Hvilke udstillinger, events og udgivelser var de vigtigste, skarpeste eller mest rørende i 2016? I Kunstkritikks julekalender opsummerer vores egne skribenter og inviterede gæster kunståret 2016. Den 19. i rækken er kunstneren Janus Høm, som for tiden er på residency i New York men ellers bosiddende i København. Han er en af kræfterne bag den kunstnerdrevne udstillingsplatform Toves og bidrager også jævnligt til Kunstkritikk. Til foråret åbner hans soloudstilling på Tranen i Hellerup.
UDSTILLINGER
Francis Picabia. A Retrospective, Kunsthaus i Zurich
I went to Manifesta and all I got was … en sørgeligt didaktisk udstilling. Men på sidste dag endte jeg på Kunsthaus Zürich til en formidabel retrospektiv af Francis Picabia. Det virker måske lidt uinspireret at kuratere en udstilling kronologisk – slavisk fra rum til rum. Men når man hedder Picabia og promiskuøst har leget med enhver stilart i sin samtid, betyder det kun, at museumsgæsten gives yderligere anledning til at få det ene udbrud efter det næste: You just didn’t!. En prankster, en playboy, en shape-shifter. Picabia må være den livligste kunstner i den tidlige modernisme. Muligvis flankeret af Marcel Duchamp. Skal jeg være helt ærlig, var jeg på daværende tidspunkt kun på efternavn med Picabia. Men med kyndig, løbende indføring fra Hannah Heilmann og Honza Hoeck, er Picabia undertegnedes åbenbaring i 2016.
Mark Leckey, Containers and their Drivers, MoMA PS1, Long Island City.
Det skal siges, at Containers and their Drivers måske ikke er den bedste udstillingsoplevelse som sådan. Til gengæld er det en absolut tour de force i Mark Leckeys omsiggribende oeuvre og store kunsthistoriske betydning. Det har jeg meget mere at sige om i anmeldelsen her.
Den 9. Berlinbiennale, kurateret af DIS.
Efter at have være absolut mættet af det meste af post-internet-kunstens diskurs og æstetik gav DIS’s Berlinbiennale en smule fornyet appetit. Den bedrift fortjener en plads på listen her. Det var bestemt ikke alt der fungerede, men biennalens ene venue, Akademie der Künste, holdt absolut vand.
EVENTS
Den korte radioavis, Radioprogram på Radio 24/7, Frederik Cilius og Rasmus Bruun.
Som med The Colbert Show får vi også her gennem satirens form noget af den mest bidende kritik af de politiske og nyhedsrelevante begivenheders gang. Forskellen på Den Korte Radioavis er den daglige, timelange semi-improvisation og narrative kontinuitet fra program til program. Med tid og plads kan værternes komediekarakterer virkelig nuanceres. Den Korte Radioavis må være det bedste, der er sket i dansk kultur de sidste mange år.
Comedy Cellar, 117 Macdougal St, New York City.
Er man bekendt med Louis C.K.s tv-show Louis – som altid starter med, at han spiser et pizza-slice, går ned i en kælder og laver et stand up set – så har man lagt øjne til Comedy Cellar. Hver dag på Lower East Side i New York er der tre shows med 6-7 komikere i hvert til bare $14. Hvem der kommer er en overraskelse. Niveauet er altid højt og er man heldig kan det f.eks. være, at Chris Rock, Judy Gold, (netop tilbagevendte) Dave Chapelle, Sarah Silverman, John Stewart eller Louis C.K dukker op. En af de store oplevelser i år var den store franske komiker Gad Elmaleh samt en ultra-neurotisk, jødisk kvinde, hvis navn jeg desværre aldrig fangede.
Valgaftenen, New York, 8. november, 2016
Hvis ikke det var så tragisk, ville Trumps sejr være komisk. Hos en ven i Williamsburg var der lagt op til fest med champagne, Hillary-klistermærker og hele pivetøjet. SUK! Stemningen er stadig på et lavpunkt her i New York. Ikke bare blev der i de første ti dage efter valget allerede rapporteret 900 hate crimes, Trump er også i gang med at udvælge det mest sataniske kabinet i nyere amerikansk historie.
PUBLIKATIONER
Olav Westphalen, Livia Paldi (red), Dysfunctional Comedy, 2016. Udgivet af Sternberg i samarbejde med Baltic Art Center, Visby; Royal Institute of Art, Stockholm.
Kunstneren Olav Westphalen og Livia Paldi har i år udgivet en fin, lille, vel-designet «reader». Her lancerer Westphalen udtrykket Dysfunctional Comedy; en form for humor der har alle comedy’ens karakteristika, men som aldrig leverer den forventede punchline. I forbindelse med udgivelsen holdtes et panel på Goethe Institut i Stockholm. Ser man bort fra to kortere performances, blev det til over en times drabeligt kedelig diskussion, som aldrig leverede nogen humoristisk forløsning trods dens mange antrit. Meget konsekvent. Det blev så uudholdeligt for en af de tilstedeværende publikummer, at han i sine frustrationer sprang op på scenen og råbende udskældte dem for deres usofistikerede og kedsommelige samtale. Var han hyret? Alle på scenen virkede oprigtigt uvidende. På nær måske panelets eneste rigtige komiker: den djævelske Aron Flam.
Læserindlæg