Han sidder i en seng, lænet op ad væggen. Nøgen. Pikken hænger slapt i den kraftige kønsbehåring. Hans blik er dovent, men man aner begyndelsen til et smil om hans mund. Måske en effekt af sex. Måske af stoffer. I den venstre hånd holder han skødesløst en pistol. Det er kunstneren Leigh Ledare, fotograferet af samboen og læremesteren Larry Clark. Året er 1999. Ledare er i starten af 20erne og lige ankommet til New York City for at forfølge sin drøm om at blive kunstner.
Ledare kendte ikke Clark inden han kom til storbyen, men havde hans telefonnummer. Clark gav ham arbejde og et sted at sove samtidig med, at han introducerede ham til den moderne kunsts agent provocateurs. Portrættet af den unge Ledare, som hænger på Ledares aktuelle udstilling på Kunsthal Charlottenborg, bærer en tydelig reference til fotografiet Dead (1970) fra Clarks debutserie Tulsa (1971), hvor en ligeledes ung mand – dog med bukser på – sidder i en seng med en pistol i hånden. Men fotografiet fanger også en væsentlig forskel mellem Clark og Ledare. Hvor pistolen i Dead symboliserer desperation og et rebelsk oprør mod samfundet har den i billedet af Ledare mere karakter af en fetish til kinky leg i soveværelset.
Udstillingens omdrejningspunkt er en række omfattende fotografiske serier skabt fra midten af 00erne og frem til i dag. Udover at appropriere flere af Clarks æstetiske greb – især hans collageteknik, hvor dokumentariske fotografier integreres med billedmateriale fra fx aviser og magasiner – viser serierne hvordan Ledare viderefører Clarks interesse for det intime og seksuelle i forhold til en nutidig pornografisk kultur. Her synes det intime og seksuelle primært at eksistere for at blive fotograferet og at indgå i et performativt spil, som de involverede parter – Ledare såvel som hans modeller – deltager i med en trænet selv- og mediebevidsthed. De forstår at posere foran linsen, stille nøgenhed, onani og sex til skue og finde tilfredsstillelse i det.
Det er en mere kølig og kalkuleret fotografisk perversitet end Clarks. Visuel virtuos, men i de fleste tilfælde ikke lige så rammende i sin historiefortælling om menneskelige relationer i den frisatte og udvidede erotiks tegn.
Måske skyldes det også, at Ledare hvad enten han fotograferer sin mors seksuelle eskapader eller står model til fremmede kvinders fantasier, filtrerer det gennem en ferm og metabevidst brug af kunsthistoriske referencer. Som Columbia-uddannet kunstner kender han sin Cindy Sherman, Andres Serrano, Richard Billingham, Wolfgang Tillmans, Sophie Calle, Nan Goldin etc. og forstår at appropriere dem på en måde der feterer en etableret kunstinstitutionel diskursøkonomi, men det kan samtidig være svært at få øje på hans originalitet.
Det skulle da lige være i hans serie af værker med sin mor, som klart er udstillingens bedste, fordi der er noget mere personligt, intenst og ambivalent på spil end pornografisk poseren. Helt eminent er den korte video, hvor han beder moderen om at græde ud ved sin skulder. Selvom man ved det lille sørgespil er iscenesat så efterlades man både emotionelt og intellektuelt påvirket. Scenen forvrænger effektfuldt vores forestillinger om en forskel mellem det oprigtige og det forstillede, om at det ene er substantielt og det andet overfladisk. Den pointerer, at den menneskelige betingelse i den pornografiske kultur er hinsides sådanne autenticitetsforestillinger, men at der ikke desto mindre findes en vedkommende eksistentiel nerve i denne betingelse, prekært pulserede mellem poetisk tilstedeværelse og en fortvivlet søgen. Det er i værker som disse, at Ledare ikke bare viderefører, mens også fornyr arven fra Clark for en generation, hvor billedet ikke skildrer virkeligheden, men udgør en virkelighed i sig selv.