Kunstefteråret i Danmark

Sæsonen byder på nykristen hoppeborg, østrigsk supermaleri og Warhols parykker i Herning, men er der overhovedet nogen, som tror på armslængdeprincippet længere?

Jens Haaning, Danmark, 2005, Maling på væg. Installeret på Code Art Fair 2016. Foto: David Stjernholm.
Jens Haanings vægmaleri Danmark fra 2005 præsenteret på Code Art Fair 2016. Foto: David Stjernholm.

Mens København den forløbne weekend var sat på turbo med tre kunstmesser og et hav af udstillingsåbninger i 30 graders varme, stod Gitte Ørskou på det årlige kulturmøde i Mors og talte for en sag, som berører de fleste i kunstfeltet – ikke kun billedkunsten, men også teater, litteratur, musik og så videre.

Ørskou er som bekendt forkvinde for Statens Kunstfond og det er et hverv hun tager ret alvorligt. Så mens vi var nogen, der daskede rundt på messerne med en is i hånden og funderede over, om der ikke er et mætningspunkt for, hvor meget crapstraction, man egentlig kan prakke samlerne på, stod Ørskou i Nordjylland og kiggede Folketingets kulturudvalg i øjnene og spurgte: «Er der stadig politisk opbakning til armslængdeprincippet?»

Det er et virkelig godt spørgsmål. De sidste par år har der nemlig været en stigende tendens til, at politikerne er begyndt at lange ud efter kunstfonden. De vil «råddenskaben i Statens Kunstfond til livs» eller de skærer af kunstfondens midler for i stedet at øremærke pengene til tiltag efter eget hoved. Så man forstår godt, at Ørskou efterlyste lidt politisk opbakning til den struktur, som blev søsat med kunstfondens oprettelse i 1954 og som et enigt Folketing i 2013 atter skrev under på, da samtlige kulturstøtteorganer blev lagt ind under Statens Kunstfond. Derpå mindede hun de folkevalgte om det allermest grundlæggende – at Statens Kunstfond er et fælles projekt og at kunstfondens midler, som alle kan søge om, er de eneste frie midler under kulturministeriet: «Vi sidder her på jeres nåde. Vi tror på, at I tror på, at det vi gør er vigtigt for vores samfund.» Pyha, op ad bakke, men godt sagt, Gitte!

Comments