Det er sent søndag eftermiddag, og gråvejr. Mit hoved føles tungt og sløvt efter en lang og våd aften i går. Jeg sidder i sporvognen med min ven Mads, på vej til Fondation Beyeler, beliggende ca. 20 minutter uden for byen. Det har regnet hele dagen og vejrudsigten for resten af ugen byder heller ikke på nogle store udsving. I går sad vi ellers hele aftenen i solen ved Rhinen med en flok nye og gamle bekendtskaber og drak øl fra grønthandleren i Clarastraße. Det eneste sted i nærheden, hvor en sixpack ikke koster mere end 150 kroner.
Sporvognen skærer sig systematisk gennem det regnvåde forstadslandskab, før vi til sidst ankommer til museet. Vi løber over vejen og ind i haven, der fører til Renzo Pianos elegante museumsbygning. Vi finder ly i køen, der vidner om, at vi ikke er de eneste, der har fået den idé at se Rudolf Stingel idag.
Siden jeg så Stingels blockbuster af en udstilling på Palazzo Grassi i Venedig for snart seks år siden, har jeg set frem til næste gensyn. Mine forventninger er høje. Det irriterer mig, da jeg ofte ikke kan undgå at blive skuffet. Men ikke i dette tilfælde. Selvom der er pakket med mennesker og luften er tæt på museet, bliver jeg igen opløftet af mødet med Stingels univers.
De monumentale værker dominerer udstillingen, men der har også sneget sig et par mindre malerier med. Jeg stener nogen tid foran et nyt, lille sexet sort-hvidt, fotorealistisk værk, der hænger flankeret af to gigantiske monokrome malerier, hvilket kun intensiverer effekten af dets beskedne format. Det er halvfedtet i penselstrøgene, og havde det ikke været for lærredets blottede kant, kunne man i forbifarten godt have forvekslet det med et fotografi. Maleriet forestiller på tørreste vis et sæt hænder, der pølser maling ud i en plastik bøtte. Meget meta!
Billedmaterialet stammer fra en manual, Instructions, 1989, Stingel lavede kort tid efter, han havde bosat sig i New York. Her definerede han sin konceptuelle praksis gennem en række billeder og tekst, der illustrerer hans maleriske proces. Ultratørt, men ikke uden humor. En imponerende skildring af en uimponerende handling, der peger på fornøjelsen ved selve det at tænke og sanse gennem maling. Og til trods for det institutionelle power-move denne udstilling også er, er der plads til at fortabe sig, gå i stå og lade sig overvælde af det monumentale. Efter en kop kaffe og en gåtur i museets have, tager vi endnu en runde i udstillingen, før vi igen hopper på sporvognen og tilbage til byen. I aften står menuen på schnitzel.
Simon Rasmussen (f. 1987) er billedkunstner og kurator. Han er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi (2011-2017) og har siden 2018 drevet udstillingsstedet C.C.C. i København.