Før den danske kunstner Jakob Boeskov flyttede til New York for syv år siden, var han især kendt for sin infiltration af verdens største våbenmesse i Beijing 2002. Her deltog han som repræsentant for det fiktive våbenfirma Empire North, som under det nazi-inspirerede slogan; «The Logical Solution» præsenterede det lige så fiktive våben, ID Sniper Riffel. Omgivet af det nyeste udstyr indenfor højteknologisk krigsførsel optrådte han messen igennem som seriøs våbenhandler. Selve våbnet, ID Sniper, var udtænkt som et redskab til at effektivisere myndighedernes anti-terror bekæmpelse og give politiet bedre mulighed for at observere mistænkelige personer, fx under massedemonstrationer. Ved hjælp af riflen skydes en GPS mikrochip ind i den mistænkte person, som knap vil føle det. På denne måde kan man – uden voldelige sammenstød og problematiske anholdelser – holde øje med mistænkte personer via satelit. Boeskov fik han mange positive tilkendegivelser fra interesserede – også fra repræsentanter for diverse myndigheder.
Længe før interventionsprojektet i Beijing har Boeskov hele tiden arbejdet med tegning, både i skikkelse af regulære papirarbejder og i form af fanzines, herunder kultserien Flax Letters fra slutningen af 1990erne. De sidste par år har han især arbejdet med kul og pastel på papir. Derudover har han stået bag en række kunstfilm og indgået en række interessante samarbejder med aktivister, musikere og kunstnere såsom The Yes Men, Chicks On Speed og Goodiepal. Under titlen Weekend Futorology udstillede han fornyeligt et udvalg af tegninger og film på Mulherin + Pollard i New York og for tiden er Boeskov aktuel med pladeprojektet T7.
Da vi i redaktionen tænkte på at spørge om du ville tegne for Kunstkritikk havde vi en nyklassiker indenfor kunstfanzines liggende på bordet, Unge uden indhold fra 1998 – en tegneseriefortælling om 1990ernes danske kunstscene blandt stoffer og techno, hvori flere af 90er-generationens kunstnere – Jens Haaning, Tal R., Ann Lislegaard og andre – er satirisk portrætteret. Joachim Koester fremstilles fx som værende besiddelse af en særlig høj intelligens, fordi han netop havde været med på Documenta. Jes Brinch var fortællingens hovedperson og højtråbende kunstrebel. Hvad var forhistorien for denne helt specielle udgivelse?
Det var galleristen Nicolai Wallner, der bad mig om at lave den. Det var egentlig et slags udstillingskatalog til en udstilling i forbindelse med Århus Festuge. Han sagde, at jeg bare skulle give den fuld gas, som man siger. Jeg havde ikke tid til at finde på en historie. Så jeg stjal historien fra en biker-novelle. Senere fandt jeg ud af, at den britiske kunstner og forfatter Stewart Home havde gjort noget lignede i sin roman Red London fra 1994.
Med hensyn til volden i Unge uden indhold, ja, så har jeg altid været meget fascineret af ideen om «voldelige kunstnere», som jeg finder ret morsomt. Jeg læste et sted, at det i 1920ernes Moskva var ret almindeligt at kunstnere fra konkurrende kunstretninger kom op og slås under galleriåbninger! Det er jo enormt smukt og idiotisk på samme tid. Med hensyn til tiden, så er jeg meget inspireret af den danske 90er-kunstscene. Men som årti var 90erne, af mange grunde et helt forfærdeligt årti. Jeg åndede lettet op, da 1999 var ovre.
Inspirationen fra amerikansk undergrundstegneserier er tydelig i Unge uden indhold. I dag ser det ud til at du også arbejder i forlængelse af en tradition indenfor kunst og tegning, som kan siges at have rod i den amerikanske vestkyst-scene. Hvordan betragter du selv dine tegninger i dag?
I New York havde man popkunst, som vel egentlig bare endte med at kommodificere såkaldt «lavkultur» til kunstmarkedet, mens man i L.A. måske var mere interesseret i lavkultur som reel kommunikation. Jeg ved det ikke. Jeg ved heller ikke om ideen om «scener» giver mening længere, efter internettets opfindelse. Min største inspiration kommer i dag stadig fra Skandinavien. Mine tegninger er lidt ligesom internettet, der er noget for enhver.
Du har lige udgivet vinylen T7 sammen med Timothy DeWit som var med til at starte bandet Gang Gang Dance og Matthew Morandi (fra bandet Stagg) på Pork Salad Press. Det er en særlig udgivelse, som har karakter af en printed matter-edition hvor dine tegninger figurerer i et hæfte indlagt i coveret. Du omtaler den selv som en «konceptplade om teknologi», der bruger Terminator som metafor. Google, Facebook og Paramount er også «motiver». Kan du uddybe projektet, musikken og det visuelle?
