På Institut Funder Bakke er bilen en kraftfuld fantasi, som på mefistofelisk vis fortsat vækker vores frihedsfølelse.
Med et showroom for en endnu lukket webshop udstiller Hannah Heilmann forbrugerismens slørede tærskel mellem fri vilje og tvang.
Udstillingen Tomorrow is the Question tager afsæt i FN’s 17 verdensmål, men repræsenterer i sig selv kuratorisk handlingslammelse.
Med Post Institutional Stress Disorder leverer Jacob Fabricius ikke kun en indlevet diagnose af vores tid. Selve udstillingsmediet udfordres på overlegen vis.
Udsmykningerne til Nyt Psykiatrisk Center på Aarhus Universitetshospital er generelt sympatiske, men bortset fra et forfriskende lyserødt indslag er der for lidt overraskelse og chance.
Jos de Gruyter og Harald Thys’ spøg og skæmt-æstetik går ikke op i hat og briller, men gør at alle kan være med.
AVPDs udsmykning til Skagen Skipperskole tager ikke én med storm, men forstår at lege med den vind og det vejr og lys, som skagensmalerne gjorde berømt.
Uffe Isolottos nyåbnede udsmykning i Vendsyssel Teater splitter Romeo og Julie ad, for så at samle dem på ny i en række campede balkonskulpturer.
Bank & Raus udsmykning til børnehaven Løvetand i Kolding er en vellykket og ualmindelig nuser arvtager af den danske tradition for kunst som legeplads.
Et halvt år er gået siden FOS’ tårn blev indviet i Aalborg. Status er, at værket lever i bedste velgående. Overraskende er, at det er blevet et solidt hang-out.
Alexander Tovborgs kuraterede maleriudstilling i Galleri Nicolai Wallner er allegori med allegori på.
Lasse Krog Møllers retrospektive udstilling på Kunsthal Aarhus er dels et kup af den museologiske iscenesættelse, dels en underkastelse.
Tora Schultz’ udstilling er en perfekt slebet, hårdt presset diamant. Facetteret og skarp, så man skærer sin bløde kvindekrop på dens kanter.
Hvorfor er det viktig med mangfold og representasjon? Fredag 2. desember inviterer Kunstkritikk til en livestrømmet panelsamtale i Bergen.
Kunsthall 3,14 griper etter tidsånden med en utstilling som bringer sammen systemkritiske russere, en nasjonalt reflekterende belaruser og en norsk kunstner som advarer mot fascismen.
Den storstilede markering af 20-året for Michel Majerus’ alt for tidlige død giver anledning til at genoverveje 90ernes tabte optimisme og dystre begyndelser.
Kunstkritikk modtager støtte af
