En mand, måske Alex Da Corte selv, ligger iført et nusset Snurresnup-kostume på en halvmåneformet scenedekoration og synger en slingrende udgave af Moon River. Han ligner en afdanket burlesque-danserinde igang med nattens sidste nummer, og jeg forestiller mig, hvordan han om lidt vil træde ud af kostumet og traske igennem et halvtomt Las Vegas, hvor blinkende neonskilte med morgenens komme udkonkurreres af ørkenens lyserøde solopgang, hjem til et mobilehome i byens udkant, hvor en tv-dinner og en Bud Light venter.
Scenen er fra maratonværket Rubber Pencil Devil, der består af ikke mindre end 57 kortfilm, og opsummerer grundstemningen i hele Alex Da Cortes Louisiana-udstilling, hvor glinsende neonfarvede overflader møder eksistentiel tristesse i knivskarpe, syntetiske tableauer. Vi befinder os i amerikansk kulturs underbevidsthed, hvor stjernerne fra vores barndoms tegnefilm er blevet meth-misbrugere, hvor reklamernes gyldne løfter om selvrealisering gennem forbrug viser deres gabende tomhed, og hvor Eminem kan være lige så god som Andy Warhol.
Det er en grundantagelse i Da Cortes verden, at vores selvforståelse og identitet er defineret af vores forbrug, som så igen er dikteret af de reklamer og popkulturelle konnotationer, der er så velkendte og grundlæggende en del af vores forståelse af verden, at vi knap nok registrerer deres indflydelse på os. Modgiften og strategien i Da Cortes værker ligger et sted imellem klassisk popkunst og queer-teori; at tage de allermest generiske billeder på amerikansk kultur og dreje dem en halv omgang, så de fremstår som et vrangbillede på sig selv.
I udstillingen Mr. Remember – i sig selv en queer-version af Miss Remember, altså at huske forkert – dyrker Da Corte især popkulturelle fremstillinger af horror og ondskab i installationer, der bliver mørkere og mere dystre i takt med, at vi bevæger os fra stueplan og ned i Louisianas underetager.
Vi møder heksen fra Troldmanden fra Oz, en outsiderfigur, der bryder med normerne for, hvad der er ondt og godt, referencer til Halloween, amerikanernes årlige rollespil, hvor forestillingerne om uhygge får frit løb, og ender i installationen Hell Hole (2022). Igennem vinduerne på en brændende hytte af den slags, man forestiller sig at finde langt ude i den amerikanske ødemark, kan vi se en gammel mand ved et bord, omgivet af blålige genstande og tilsyneladende uvidende om, at alt omkring ham er ved at gå op i flammer.
Det er den slags tableauer, Da Corte er mester i; fængende som en popsang, hvinende syntetisk som surt slik og balancerende mellem neonfarvet overflade og dyb, melankolsk americana. Eksempelvis i højdepunktet Easternsports (2014), en fire-kanal-video filmet i halvt tempo og iscenesat under pink lysstofrør, med pastelfarvet gulvtæppe og en distinkt duft af appelsin, der i hvert fald ikke stammer fra de plastikfrugter, der ligger strøet ud på tæppet.
Filmen er opdelt i fem lange kapitler med næsten stillestående scenografier, der er fyldt med velkendte, men også uendelig underlige sammenstillinger af forskellige visuelle koder; unge kvinder, der tager selfies; en mumie, der synger karaoke; og en meget mystisk beerpong-seance. I undertekster ledsages scenerne af Jayson Mussons vidunderligt poetiske tekster, som klipper imellem tung teori og SoMe-banaliteter, poppede iagttagelser og barske kommentarer om klasse, køn og race i et moderne USA, der synes på randen af et sammenbrud. Værket er en hyldest til Da Cortes hjemby Philadelphia, men også et portræt af en kultur, der ophøjer selvrealisering til en ekstremsport og en digital generation, der er faret vild i et overforbrug af visualitet, og hvis angst, ensomhed og uopnåelige drømme står blottet, uden noget at støtte sig til.
Alex Da Corte er stærkest, når tempoet sænkes en anelse fra det lidt for hysteriske og man får lov at dvæle lidt i melankolien, før det næste visuelle bombardement af støj og farveeksplosioner. Her, når solen står op over ørkenen, neonskiltene slukkes og det moderne menneske er alene med sig selv og sin begivenhedsløse tilværelse, opstår øjeblikke af absurd skønhed, der tænder et håb for fremtiden.
