Over mit skrivebord hænger et maleri af den grønlandske kunstner Aka Høegh. Det forestiller en isbjørn, der dykker i blåsort vand, omgivet af småfisk og sæler, der svømmer i alle retninger og pisker vandet op. Små, hvide luftbobler stiger op mod overfladen. Der er noget dejlig roligt over det dybblå undervandsmotiv. Jeg har fået det i fødselsdagsgave for år tilbage og, som det er med ting, man omgiver sig med dagligt, glemmer jeg ofte, at det hænger der. For tiden ser jeg mere på det, end jeg plejer.
Sandsynligvis svømmer der lige nu sådanne bjørne rundt i havet omkring Grønland, uvidende om situationen oppe på land. «Grønland-Danmark-USA-krisen», som nogle medier kalder det. Det er oprørende nok at befinde sig i København og følge det uhyggelige magtspil. Men det er jo intet i forhold til de knap 57.000 indbyggere i Kalaallit Nunaat, som hver morgen vågner til nye groteskheder i nyhedsstrømmen, som angår deres liv og land helt konkret: «associeringsaftale», «annektering», «invasion», eller «købstilbud».
Når jeg nævner den flitsbuespændte geopolitiske situation i en artikel, der skal handle om hvilke udstillinger, vi har i vente i den danske afdeling af Rigsfællesskabet, er det ikke for at lede frem til en undring over, at de store museer og kunsthaller i det store hele ikke afspejler de pladetektoniske bevægelser i tiden.
Ingen kan følge det afsindige tempo, hvormed verdensordenen ændrer sig dag for dag – især ikke, når man foretager sig noget så tidskrævende som at lave udstillinger på store institutioner. Kunst er heller ikke journalistik, og museer er ikke mediehuse. Og kunstnere svarer på tidens udfordringer på den måde, de nu finder relevant, og eventuelt slet ikke. Det tror jeg på. Samtidig forstår jeg godt, hvis det gængse kunstpublikum tænker, at forårsprogrammet på de danske kunstinstitutioner forekommer en smule vendt fra verden. Men hvem ved, det kan også være præcis det, som trækker kunderne til.
Tidens turbo-acceleration kan måske også forklare, hvorfor jubilæumsudstillinger den sidste håndfuld år er blevet et yndet format på den danske scene. «Kalenderjournalistik», kaldes det indenfor journalistikken, når man er løbet tør for ideer og tager kalenderen til hjælp for en vinkling. Flere dagblades nylige markering af 10-året for David Bowies død er et godt eksempel. I kunstinstitutionernes tilfælde virker det dog snarere som om det omvendte er på færde. Som om de mange og overvældende dagsordner gør det til næsten umuligt at forsøge en antydningsvis læsning af kunsten i tiden. Her tilbyder jubilæumsudstillingen et sikkert format, som tillader det meste – og nogle gange også ender vellykket, som den, Julia Rodrigues og Francesca Astesani kuraterede på Kunsthal Charlottenborg i anledning af 140 skæve år.
Efter Gammel Strands netop overståede 200 år-jubilæumsudstilling, fejrer Copenhagen Contemporary denne weekend kunsthallens ti år med en performancefestival, hvor Nadya Tolokonnikova fra det russiske kunst- og aktivistkollektiv Pussy Riot er hovedattraktionen. Andre gode navne tæller Monster Chetwynd, Kristoffer Akselbo, Aske Thiberg og Miriam Kongstad.
Statens Museum for Kunst holder ikke fødselsdag. Faktisk er programmet så sparsomt, at man skulle tro, der var en større ombygning i gang. Bare to særudstillinger i hele 2026. Ballet åbner i februar en udstilling med væveren Anne Thommesens abstrakte billedtæpper fra 1940erne til 1990erne (i samarbejde med Holstebro Kunstmuseum), i august følger gruppeudstillingen Parterapi med fire danske kunstnerduoer. Men museet har fornyeligt udvidet med en afdeling i Thy, der måske har tæret på kræfterne. Dette forår viser SMK Thy Levende landskaber, værker fra samlingen, fra europæisk barok til samtidskunst.
