Efter knap et halvt år på posten fratræder Milena Høgsberg som direktør for Museet for Samtidskunst i Roskilde. Dermed står museet overfor sit andet direktørskifte på blot et år. Fratrædelsen sker på baggrund af «uenighed omkring museets strategiske retning», lyder det i en pressemeddelelse udsendt lige inden vinterferien.
Det var Birgitte Kirkhoff, direktør fra 2014 til juni 2021, som påbegyndte processen med at udvikle en ny type institution, som skulle ligge i forlængelse af de Fluxus-tanker, museet er grundlagt på. I december 2020, da visionen fik grønt lys fra byrådet i Roskilde Kommune, sagde hun til Kunstkritikk:
«Man kan sige, at vi frasiger os den hvide kube som en slags beskyttende rum, der udvisker verden og tiden udenfor. Nu gør vi det modsatte. Nu kommer fællesskab, byrum og stederne til at blive helt afgørende for oplevelsen og kurateringen af værket. Deri ligger meget genklang fra det fluxuskunstnerne ønskede at gøre. Tanken om sammenblandingen af liv og kunst kommer til at stå helt centralt og virker samtidig meget oplagt i forhold til tidens kunst».
I foråret 2021 flyttede Museet for Samtidskunst ud af Det Gule Palæ i byens centrum, hvor det har haft lokaler siden institutionen blev etableret i 1991. Med udgangspunkt i et mindre administrativt kontor i den nye kreative bydel Musicon ville man fremover fokusere kræfter og driftsmidler på formidlings- og udstillingsformater, tættere på publikums hverdag. Frem for at møde kunsten på museet skulle den ud i det offentlige rum og ind i nye sammenhænge, hvor den kunne gå i dialog med både borgere, andre kulturelle aktører og måske lokale virksomheder eller offentlige institutioner.
I juni 2021, omtrent samtidig med at det nye museum skulle gå i luften, opsagde Kirkhoff imidlertid sin stilling og i august samme år tiltrådte Milena Høgsberg som ny direktør. Et halvt år efter står museet nu atter uden direktør.
Søren Friis Møller er nytiltrådt formand for museets bestyrelse, som desuden består af: Christina Wilson (næstformand), Filiz Thunø, Silas Harrebye, Honza Hoeck, Signe Lopdrup, Morten Kroon og Poul Knopp (tilsynsførende fra Roskilde Kommune).
Bestyrelsen har i første omgang konstitueret den tidligere administrationsansvarlige Amanda Schwarzfeldt som direktør for det næste halve år og vil nu fokusere på, hvordan visionen om museet uden mure kan blive til virkelighed, fortæller Søren Friis Møller til Kunstkritikk.
I pressemeddelelsen står der, at bestyrelsen og Milena Høgsberg er blevet uenige om museets strategiske retning. Hvori består den uenighed?
Det handler om, at vi skal finde ud af, hvordan man bliver et museum uden mure, og med det projekt betræder vi ukendt grund. Vi har helt grundlæggende ikke været enige om, hvad det videre forløb skal være, men begge parter er rigtig glade for, at vi har kunne skilles på en ordentlig måde.
Vi har haft nogle diskussioner, som jeg ser som både interessante og produktive, for hvis alle allerede var helt enige, så ville projektet miste sin energi. Jeg bruger det udtryk, at jeg håber, at vi kan holde såret åbent i nogle måneder endnu, for der er flere ting, vi skal vende for at finde ud af, hvad det er for en retning, vi skal bevæge os i.
Kan du uddybe, hvad der er for en retning, som bestyrelsen ønsker, at museet bevæger sig i?
Hvis dette projekt skal forløses på den måde, som det er tænkt, så er sådan noget som lokale partnerskaber en afgørende del. Vi er jo et relativt lille museum, og det betyder, at vi skal blive meget dygtige til at indgå i nogle længerevarende partnerskaber med forskellige aktører i og omkring byen. Hvis projektet skal foldes rigtig ud, skal vi blive dygtige til at formulere en fondsstrategi og være i stand til at realisere den.
Er der tale om en form for skifte i visionen eller strategien fra bestyrelsens side?
Det tror jeg ikke, at man kan sige. Det oprindelige visionsoplæg, som den tidligere direktør Birgitte Kirkhoff formulerede i samarbejde med bestyrelsen, har jo nogle rigtig interessante tanker i sig. Der er skitseret en lang række rigtig spændende perspektiver, men de skal jo materialisere sig og blive til virkelighed, og det er ikke 100 procent tydeligt, hvordan man gør det.
