Lea Porsager har foretaget flere spirituelle rejser ind i det æstetiske. Og omvendt. Senest er hun nået til Litauen, hvor hun har fundet frem til en clairvoyant, som arbejder med såkaldte tankeformer. Tankeformer eller T-F er en slags visuelle gestalter af vores tanker, der ligesom aura – og tidlig modernistisk kunst – kun er tilgængelige for særligt indviede. Alt efter hvor renfærdigt man tænker, antager tankeformerne kontur og farve af større eller mindre skønhed og klarhed. Begærlighed ser ud på en måde, fromhed på en anden.
På udstillingen How To Program and Use T-F præsenterer Porsager den tankeform, som hun fik vist af sit litauiske medie, nemlig en såkaldt «resistent tankeform» af type 3. Hvad den repræsenterer er ikke helt klart, men det er måske heller ikke det vigtigste. Porsager virker mere interesseret i tankeformer som en slags bevidsthedsmæssige transmittere. Tankeformer er angiveligt besjælede væsener, dannet af «stoffets finere grader», som der står i Annie Besants og C.W. Leadbeaters grundbog i emnet, Thought Forms, fra 1901. Som levende immaterialitet kan de med lethed bevæge sig gennem tid og rum og forbinde bevidstheder med hinanden. Geniale mesterværker af store kunstnere skulle i øvrigt være formidlere af særligt stærke og smukke tankeformer.
På Porsagers udstilling møder de esoteriske tankeformer derfor ret naturligt kunsthistorien og informationsteknologien, der også forbinder bevidstheder på tværs af tid og rum, bare på mindre mystiske måder. Udstillingen foregår bemærkelsesværdigt nok på gulv, måske som en slags jordfæstelse af alle de æterbårne fænomener som Porsager beskæftiger sig med: telepati, informationsoverførsler, satellitter og overlevering af visuelle forestillingsverdner. Det tyder på, at spiritualitet ikke går hånd i hånd med et personligt udviklingsprojekt, men mere handler om kunst som en forhandling på topniveau mellem form, tyngde og immaterialitet. Det bedste eksempel er den oversættelse kunstneren har foretaget af sin tankeform, T-F (type 3), fra «stoffets finere grader» til et tungt, skulpturelt objekt. Hun er gået den klassiske billedhuggervej, har modelleret clairvoyantens syn op i ler, støbt i bronze og drejet i jern. I det lille udstillingskatalog hævdes det, at T-F på den måde skulle danne en modstandsform til konventionelle og materialistiske tankeformer og til informationsteknologiens bevidsthedsmæssige sprawl.
Resultatet af oversættelsesprocessen fra tankeformer til skulptur er ikke desto mindre et ganske genkendeligt kunstobjekt med et forbløffende modernistisk look, som hentet direkte fra en eller anden Brancusi-sal. Det mest kritiske og vilde, objekterne har foretaget sig er, at de ikke har placeret sig i kontrolleret harmoni på sokler i rummet, men er kastet rundt på gulvet med en aggressiv energi som af et poltergeist.
Sammenkoblingen af alternativ åndelighed, højteknologi og æstetisk form er grundfascinerende. På den ene side, fordi Porsager har investeret sig selv så fuldkomment i projektet. Hun har opsøgt og indskrevet sig i den alternative verdens største kraftcentre og historiske arnesteder, fra alperne, som i hendes Documenta-projekt om Monte Veritá, og halvvejs ind i Rusland. På den anden side søger hun ned i glemte sider af vores kunstbegreb og lader dem hjemsøge os på temmelig mareridtsagtige måder. Læren af Porsagers skulpturobjekter er nok, at vi i tilbagetrækningen fra modernismen helt har fortrængt de stærke rødder, det moderne kunstbegreb havde i okkultisme, mystik, i buddhisme, alkymi og de mere esoteriske sider af psykoanalysen; i civilisationskritik, kort og godt. Det opgør, som koncept- og popkunsten førte med modernismens åndelige projekt, var slet ikke antiæstetisk, som det ofte hævdes, men derimod antiesoterisk.
Der skal selvfølgelig lidt mere til end ren fascination af og identifikation med den æstetiske åndeligheds civilisationskritik for at kunne skabe et kritisk, kunstnerisk projekt ud fra andre dagsordner end de velkendte diskursive og pragmatisk politiske. Udstillingen i Fotografisk Center viser mest, at Porsager stadig er i gang med grundlæggende at forstå og afsøge nogle meget omfattende og underbeskrevne forbindelser mellem divergerende tankeregimer. Hun oversætter stadig fra spiritualitet til æstetisk form, mere end hun lader til at ville sige noget bestemt med det. Derfor er den viden og de fortællinger, der er ophobet i udstillingen, stadig mere interessant end det visuelle udbytte for den tilskuer, der transmitteres til. Men der er uden tvivl noget større på vej.
