Da den italienske matematiker Galileo Galilei for godt 400 år siden rettede den netop opfundne kikkert mod stjernehimlen, blev det begyndelsen for en helt ny æra for videnskaben. Her opdagede han blandt andet, at jorden bevæger sig i en bane om solen, og dermed ikke – som i den katolske kirkes antagelser – var verdens stillestående centrum. I 1633 blev Galilei af inkvisitionen tvunget til at fornægte sin teori, hvilket han nødtvunget gjorde, mens han samtidig mumlede: «Og alligevel bevæger den sig.»
På Copenhagen Contemporary er det hele også i bevægelse, men på den mere jordnære måde. Trods en kunstnerliste på 11 navne (plus fire forskningspartnere) er der foreløbig kun fem værker at finde i kunsthallen. Flere bliver løbende realiseret rundt omkring i byrummet, i lufthavnen og på festivaller, mens det sidste værk, en performance af kroatiske Nora Turano, først finder sted i december, umiddelbart inden udstillingen lukker. Det bliver altså på intet tidspunkt muligt at opleve Yet, it moves! i sin helhed; udstillingen er bogstaveligt talt i konstant bevægelse.
I CCs foyer hænger en fladskærm, fem såkaldt lentikulære tryk og en alenlang vægtekst, der udgør amerikanske Ligia Boutons hyldest til den kvindelige astronom Henrietta Swan Leawitt. På skærmen ses en animation skabt på baggrund af fotografier af håndblæste glasobjekter – en slags portrætter af de 25 stjerner, som Leawitts forskning har medvirket til identificere den præcise position af. Værket er en hommage («et midlertidigt monument,» som vægteksten lidt storladent formulerer det) til en af historiens mange oversete kvinder, men her i lobbyen, presset ind mellem toiletter, museumsbutik og billetsalg, virker det som en beskeden hyldest.
Japanske Ryoji Ikeda fylder omvendt hele CCs store hal med tre absurd store skærme. Værket data-verse 1/2/3 (2019-20) sampler open source information fra videnskabelige databaser hos CERN, NASA og Human Genome Project til et hidsigt billedebombardement. Noget er umiddelbart genkendeligt – hjernescanninger, overvågningsbilleder og visualiseringer af solstorme fx – mens andet er helt abstrakt. Kolonner af tal og grafer fylder i rasende fart skærmene og forsvinder igen, uden at give noget hint om, hvad de mange digitale informationer refererer til. Jeg læser mig frem til, at informationen falder i tre dele; et mikroskopisk univers af atomer, molekuler og dna, en menneskelig verden af kroppe, satellitinformation og internettransaktioner og et makroperspektiv af solsystemer, galakser og stjerner.
Hos Ikeda er al informationen ligestillet; lige uigennemtrængelig og forbavsende ens for øjet. Det er selve de ekstreme mængder af digital information – mængder, som man skal være en algoritme for at kunne begribe – Ikeda anvender som materiale i sin visuelle komposition, hvis lydside udgøres af en symfoni af digitale bip. Det er svimlende på en lidt angstprovokerende måde: Som at kikke mod stjernehimlen for at begribe, hvor lille man selv er, men uden nattens skønhed og ro til at dulme den foruroligende erkendelse.
Det, som fungerer i Ikedas installation, er at den afholder sig fra at formidle den videnskab, der ligger bag al dataen, for i stedet at skabe et nyt billede af, hvad digital information kan være. Dermed peger Ikeda på en relation mellem kunst og videnskab, som egentlig er af klassisk karakter, men som vi har tendens til at glemme: Nemlig at mange af de billeder, vi har af verden, ikke er dokumentation for eller illustrationer af entydig fakta, men derimod abstrakte modeller og visuelle fortolkninger. Billeder af, hvordan verden måske kan hænge sammen. Selv astronomer er drømmere og stjernekikkere.
Jakob Kudsk Steensen arbejder i samme gigantiske skala, men i et helt andet tempo. I Tongues of Verglas/Les Langues de Verglas (2023) bevæger vi os langsomt og afsøgende rundt inde i en digital simulering af den schweiziske Arolla-gletsjer. En uendelig smuk lydside fortolker isens knirken, vandets rislen og ishulens katedral-lignende ekko, mens computersimulationen snurrer rundt og skifter perspektiv fra isformations langsomme udvikling og afvikling til det minimale liv, der findes derinde i kulden. Som i Ikedas installation er man ofte i tvivl om, hvad man egentlig ser: Vi bevæger os gennem en istunge, skabt af vandets løb gennem gletsjeren og ind i selve isens økosystem, for så at zoome ud og se gletsjeren oppefra, som lysende digitale punkter i et mørke, der ligner en fjern galakse. Og som i Ikedas værk tænker jeg, at Kudsk Steensens smukke simulation måske er det tætteste, vi kommer på at opleve en gletsjer på dens egne præmisser, uendeligt langt fra illustration eller fotografisk dokumentation.
Herfra er det som om, Yet, it moves! mister pusten. Helene Nymanns videoværk om hukommelse og det, vi gerne vil formidle videre til fremtiden, skæmmes under mit besøg så voldsomt af en gruppe håndværkere, der borer og banker i rummet ved siden af, at det er umuligt at få noget ud af. Og i et sidste lille rum står et værk af finske Jenna Sutela, som jeg ikke forstår. Det ligner en slags syngeskål fyldt med vand og forsynet med ørerformede hanke. Over skålen hænger en mikrofon, der tilsyneladende optager lyden fra rummet og skålens vibrationer og sender dem tilbage fra højtalere i væggene i en form for feedback-loop. Ifølge endnu en lang, knudret vægtekst kommer Sutelas inspiration fra de stjerneeksplosioner, som frigjorde brint og ilt, og hvorfra alt vand på jorden stammer, mens titlen Pond Brain (2023) refererer til den britiske forsker Stafford Beer, der i 60’erne udviklede computersystemer med inspiration fra den menneskelige hjerne. Måske handler det om, at hjernen er plastisk, og dermed er i interaktion med sine omgivelser, ligesom vandet og lyden. Måske.
Her slutter udstillingen foreløbig. Det føles en smule uforløst, ufærdigt og underligt forvredet i skala. Dels er der noget ved det konkrete størrelsesforhold mellem Ikeda og Kudsk Steensens enorme installationer, og de små øer af værker i foyeren og de sidste rum, som virker ekstremt uharmonisk. Og dels føles det som om, at vi hele tiden pendulerer mellem ekstremerne – zoomer helt ind i kroppens allermindste celler og helt ud i universets yderste galakser – men uden at udstillingen formår at forankre oplevelsen i en menneskelig skala. Det er som om, Yet, it moves! er så optaget af at være i konstant bevægelse, at man har glemt, at det er svært at begribe bevægelsers omfang, med mindre man selv står stille.