Udstillingen Tomorrow is the Question tager afsæt i FN’s 17 verdensmål, men repræsenterer i sig selv kuratorisk handlingslammelse.
Med Post Institutional Stress Disorder leverer Jacob Fabricius ikke kun en indlevet diagnose af vores tid. Selve udstillingsmediet udfordres på overlegen vis.
Udsmykningerne til Nyt Psykiatrisk Center på Aarhus Universitetshospital er generelt sympatiske, men bortset fra et forfriskende lyserødt indslag er der for lidt overraskelse og chance.
Jos de Gruyter og Harald Thys’ spøg og skæmt-æstetik går ikke op i hat og briller, men gør at alle kan være med.
AVPDs udsmykning til Skagen Skipperskole tager ikke én med storm, men forstår at lege med den vind og det vejr og lys, som skagensmalerne gjorde berømt.
Uffe Isolottos nyåbnede udsmykning i Vendsyssel Teater splitter Romeo og Julie ad, for så at samle dem på ny i en række campede balkonskulpturer.
Bank & Raus udsmykning til børnehaven Løvetand i Kolding er en vellykket og ualmindelig nuser arvtager af den danske tradition for kunst som legeplads.
Et halvt år er gået siden FOS’ tårn blev indviet i Aalborg. Status er, at værket lever i bedste velgående. Overraskende er, at det er blevet et solidt hang-out.
Alexander Tovborgs kuraterede maleriudstilling i Galleri Nicolai Wallner er allegori med allegori på.
Lasse Krog Møllers retrospektive udstilling på Kunsthal Aarhus er dels et kup af den museologiske iscenesættelse, dels en underkastelse.
Randers Kunstmuseum viser Erik A. Frandsens værker fra en rejse til Haiti. Det er mønstereksemplet på en kunst, der ikke er sine privilegier bevidst.
Runo Lagomarsinos udstilling i Københavnergalleriet Nils Stærk vil nuancere billedet af migrantarbejderens levevilkår, men ender i konceptuel monotoni.
Under Warzawabiennalen möts konstnärer, aktivister och filosofer i stadens kulturpalats, en enorm byggnad som uppfördes på Stalins initiativ strax efter kriget.
Engang solgte Maud Lewis sine håndmalede postkort til turister, der passerede hendes hus ved landevejen i Nova Scotia. Nu står det lille træhus på museet i Halifax.
I Absolut farmakon frågar Axel Andersson vilken typ av konst och vilken typ av kritik som kan hjälpa oss att tänka på skalan av människosläktets totala utplåning.
Det tette samarbeidet mellom Nasjonalmuseet og Fredriksen-familien kan være et brudd på Det internasjonale museumsforbundets forretningsmessige retningslinjer.
Kunstkritikk modtager støtte af