De mange soloudstillinger, som fortsat præger de danske institutioner, har for så vidt det trygge format til fælles med jubilæumsudstillingerne. De kan rulles ud uden hensyn til anden logik – begrebslig eller politisk – end den, som er defineret af den enkelte kunstnerens oeuvre.
Blandt soloudstillingerne, som stikker ud dette forår, er en række ret flotte internationale navne. Det starter i februar med åbningen af Isa Genzken i Den Frie Udstillingsbygning. I marts følger Katharina Sieverding på Gammel Strand, Małgorzata Mirga-Tas på Kunsthal Charlottenborg, Sophie Calle på Louisiana og Marina Abramović i Cisternerne. Sidst i juni åbner Camille Henrot i Copenhagen Contemporary. Alle kunstnere har rødder i det kontinentale Europa, og alle er nulevende, født mellem 1941 og 1978.
Tjekkisk-tyske Katharina Sieverding er umiddelbart det mest overraskende navn på denne liste. Gammel Strand viser filmen Life-Death (1969), som først blev præsenteret på Harald Szeemanns Documenta 5 i 1972. Sieverding er i det hele taget fra en tid, hvor den tyske scene styrede og har deltaget på hele tre udgaver af Documenta. Filmen består af en lang række forskellige optagelser af kunstnerens egen krop og ansigt, som gradvis morfes sammen og veksler mellem det genkendelige og det uigenkendelige. Alt sammen i kraft af langsomme optagelser, outrerede kostumer og dramatisk makeup. Jeg er spændt på om denne identitetsundersøgelse a la tidlig glamrock-attitude holder i dag. Måske er det lige i øjet.
Det sker med jævne mellemrum, men der er noget tid siden, at Nikolaj Kunsthal sidst har påberåbt sig sin stolte Fluxus-arv. Bevægelsens tidligste manifestationer, eksempelvis den berømte festival Festum Fluxorum Fluxus i 1962, fandt sted i dette hus – blandt andet med deltagelse af amerikanske Alison Knowles (1933-2025). En retrospektiv kurateret af den amerikanske Knowles-kender Karen Moss åbner sidst i april. Knowles eksperimenterede gerne med mad i sine happenings og Nikolaj Kunsthal genopfører Make a Salad fra 1962, hvor de besøgende inviteres til at lave en kæmpesalat i fællesskab. Instruktionen til værket er enkel og opført mange steder i verden. Den emmer af datidens idealer om fællesskab og fred. Og vi burde nok i det hele taget lave nogle flere salater sammen.
Der er faktisk én museumsudstilling denne sæson, som forholder sig til de geopolitiske forskydninger i tiden. Arkens 55.6° North har fået titlen efter den breddegrad, som museet ligger på og viser nordisk samtidskunst, deriblandt Elina Merenmies, Olafur Eliasson, Jessie Kleemann, Rasmus Myrup, Jóhan Martin Christiansen, Nina Beier & Bob Kil. «Sætter man en nål her i en globus og drejer den, kommer man forbi Baltikum, Polen, Ukraine, Rusland, det nordlige Kina, Alaska, Canada og England, før man er tilbage ved Norden,» lyder museets udkast på en ny indramning af regionen.
Jeg er næppe den eneste, hvis indre kompasnål det sidste års tid har hoppet nervøst frem og tilbage. Og selvom Arkens greb ikke er revolutionerende, og egentlig også ’bare’ er en samlingspræsentation, så er det er en god påmindelse om, at en udstilling også blot kan være et anslag, et bud på en prisme, der fx betragter Nordens kunstscene i regi af en ny verdensorden, som ingen af os endnu ved, hvor ender. Det er også en start. Som diplomaterne i Nuuk, København og Washington siger i disse dage: Det gælder om at holde samtalen i gang.
