«Tiden går i stå, når vi gør det. Punktum.» siger den mandlige hovedperson med filosofisk mine og så lange pauseringer imellem hvert ord, at vi ikke er i tvivl om hans strategi. Hvis vi bare står helt stille og intet foretager os, så stopper verden forhåbentligt op.
Den strategi har tydeligvis ikke fungeret efter planen for hovedpersonerne i Kunstteaters tværæstetiske performancestykke Gøglerne, hvis første episode ud af fire havde premiere fredag aften i Den Frie Udstillingsbygning. Der er nemlig sket det ulykkelige, at lederen af den revolutionære gruppe af gøglere, Tvilling, er afgået ved døden, og det er unægtelig lidt en streg i regningen, når ens hovedformål her i tilværelsen er at stoppe tiden. Det er midt i denne blanding af ideologisk krise og personlig sorg over tabet, vi møder de to mest oplagte arvtagere efter Tvilling. Nu skal de finde ud af, hvem der skal overtage lederens rolle, og hvordan de skal formidle situationen til deres følgere.
Den mandlige hovedperson, spillet af Asbjørn Krogh Nissen, udgør en tvetydig figur med hvidsminket, maskelignende ansigt og en ekstra maske på toppen af hovedet som en anden Hercules-figur: Bøjer han nakken, skifter han karakter. Hans krop forsvinder næsten i en dragt af elastisk sort stof, og da den kvindelige hovedperson trækker i ham for at få ham til at skifte mening, bliver armene lange, mens han selv bliver stående på stedet. Man kender typen.
Med sin halvmaske og lange krøllede hår, virker den kvindelige hovedperson, spillet af Christine Gjerulff, til gengæld opsat på forandring. Modsat den mandlige figur taler hun hurtigt, og hun bliver ikke mindre stresset, da det går op for hende, at hun er blevet narret i kampen om arvefølgen. Hun taber symbolsk masken, og synker mod jorden.
Vi møder også koret, bestående af en enkelt karakter, spillet af tenoren Torben Kirkegaard; en uhyggelig figur med en brun papirpose over hovedet, der løbende kommenterer på hovedpersonernes situation. Også den afdøde Tvilling er tilstede på scenen i form af en rund gipsmaske, der som en ånd overvåger de to hovedpersoners magtkamp.
Deres dialog er fyldt med overvejelser om kunstens rolle i samfundet, et sted imellem tradition og forandring. Det er svært at blive taget alvorlig som en progressiv bevægelse, når det man ønsker er status quo, bemærker kvinden syrligt, mens manden, den ideologiske hardliner, står fast. I en revolutionær gruppe må sagen være vigtigere end de enkelte medlemmers ønsker og drømme, mener han, og skyder dermed hendes forestilling om, at de to kan forenes som romantisk par eller som ledere af truppen ned. Tvilling ville have ønsket, at han alene førte arven videre, siger han, og får dermed behændigt pakket sit eget ønske om dominans ind i et slør af ideologisk renhed.
Bag Kunstteater står billedkunstner og instruktør Mathias Dyhr, der sammen med forskellige kunstneriske aktører – tidligere Holstebro Kunstmuseum, Odin Teatret og Socle du Monde Biennalen – arbejder i feltet mellem billedkunst og teater. Han er desuden den ene halvdel af kunstnerduoen Mathias & Mathias, og scenografien til Gøglerne ligner umiddelbart én af deres installationer. Røde velourgardiner danner teatralske bagtæpper for en række statiske dukker i træ og gips – truppens medlemmer – og jeg kan læse mig frem til, at vi befinder os i en nedlagt restaurant, der fungerer som skalkeskjul for den revolutionære gruppe. Rundt omkring i rummet finder vi deres henslængte vasketøj, tomme konservesdåser og et par sære portaler lavet af bestik.
Imellem forestillingerne skal scenografien stå som en udstilling, men også bruges til åbne prøver på de kommende episoder i stykket, og måske er det alle disse funktioner, filtrede kronologier og metalag, der forvirrer mig. Vi er ude i et eksperiment, der både er et traditionelt teaterstykke i fire akter, en udstilling og en form for åben proces, som måske bliver påvirket af stykkets egen fremdrift og de beskuere, der møder op til prøverne.
Stykket er opdelt i fire episoder, der afspilles med tre uges mellemrum, mens prøverne afvikles ind imellem. Senere vil også scenerummet ændre karakter; den sidste episode afspilles som gadeteater ved Storkespringvandet i Indre By. Det er svært at vide, hvordan alle disse forskydninger i tid og rum kommer til at påvirke oplevelsen, og foreløbig er jeg mere optaget af relationen imellem de to fiktive hovedpersoner end af alle eksperimenterne omkring stykket.
Første episode lukkes med en regulær cliffhanger, da koret antyder, at tiden måske accelererer yderligere for de to hovedpersoner. Det må man næsten håbe, for tre uger er lang tid at vente på næste episode for det publikum, der egentlig bare gerne ville have fuldt magtkampe og ulykkelig kærlighedshistorier helt til ende.
