– Vi kan ikke skære i bygningen

– Det bliver hårdt for alle, siger kunstakademiets rektor Sanne Kofod Olsen efter Kulturministeriets varsling om besparelser i de statslige institutioner på 2 procent årligt.

Pia Eikaas & Jonas Frederiksen, Bedeflag, 2014. Afgang 2014, Kunsthal Charlottenborg, 2014. Foto: Anders Sune Berg.
Pia Eikaas & Jonas Frederiksen, Bedeflag, 2014. Afgang 2014, Kunsthal Charlottenborg, 2014. Foto: Anders Sune Berg.

De sidste par uger er den nye danske mindretalsregering for alvor kommet i arbejdstøjet. Forleden meldte uddannelsesminister Esben Lunde Larsen ud, at de nogle af «kornfede» uddannelsesinstitutioner, der er i dag, skal spare. Det vakte en del furore på et område, som gennem mange år har været under besparelse og ikke kan mærke fedtet på sidebenene.

I dag er turen kommet til kulturlivet, som heller ikke undgår store besparelser. De statslige institutioner advares om en besparelse på 2 procent årligt i perioden 2016-2019. Adspurgt om, hvad man dermed kommer til at miste, siger landets nye kulturminister Bertel Haarder til dagbladet Politiken i dag, at det er regeringens håb, at man ikke kommer til at miste noget.

En af de institutioner, som berøres af besparelserne er Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, som hører ind under kulturministeriet. Rektor Sanne Kofod Olsen mener ikke, at det kan undgå at gøre ondt.

– Det betyder helt sikkert noget. Den besparelse, der lægges op til, skal ses i lyset af, at statsinstitutioner allerede de sidste mange år har haft besparelser på ca. 1 procent årligt. På Billedkunstskolerne har man i de sidste 5-6 år sparet og sparet, lagt organisationen om, rationaliseret og effektiviseret. De privilegier, der engang var, er her ikke længere, f.eks. tilskud til studierejser (som traditionelt har været en del af studiet) materialepenge til udførelse af værker, er nogle af de goder, der er forsvundet. . Nu er der kun kerneydelsen tilbage, nemlig undervisningen. Det bliver hårdt for alle.

Kulturministeren siger til Politiken i dag, at besparelsen må ske uden kvalitetsforringelse. Er det muligt?

– Vi er – ligesom filmskolen – den eneste på sit område, den eneste statslige billedkunstneriske uddannelsesinstitution. Selvfølgelig går det udover kvaliteten. Hvordan kan man undgå det. Vi kan ikke skære ned på de administrative systemer, som er pålagt os fra staten. Vi kan heller ikke skære noget af bygningen. Den koster det, den koster.

Kulturministeren anslår, at blandt andet digitalisering giver visse muligheder for besparelse. Ser du nogen muligheder der?

– Vi kan ikke digitalisere vores kunstneriske uddannelser. Kunst er jo i høj grad fysisk og kræver materialer og rum. Man kan jo ikke digitalisere en lerklump. 

Hvordan vil akademiet klare det? Vil I anvende grønthøster-modellen, skære ligeligt over det hele?

– Vi regner på det nu, men vi vil helst undgå grønthøsteren. Øvelsen er jo at forsøge ikke at skade kvaliteten i uddannelsen alt for meget.

Er du overrasket over de bebudede besparelser?

– Nej, det havde jeg nok forventet. Det har jo været en klar liberal politisk dagsorden at spare i staten, selvom besparelser jo også blev foretaget under den forrige regering. Spørgsmålet er, hvor meget mere man kan spare på kulturen og på uddannelser, folkeskolen og meget andet, som efterhånden i mange år har haft besparelser, før det ikke længere kan hænge sammen i institutionerne. Man må spørge sig selv, hvornår vi mon får lov til at tage brugerbetaling for at uddanne fremtidens billedkunstnere. Det bliver snart nødvendigt, hvis vi skal opretholde kvalitet i uddannelsen.

Gordon Matta-Clark, Splitting, 1974.
Gordon Matta-Clark, Splitting, 1974.

Læserindlæg