Helsinki Biennial, Helsinki, kurateret af Blanca De la Torre og Kati Kivinen
Helsinki Biennalen er en af mine favoritudstillinger i år, fordi den havde mod til at sigte efter en bæredygtig og langsom tilgang til kunst – også selvom den nogle steder balancerede på kanten af velkendte, grønne buzzwords. Med 37 kunstnere og flere udstillingssteder skabte kuratorerne et ambitiøst, spredt kunstlandskab, som trods logistiske udfordringer, tilbød et ægte rum for refleksion, hvor idéen om ”ly” og shelter blev en reel oplevelse frem for blot endnu et kunst-event.
Villiam Miklos Andersen, Caffè Crema og Madeleine Andersson, Degenerative Knowledge Production, O-Overgaden, København
O-Overgaden bød på to parallelle udstillinger, som udvidede min forståelse af systemer, kroppe og magt. Villiam Miklos Andersens farverige totalinstallation omdannede lastbilchaufførens hverdagslogistik til et queeret, skulpturelt univers, hvor normative forbrugssystemer blev afsløret og forvredet. Imens blotlagde Anderssons intense videoinstallation, hvordan elektricitet historisk er blevet brugt til at kontrollere, klassificere og definere den menneskelige hjerne – fra tidlige eksperimenter til moderne AI.
Ursula Reuter Christiansen, Jeg er ild og vand, Arken, Ishøj
At gå gennem Jeg er ild og vand var som at bevæge sig gennem et ekko af de tyske 1970’eres radikale billedsprog: den rå materialitet, protestens dirren, den sårbare krop i verden. Reuter Christiansens værker ånder stadig efter tiden hos Beuys, men står samtidig skarpt i nutidens mørke. Rådne æg mod bomber, udvaskede ansigter, en hviskende stemme, der siger ”for sent” – alt sammen skubber mig ind i spørgsmålet: Hvordan er vi mennesker, når håb konstant prøves? Udstillingen rammer mig som få, en af årets stærkeste kunstoplevelser, hvor kærlighed og afgrund mødes i flammende, uimodståelige billeder.
– Tue Greenfort er kunstner og bor i Berlin og på landet på den danske ø Falster.
Øvrige bidrag til årets julekalender, se her
