Rå hal på Godsbanen i Aarhus er med sine næsten tusind kvadratmeter udstillingsrum en omfattende opgave at udfylde. Og når man, som kurator Rebekka Laugesen og den kunstfaglige jury bag udstillingsprogrammet, har lagt sig fast på at vise helt unge billedkunstnere, så er det næsten er præstation i sig selv at lykkes med ambitionerne.
Kåre Frang er et godt bud på en relativt nyuddannet kunstner, der formår at arbejde i en skala, der fungerer i så voluminøse omgivelser. På festivalen Heartland viste han i 2024 kæmpeinstallationen Portraits of Overwhelm, et udsnit af en oversvømmet københavnsk gade i fuld skala. Når man dertil lægger, at Frang arbejder i snart sagt alle medier, fra video i kunstakademiets afgangsudstilling i 2020 over maleri til større skulpturelle værker, ofte med ulykken som tematisk omdrejningspunkt, så lyder Frang som en nærmest perfekt kandidat i en udstilling i dette format.
Måske er det derfor, jeg umiddelbart bliver lidt skuffet, da jeg træder ind i Rå Hal og konstaterer, at Frang har grebet opgaven an på samme vis, som Benedikte Bjerre og Eliyah Mesayer før ham: Nemlig ved at gentage ét skulpturelt element ned gennem den lange hal. Ikke fordi, der i sig selv er noget i vejen med det greb, men fordi flere skulpturer i dette tilfælde ikke nødvendigvis forstærker det enkelstående værks pointe.
Rummets historie som godsbanegård er udgangspunktet for tre skulpturer, der alle er en voldsom forstørret udgave af et legetøjstog. To af skulpturerne er opretstående, mens den sidste ligger på siden, som var der sket en afsporring, eller havde en kæmpe fod ved et uheld sparket legetøjet omkuld. Forlægget er efter signende et japansk træk-op-lokomotiv fra 1960’erne med bjælder hængende fra taget og fine, håndtegnede motiver på siden
De håndtegnede retromotiver i naivistisk børnehave-æstetik smyger sig ind i forlængelse af Frangs tidligere arbejde med neopop-lignende landskabsmalerier af puslespilsmotiver. Der er noget både sjovt og fint i at tage børneuniverset alvorligt som en malerisk genre med historisk tyngde, og sådan virker de tre lokomotiver også på mig: Catchy som en popsang, men også en anelse foruroligende, som børneting næsten altid virker i et voksenunivers.
Udstillingens andet element er en kortfilm, der afspilles i en blackboks bygget op af flyttekasser med udstillingens titel, Your Cards are Bleeding, trykt på siden. Her kan man sætte sig på flere og pakke sig ind i flyttetæpper: En absolut nødvendighed, når man forsøger at fastholde et publikums opmærksomhed i godt tredive minutter i et uopvarmet lokale i den strengeste vinter i mange år.
Vi følger et ungt par med en baby, der finder sig selv i temmelig frustrerende situation. Deres utroligt irriterende ven Stanley er af uvisse årsager udeblevet fra sin egen flytning, hvorfor parret pludselig står med hele opgaven. Herfra udvikler deres dag sig til ét langt mareridt af mere eller mindre uheld og afbrydelser. Fra det irriterende i at forsøge at have en seriøs telefonsamtale, mens nogen larmer uhæmmet i baggrunden; over hverdagsulykker, som når man ved et øjebliks distraktion smider sin computer i opvaskebaljen; til deciderede katastrofevibes, som når alle andre i en tætbefolket gade pludselig begynder at løbe, uden at man selv har opdaget årsagen.
Værket er en balancegang mellem katastrofefilm og comedy, og både filmens morsomme scener og dens foruroligende undertoner fungerer via genkendelse. Det er utroligt let at identificerer sig med den gradvise nedbrydelse af parrets nervesystem, som er en direkte funktion af konstante afbrydelser og en grundlæggende følelse af, at katastrofen lurer lige om hjørnet. Man forstår til fulde, hvorfor den mandlige hovedperson i filmens slutscene får nok, og smider Stanleys flyttekasser ud fra taget på den bygning, han er ved at flytte ind i. Det føles umiddelbart som en forløsning, men er det nu også det?
Frangs film rejser en række grundlæggende moralske spørgsmål om, hvem der tager ansvaret i en moderne verden, der presser os alle sammen helt ud til grænsen. Hvem er opgaven moden og hvilke strategier kan vi anvende for at skærme os selv imod alt det, der truer og forstyrrer? Er der en voksen til stede?
Jeg bliver lidt mismodig af den ellers velproducerede og underholdende film. For selv om parret udviser en ubegribelig tålmodighed med deres øretæveindbydende ven, så synes konsekvensen at være, at deres generelle empati svækkes. I en scene passerer parret en hulkende teenagepige på gaden, nærmest uden af ænse hende som andet end endnu et faresignal. Vi overhører den kvindelige hovedpersons telefonsamtale med en bekendt, der netop har mistet en pårørende: En samtale bestående af sikkert velmenende, men ret overfladiske klicheer, der sendes afsted mens hovedpersonen multitasker i hjemmet. Og deres barn, som er med hele vejen i en bæresele, synes primært at være i vejen, som en besværlig genstand, der hele tiden skifter hænder, fra den ene forældre til den anden.
Filmen er et præcist portræt af moderne menneskelige vilkår, der føles helt utroligt aktuel i en tid, hvor uansvarlige politikere, der sender ICE-agenter efter egne borgere, indgår i uhellige alliancer med de techbros, hvis sociale medier udfordrer vores opmærksomhed. Frangs film lykkes med at diagnosticere sin samtiden på en måde, hvor forløsningen udebliver. For det er jo ikke en reel løsning at følge sine umiddelbare emotionelle impulser og kyle flyttekasserne ud fra taget, omend Stanley virkelig fortjener det. Snarere antyder Frang, at den ansvarlige reaktion på en verden i amokløb kan være at skærme sit nervesystem nænsomt imod al larmen, og det kan vi nok allesammen have brug for lige nu. Bortset fra Stanley. Stanley skal bare tage sig sammen.