Hvilke udstillinger, events og udgivelser var de skarpeste, skønneste eller mest skelsættende i 2018? I Kunstkritikks julekalender bedømmes kunståret af vore egne skribenter og inviterede gæster. Den 14. i rækken er kunstner Milena Bonifacini, som for tiden forbereder en installation til Montanasalen på Kunstforeningen Gl. Strand, København. Bonifacini er desuden forkvinde for Akademiraadet.
UDSTILLINGER
Frida Kahlo, Making Herself Up, Victoria & Albert Museum, London.
En intens udstilling, der gav den besøgende mulighed for at træde ind i Frida Kahlos univers: Dragter, objekter, fotos mm, som siden hendes død havde været låst inde i et kammer i «Casa Azul» (Kahlos og Diego Rivieras hjem i Mexico City) omsluttede den besøgende. Man fik en forståelse af, at for Kahlo var hendes person, hendes køn, hendes etniske baggrund, hendes politiske engagement, hendes fremtoning og de ting hun omgav sig med alt sammen med til at danne hendes kunstneriske identitet, eller «persona», som i mine øjne er mindst, om ikke mere, lige så interessant som hendes malerier.
Svend Danielsen, Under Linjen, Overgaden, København.
Svend Danielsens udstilling på Overgaden viste en række sitrende, abstrakt ekspressive værker af mesteren i skødesløst nærvær. Tegningerne og malerierne, som med Svends løse hånd var spredt rundt i lokalerne, fascinerede med deres levende gestik og uhyre præcision. Der var tale om visuel poesi!
Christian Vind, Strandhugst, Rønnebæksholm, Næstved.
Gennem herregårdens syv sale kommer du med Vind på en rejse. Du ser ud gennem hans øjne, når du sammen med ham kigger på alle de ting, han har fundet på natlige vandringer, billeder han har klippet ud og sat sammen igen, mapper med optegnelser og noter, relieffer bestående af indsmurte forkastede værker. Det er omfattende, det er idiosynkratisk, det er arkæologisk og det er alt sammen ganske uvidenskabeligt. Og tak for det: for det er båret af en ganske særlig sensibilitet og sans for objektets og billedets potentiale og ikke mindst de nye betydninger, der kan opstå når ydmyge potteskår, små grene, avisudklip og alskens bric-à-brac bringes sammen.
EVENTS
Anthea Hamilton, The Squash, Tate Britain, London.
Som en del af udstillingen indgik en person klædt ud som en dansende squash. Ansigtet var gemt i en stor græskarlignende form, som også kunne ligne et frø. Denne levende grøntsag havde noget sært uragtigt og foruroligende over sig, og udførte en organisk, bølgende dans i udstillingens strengt geometriske installation. Den bestod af en slags mure, vægge og møbler i et sort/hvidt grid, som den levende squash sad, lå og slangede sig i og på. Jeg var overrasket og overrumplet, og har ikke glemt det.
Orlando, Betty Nansen Teatret, København. Iscenesat af Elisa Kragerup. Scenografi af Maja Ravn.
Forestillingen, som baserer sig på Virginia Woolfs roman af samme navn, formåede faktisk at formidle en hel del af bogens luftige magi. Figuren Orlando rejser igennem århundreder og skifter køn flere gange, og en opfindsom og dog enkel scenografi skabte sammen med fine skuespillerpræstationer en konstant forunderlig og fortryllende version af et af verdenslitteraturens hovedværker.
Roger Federer vinder Australian Open.
Fordi det, at se Federer spille, er at se klassisk, græsk skulptur i levende live. Der er tale om yndefuld præcision i hver bevægelse og hvert slag, og det viser os, at sport som æstetisk sprog stadig spiller en rolle.
UDGIVELSER
Stense Andrea Lind-Valdan, Rede, Forlaget Sødtøs.
I denne helt nyudgivne publikation ser vi igennem 12 tegninger og 12 korte ledsagende tekster billedkunstnerens oplevelser og erfaringerne med det at være kvinde, kunstner og mor til en søn. Sønnen fylder 12 år inden længe, og i bogen ser vi en række billeder, af mor og søn, der fremstår nøgne og indtager forskellige positurer, der viser relationer og følelser som forbundethed, omsorg og løsrivelse. Lind Valdan behandler her modigt vigtige temaer som moderens sammenhørighed med sit barn: det barn, der er kommet ud af hendes krop, og mens det er lille måske stadig, af moderen, kan opfattes som en forlængelse af hendes krop, men som med tiden naturligt manifesterer sig som egen individ. Tegningerne er nænsomt og nøjagtigt udført og bogen fremstår med sit lette gennemskinnelige papir sprød og varsom.
Peter Schneider, Rosa Schamal og Manule Suess, Altar, Edition Patrick Frey Editions.
Bogen viser os en række almindelige menneskers «husaltre». Eller måske rettere, de små samlinger eller opstillinger, vi alle sammen opbygger og arrangerer i vores hjem. Objekterne er placeret og sat sammen uden en kunstnerisk intention, men det betyder bestemt ikke, at der ikke er æstetiske eller betydningsmæssige overvejelser bag. Disse altre interesserer sikkert nok antropologer, som der står på bogens bagside, men de interesserer i hvert tilfælde også denne kunstner.
Læserindlæg