke beskueropmærksomheden skulle deles med husets mange andre kunstnere og hundredevis af kvadratmeter.    

Værker af Lydia Östberg Diakité og Ruby Mariama Laura Andersen Ndoye. Installation view, «Elitism Sucks» kurateret af FCNN /Feminist Collective With No Name), Thoravej 29, Art Hub, København 2021. Foto: David Stjernholm.

Fra Elitism Sucks er vejen til første etage og Culture Art Society’s udstilling We Are Not Myths: Opacity Across Difference direkte, og de tematiske forbindelser findes tydeligt, når Jeanette Ehlers i selskab med en gruppe sortklædte BIPOCs i et sort rum stirrer tilbage på publikumsblikkene i det ordløse men utvetydige videoværk Gaze. Eller når Santiago Mostyn med Red Summer Edit (2019) har fyldt den ene endevæg med billeder fra en smerte og en virkelighed, der ikke peger på sig selv som værk, men peger på det destruktive system, som er ansvarlig for denne smerte, denne virkelighed.

Det er billeder af en vold, der er lige så stor og sand i verden, som magtens vilje til at lukke øjnene for den. Billeder der stikker til et rigt udstillingsrum og til den relativt set sorgløse kreative klasse, der primært befolker det. Men det er mere stringent heroppe end på FCNNs etage. Pludselig fylder arkitekturen også, betonfyldt og ødelagt står den nærmest lidt i vejen for de værker, der ikke larmer med deres form. Eksempelvis Jelsen Lee Innocents As If Our Bodies Were Built To House Your Bullets (2021), der egentlig hænger flot bagerst i rummet som et abstrakt, skulpturelt billede og bidrager til at udvide udstillingens udtryk i en mere monokromt minimal retning – men også drukner lidt mellem søjler og skjoldede vægge.  

Santiago Mostyn, Red Summer Edit, 2019. Installation view «We Are Not Myths: Opacity Across Difference» kurateret af Culture Art Society (CAS), Thoravej 29, Art Hub, København 2021. Foto: David Stjernholm.

Alle etager er i det hele taget enorme og i stykker – det siger selvfølgelig sig selv få måneder før en omfattende renovering går i gang, og udstillingsomgivelser behøver hverken være arkitekttegnede eller kostbare for at værker kan få og tage plads. Alligevel er der en besynderlig u-forbindelse mellem den ægte skraldede projektrumsatmosfære og den visionære eksperimentcentral som Art Hub er eller bliver.

I Kristian Vistrup Madsens udstilling, As I Write, I Am Lying, I Hope, spiller omgivelserne nærmest en hovedrolle, ikke som en entydig udviskning af de stramt kuraterede og lige så stramt installerede værker, men også som en følelse af noget helstøbt.

Rochelle Goldbergs glasskåle er strøet udover gulvet i forskellige værkformationer som kølige smykker i rummet. Dagens lysegrå himmel brager ind gennem alle vinduerne, og omgivelsernes lysegråhed er gennemgående, og omgivelsernes fugtighed er gennemgående, og gulvets dryppende installationers fugtighed fylder. Fornemmelsen af et begær mellem rummets elementer: væske og glas og plastic og glitter og olie.

Alting er dygtigt forbundet herinde, men bliver også slugt lidt af de vældig homogene warehouse-farver, som virkelig sidder over det hele: Vera Palmes malerier trækker sig på en behageligt tilbageholdende måde gennem etagen som varmere spor af en anden stoflighed ved siden af gulvinstallationernes transparens. De er smukke i deres balancering af lemfældigt krøllede lærreder og delikat malingstykke overflader, men de matcher også væggenes fugtskader i en grad, der får udtrykket til at nærme sig en overgjort pænhed. Udstillingen er på en gang tør og juicy og sexet og artig, fordi artigheden tit er en af dygtighedens bivirkninger.

Installation view, «As I Write, I am Lying, I Hope» kurateret af Kristian Vistrup, værker af Rochelle Goldberg, Thoravej 29, Art Hub, København 2021. Foto: David Stjernholm.

Øverst, i den slikfarvede legetøjsdrøm, som er (førstehåndsindtrykket af) Institut Funder Bakkes udstilling Everything Is Simple And Beautiful And You Are My Friend, bliver stemningen frækkere, heroppe findes en sjælden kombination af en lethed, der virker oprigtig og seriøs og en følsomhed, der ikke virker forceret. Måske på grund af en mere u-grå palet over hele etagen. Måske takket være den loopende lyd af en børnesang, hvis stemmer virkelig har 80’erne i sig og kan opløse noget af warehouse-hårdheden. Måske på grund af vejene gennem rummet, der føles mere inviterende end udelukkende indadvendt værkpræsenterende. Michala Paludans værk No Future (photos for toddlers) (2021) er for eksempel vildt dejligt som installation og som billedophobning, uprætentiøst uden at være ironisk eller et anti-værk.