På jeres midlertidige hjemmeside står der, at I «forsker i en ny type museum, og hvad der sker, når museet er i konstant bevægelse og i forhandling om egen identitet og form». Hvad betyder det?
Når man laver et sådan greb, som museet har gjort, ligger der implicit en form for kritik af museer med mure. Der er man nødt til at synliggøre, hvad man baserer sin kritik på, og hvad skal stå i stedet for. Man kan ikke kun forblive i negationen, man er også nødt til at bevæge sig over i en produktiv accept og pege på, hvad et museum uden mure er i fremtiden. Den proces skal synliggøres, fordi den er der helt sikkert – og heldigvis – ikke enighed om.
Jeg vil betegne museets situation som en undersøgelsesproces, og det næste skridt bliver at få gjort den transparent, fordi vi jo er en offentlig institution. Der vil helt sikkert også være dele af offentligheden og andre kulturinstitutioner, som har lyst til at deltage i den samtale, og det skal de være meget velkomne til.
Hvordan tænker du konkret, at sådan en samtale skal foregå?
Hvis jeg havde en fuldstændig fiks og færdig plan for det, så ville jeg være rigtig glad. Det har bestyrelsen ikke endnu, det er kun halvanden måned, siden jeg tiltrådte. Vi har aftalt, at vi bruger de næste måneder på at formulere det meget tydeligt. Det kan foregå på mange forskellige måder, blandet andet ved at involvere forskellige fagmiljøer, kunstneriske miljøer, publikum og formentlig også det politiske niveau.
Har I nogle forbilleder, andre institutioner eller virksomheder, der har haft en proces, I kan lade jer inspirere af?
Det har vi heldigvis ikke. Hvis det var tilfældet, så havde det været meget nemmere at pege på en retning og lægge en plan for, hvordan vi kommer derhen. Så ville der være en masse best practice, som vi bare kunne låne noget af. Sådan som det er formuleret, er det en grundforskningsproces, der ligger rigtig godt i forlængelse af det oprindelige fluxus-koncept, som museet opstod på baggrund af. Det var også en massiv institutionskritik, som udfordrede alle mulige dogmer, og som ikke tog sine forbilleder nogle steder fra. I en kunstnerisk optik var det både en sund og en spændende proces, og det er noget af den energi, vi gerne vil indfange i projektet i den kommende proces.
Vores drøm er, at et kommende museum uden mure skal kunne tydeliggøre kunsten for et større og mere mangfoldigt publikum – også dem, der ikke nødvendigvis plejer at komme på et kunstmuseum. Der sker et paradigmatisk skifte i vores samfund i øjeblikket, som ikke bare kunstmuseet, men alle kulturinstitutioner, må forholde sig til. Den klassiske kulturinstitution er et produkt af det borgerlige dannelsesideal, som bygger på, at borgeren er opsøgende i forhold til kunsten. Men ikke mindst tak at være de digitale tjenester, forventer vi i stadig større grad, at kunsten opsøger os, der hvor vi færdes.
I har jo også en samling, der skal formidles og varetages. Hvordan gør man det, når man ikke har en bygning?
Det kan jeg ikke svare på. Det er et af de spørgsmål, som vi skal have belyst nærmere.
Vil I stadig kalde Museet for Samtidskunst et museum, når denne proces er afsluttet?
Det kan jeg heller ikke svare definitivt på. Hvis man kigger kunsthistorisk på det, så har kunsten jo været fantastisk dygtig til at omfavne brud og skred i opfattelser. Derfor ville jeg personligt foretrække, at vi blev ved at kalde det for et museum, også selv om begrebet ændrer sig.
Hvad er næste skridt?
Nu har vi konstitueret en direktør for det næste halve år, og bestyrelsen har taget det første skridt til at formulere denne her udviklingsproces. Når vi er blevet tydeligere på, hvor vi skal hen, så bliver det også tydeligere for os, hvad det er for en direktør, vi skal søge. Næste skridt er, at vi skal finde nogle gode måder at gøre den undersøgelsesproces, museet befinder sig i, transparent og åben. Vi regner med, at vi indenfor de næste tre til seks måneder kan være klar med en plan.