T7 er gruppeprojekt, som er optaget i Matthews atelier i Dumbo. Det handler om teknologi, og jeg har lavet tegningerne. Jeg vil sige, at projektet handler om livet i dag, om vores nye computeriserede liv. Vi har forsøgt at lave noget folk kan danse til, og jeg tror det er lykkedes, selvom det måske mest er for folk der danser lidt mærkeligt. Tim har gjort et fantastisk job. Det er ham, der har produceret musikken. Det er mig og Matthew der taler på pladen.
Hvad er det egentlig I taler om?
Vi taler mest om sex og teknologi.
Du blev især kendt for interventionsprojekter såsom den såkaldte ID Sniper Riffel, et fiktivt våben med hvilket du infiltrerede våbenmessen i Beijing i 2002 og for Danes for Bush, en kollaboration med journalisten Mads Brügger, hvor I rejste rundt i USA og infiltrerede Det Republikanske Parti, mens I foregav at støtte præsidentkampagnen for George W. Bush i 2004. Hvilken rolle spiller den slags interventioner for dig i dag?
Ikke nogen særlig stor rolle. Du kan ikke blive ved med den slags. Danes for Bush har jeg afskrevet mig totalt. Jeg var hverken med til at instruere eller redigere det færdige dokumentarværk. Jeg må også sige, at jeg tager skarpt afstand fra Mads Brüggers nye dokumentariske arbejde, som jeg finder temmelig racistisk. Men jeg er stadig meget stolt af The ID Sniper, som jeg lavede sammen med Kristian Von Bengtson, en arkitekt med speciale i rumfart, som senere byggede Skandinaviens første rumraket. The ID Sniper var det ultimative Post-9/11 kunstværk, og det føles tåbeligt at prøve at gentage noget, som ikke kan gøres bedre.
Det gode ved at arbejde med interventioner var, at det lærte mig at arbejde med skuespillere. Jeg elsker at arbejde med skuespillere.
Hvilke overvejelser har du gjort dig omkring forholdet mellem din egen kunst og din illustrerende funktion for Kunstkritikk? Hvordan skelner du – eller gør du?
Hmmm……det ved jeg ikke…
I doku-fiktionsfilmen Empire North optræder du selv i hovedrollen som tegneserie-tegneren, der beslutter sig for at opgive sin identitet til fordel for et kynisk, neo-liberalistisk alter ego. Samtidig er der også passager, der handler om dit eget liv. Og i flere af dine tegninger har du afbildet dig selv. Hvilke tanker gør du dig om brugen af det selvbiografiske?
Empire North er optaget med et manuskript og med skuespillere, så rent formelt er det en fiktionsfilm. Empire North som film var måske lidt for ambitiøs. Alle mine yndlingsfilm handler om identitet, og derfor sneg der sig en masse om identitet ind i filmen. Men helt generelt: Hvad er selvbiografisk? På en måde er alt selvbiografisk og på en måde handler alle kunstretninger om at putte mere realisme ind i kunst. Ligesom de italienske neorealister startede jeg med at være optaget af realisme og politik. Nu er jeg mere optaget af det syntetiske og det poetiske, af det psykedeliske, om man vil. Min næste film handler om en computerspilsentreprenør, som bliver blind. Det er en fiktionsfilm.
Du havde en soloudstilling på Otto Dix Haus i Gera for nogle år siden. Ligesom Dix anvender du også satiren i din kunst. Umiddelbart vil man måske sige at den ironiske attitude er mere udpræget i samtidskunsten. Hvorfor vælger du satiren?
Jeg ved ikke om man kan dele det op på den måde. Ironi er vel et element af satire. Jeg har intet imod ironi. Jeg elsker Nabokov og en masse andre ironikere. Men jeg mener at man skal undgå ironi i sit eget liv. Ironi tæller ikke.
Hvordan betragter du din egen rolle som kunstner?
Det ved jeg ikke. Da jeg lavede en udstilling på Statens Museum for Kunst spurgte jeg, halvt i spøg, kuratoren Vibeke Knudsen om hun havde tænkt sig at invitere nogle politikere. Og hun grinede bare og sagde, at der ikke var nogle politikere, der kunne drømme om at komme. Jeg tror på kunst har samme funktion som poesi. Da William Blake skrev sine digte var der meget få der læste dem, men i dag, hvis man vil lære om hans tid, så læser man hans poesi. Journalistik og politik ældes hurtigt. Kunst tilhører fremtiden.
Du har boet i New York i 7 år. Er det sjovere at være kunstner i New York end i København?
Nej, men der er flere kunstnere her. På en måde er alle kunstnere her. Jeg er en født løgner, og her i New York lyver alle så det driver af sig, så på den måde passer det mig fint. Og min kærlighed til skandinavisk kunst er større og renere end nogensinde før.