På samme måde er udfoldelsen af Spaghetti Club – et børnekunst(kritik)projekt, der startede som fritidstilbud til eleverne på Grasmere Primary School i London – den perfekt åndede modgift til semi-storslået industriæstetik og samtidskunstalvoren, der hviler over hele matriklen.

Spaghetti Clubs små stole og små borde og tegneredskaber og intuitive børnestreger er en ærlig invitation til at bruge rummet og opmærksomheden til noget andet end bare at kigge. Og når Aske Bentzon og Pernille Skov synger ’det hele er enkelt og smukt og du er min ven’ i et tv-klip fra 1982 er det ægte rørende og børnehypnotisk at se på og lytte til – den slags stille og rolige skønhed, der bare er sand og banal uden at være dum. En «perversely decadent appreciation of Western art for Western art’s sake» vil udstillingen ifølge Andreas Führers tekst gerne pege på, uden tilsyneladende at ville vrænge ad den. Det lykkes og er en lykkelig situation for et hus og en institution, der langt hen ad vejen må siges at bidrage til en sådan ’perversely decadent appreciation’.

Mia Edelgart/Sebastian Hedevang, Hvad er Penge?, 2021. Installation view, «Everything is Simple and Beautiful, and You are My Friend» kurateret af Institut Funder Bakke, Thoravej 29, Art Hub, København. Foto: David Stjernholm.

Nederst, i Mette Wollers Alien Water – en våd parkeringskælder som den arkitektoniske kulmination på både warehouse- og projektrum-viben – pumper danse- og performancekollektivet Young Boy Dancing Group rummet op, pumper kældermørket i en oplagt raveretning og pumper de sceniske omgivelser i en oplagt performanceretning.

For størstedelen af Art Hubs målgruppe er Young Boy Dancing Group formentlig ikke et ukendt navn, og med navnet følger en forventning om at kælderen skal indtages af levende kroppe. Det bliver den også et par gange i løbet af udstillingsperioden, men uden performance er der en snert af ukomplet scenografi over udstillingen. En følelse af at tingene i rummet vikarierer for det egentlige, performative og altså oftest ikke-tilstedeværende indhold.

Young Boy Dancing Groups værk består desuden af en serie tegninger og en video og en taskeinstallation, og alt dette deles om den halvsmadrede, Berlinlignende thriftstore-clubkid milleniumnostalgi, der efterhånden er lidt trættende, når den ikke er skarpere, mere gennemtænkt end som så. Woller har parret performancekollektivet med Karim Boumjimar og som ide er dette møde bestemt meningsfuldt. Boumjimars værker er iøjnefaldende i deres dygtighed, men de fortjener flere øjne og mere fokus end deres parentes-agtige placering langs rampenedgangen til den dramatiske Young Boy-kælder umiddelbart giver dem.

Man kan støde ind i alt mulig godt på den krævende tur gennem de fem etager, selvfølgelig, og det er altid en smagssag om kvantitet er skønt eller uoverskueligt at kaste sig ud i. Alligevel er det svært at slippe fornemmelsen af noget institutionelt ansvarsfralæggende under den umiddelbart flotte gestus, det er at give fem unge kuratorer hver deres budget og masser af plads. Sjuskede plantegninger, mangelfuld værkinformation og ødelagte rum er eksempelvis alt sammen noget, der er tilgiveligt og potentielt ligegyldigt i den off-space-atmosfære, som bygningen og udstillingen Thoravej 29 lader til at mime, men som institutionen og ressourceoverfloden Art Hub bør være for grundig og gennemført til at stå bag.

En etage pr. udstilling er bestemt en overskuelig ramme, både at opleve og sikkert også at arbejde inden for, men alligevel føles et så omfattende gruppeudstillingsformat svært at samle sig om og fordybe sig i. Der er den slags kvantitetshengivenhed på spil, som tit kan få selve tingene og menneskerne bag dem til at drukne i kuraterede eller institutionelle eller pengestærke helheder. Ansvaret for denne helheds lidt uoverskuelige massivitet lader til at ligge et andet sted end hos de enkelte kuratorer, men det føles som om alle gruppeudstillingerne, hver især kunne have vundet noget ved, at de fire andre ikke var der.

Uafhængigt af det store arbejde hver udstilling må have været for alle involverede, uafhængigt af at dette store arbejde også afspejler sig i udstillingernes ideer og i al den kunst huset er fyldt med, eksisterer hele tiden følelsen af, at noget mangler. At fuld plade på warehouse-skalaen og en sikkert grundig researchindsats bag kuratorudpegningen ikke kompenserer for en grundlæggende forvirring ved fem hastige gruppeudstillinger som optakt til en millionombygning. Men nu findes i hvert fald huset og en vilje til flerstemmighed og begge dele kan utvivlsomt munde ud i alt mulig vigtigt og nyt og generøst, når Art Hub for alvor går i gang med at ville være et hub.  

Installation view, «Alien Water» kurateret af Mette Woller, installation af Young Boy Dancing Group, Thoravej 29, Art Hub, København. Foto: David Stjernholm.