Kunstnerpublikationen er på mode. I hvert fald synes den at vinde indpas alle vegne, ligesom den formår at skabe et særligt levende, socialt – ja næsten sexet – miljø. Dette er i hvert fald postulatet bag en undersøgelse af bogen som krop, sanseligt og intimt væsen, der ligger til grund for udstillingen Vildt voksende, der åbner på fredag på Den Frie i København.
Udstillingen er kurateret af kritiker og kurator Maria Kjær Themsen og grafiker og bogdesigner Louise Hold Sidenius og er tænkt som et eksperiment i rumlig udvinding – i vildt vokseværk – af det trykte mediums taktile kvaliteter. Udstillingen består af et arkiv med kunstnerbøger (som blandt andet rummer Det Fri Universitets hæfter, japanske pornoblade og J.W Willumsens udklipsbøger), en udstilling med otte samtidskunstnere (Lea Porsager, Ola Vasiljeva, Rolf Nowotny, Anni’s & Mette Winckelmann, Absalon Kirkeby, Marianne Vierø og Jaanus Samma) og etableringen af et midlertidigt trykkeværksted på stedet, drevet af Officin (ved Louise Hold Sidenius), hvori der i løbet af udstillingsperioden vil blive produceret nye bøger, som lanceres i Den Fries nye bogkælder.
Kunstkritikk har talt med den ene af kvinderne bag projektet, Maria Kjær Themsen.
Kan du fortælle om jeres kuratoriske overvejelser omkring udstillingens tre spor; et arkiv, nye rumlige værker og etableringen af et midlertidigt værksted?
Helt enkelt, så ville vi gerne bryde med det statiske element, der ofte kendetegner udstillinger med bøger. Vi ønskede at tage bøgerne ud af montrerne og arbejde med dem installatorisk – og samtidig placere Officins trykkeværksted midt i udstillingen, så der også skabes nyt undervejs. For eksempel er Lea Porsagers nye værk et «masturbationsblad», der kommer til at hænge sammen med de masturbationssenge, hun har skabt til udstillingen – men bladet laves først i værkstedet i løbet af udstillingsperioden. På den måde kobler vi den historiske bog i montren og den processuelle skabelse af nye værker.
Ud fra hvilke kriterier har I inviteret de otte kunstnere?
Kunstnerne er valgt, fordi vi godt kan lide deres udtryk, og fordi de i forvejen har det trykte medium og bogen som en del af deres kunstneriske praksis. Dertil har de en særlig rumlig og sanselig måde at arbejde installatorisk på.
Hvad er det mere præcist, I gerne vil vise, når I beder kunstnere om at udarbejde et rumligt værk med afsæt i en kunstnerbog udvalgt i arkivet?
Udfordringen ved at vise bøger på en udstilling er som bekendt, at bøgerne ofte er enten unikke, sjældne eller skrøbelige og derfor må vises i en montre. Eksperimentet i denne udstilling er at forsøge at lave nye, rumlige værker, der alle er baseret på en bog eller er skabt med udgangspunkt i nogle af de bøger, der vises i arkivet. Der spørges altså ind til, om man kan få den intimitet, der kendetegner det at læse en bog, med ind i en udstilling om bøger? I virkeligheden tror jeg lidt folk vil tænke: Jamen, hvor er alle bøgerne henne? For der er kun ét rum med bøger.
I skriver, at udstillingen er en fysisk undersøgelse af bogen som krop; af det sanselige, psykologiske og intime ved bogens væsen. Hvordan det?
Da vi i sin tid skulle fotografere alle bøgerne til vores bog Danske Kunstnerbøger (2013) slog det mig, hvor meget krop, begær, sex og sanselighed, der er i de danske kunstnerbøger. Jeg synes generelt, at den danske kunst er enormt pæn, nydelig og endda også politisk korrekt, men i bøgerne har kunstnerne tilladt sig et andet slags frirum, som jeg fandt fascinerende. Også fordi det intime rum, der opstår mellem bog og læser jo er supersanseligt. Dén dimension har jeg bare aldrig selv set udfoldet på nogle udstillinger om bøger. Om det så lykkes her er en anden diskussion, for som sagt ser jeg denne udstilling som et eksperiment.
Man tager sig selv i at tænke: Har vi ikke haft mange udstillinger af kunstnerbøger efterhånden, hvor de besøgende bærer hvide handsker og bladrer langsomt gennem lækkert, tykt papir? Er det en anden type kunstnerbogs-udstiling, I nu sigter efter?
Jeg kender udmærket til den forestilling, og det er netop den, vi gerne vil bryde med: den hvor kroppen er adskilt fra bogen, enten fordi bøgerne er i montrer eller fordi hænderne indkapsles i hvide handsker. Kunstnerbøger udmærker sig dog ved at være lige så forskelligartede i udtryk som alle andre medier, selvom de har bogformatet til fælles. Det lækre tykke papir, du omtaler, er for mig at se en ganske kontemporær praksis, hvor man feticherer bog, papir og indbinding på en helt ny måde. En «klassisk» kunstnerbog er egentlig meget mere trashet; skabt på fotokopimaskine, løsagtigt hæftet sammen, billig og reproducerbar.
Der har været en del kunstnerbogsmesser- og udstillinger i Danmark i det sidste årti. Er der ved at opstå en fetich omkring kunstnerpublikationen herhjemme?
Det papirbaserede er i det hele taget på mode. Det gælder såvel tryk som snit og print. Så jo, det kan man godt sige, at der er. Personligt elsker jeg den fetich, både fordi jeg har en stor forkærlighed for bøger, men også fordi der – trods bitre røster om det modsatte – for mig at se stadig eksisterer en større generøsitet i udbredelsesmuligheden via en bog, end andre medier tillader. Dertil synes det klart, at når så meget af vores liv foregår ved at kigge ind i en skærm, må vi sanseliggøre det analoge i langt højere grad. Jeg tror, at en stor del af publikationens popularitet kan ses i forlængelse heraf.
