19. december

Skribent Stine Lundberg Hansen zoomer ind på kollektive traumer og meditative tendenser i den bedste kunst fra 2021.

Jakob Jakobsen, Mindesmærke over 743 fanger på Livø fra 1911 til 1961, 2021, opslag i udgivelse.

Jakob Jakobsen, Mindesmærke over 743 fanger på Livø fra 1911 til 1961, udgivelse

«Forestil dig, at du maler alle verdens statuer med himlens farve», skriver Yoko Ono i Agern fra 2013. Jakob Jakobsen fik ikke historien om Livøanstalten til at falde i et med himlens farve. I stedet trådte et kollektivt trauma frem. I kølvandet på nedrivningen af statuer og debatter om mindesmærker føltes Jakobsens mindesmærke i avisform som et frisk pust. Historiens overhørte stemmer er uanset køn og etnicitet sjældent enslydende med sejrherrens stemme, men de findes i vores kollektive historie. Jakobsens mindesmærke troner hverken på vej, gade, park eller plads, men florerer mellem folk som plakater med fotografier og interviews om de i alt 743 indsatte – mænd fra proletariatet og af samfundet dømt ‘åndssvage’, der mistede plads og stemme i samfundet. Jakobsens mindesmærke stillede det rungende spørgsmål: Har velfærdssamfundet nu også alles velfærd i sinde?

Bolatta Silis-Høegh, Ukaliusaq (detalje), 2019. Foto: Barbara Katzin.

Bolatta Silis-Høegh, Ukaliusaq, Rum 46, Aarhus

I år oplevede jeg ikke den grønlandske sommer med blå himmel, det grønne fjeld og kæruldens lysende hvide hoveder brede sig over store vådområder. Kæruld – på grønlandsk ukaliusaq – kan plukkes, tørres og derefter i en vase holde (næsten) for evigt. En ro indfandt sig, når man trådte ind i det himmelblå udstillingsrum med arktisk kæruld hængende som en sky af svævende vattotter. Bolatta Silis-Høeghs installation Ukaliusaq blev oprindelig skabt til det efterladte Holms Hus i Nuuks bymidte, men blev i år vist i Aarhus i et samarbejde mellem Rum46 og Nuuk Kunstmuseum. Et meditativt værk, som jeg bliver ved at vende tilbage til, der lukker larmen ude i et simpelt greb om stilheden og hensætter én lidt svævende, ligesom kærulden.

Pia Arke, De tre gratier, 1983. Sølv-gelatine print på barytpapir. Kunstmuseum Brandts © Pia Arke Estate

Pia Arke, Louisiana, Humlebæk

En kamel i et snelandskab. En hest og en thepotte i et sydgrønlandsk landskab. Det er diskrepansen, skævheden i lagene, som jeg vender tilbage til i Pia Arkes værker. Hun kaldte sig selv bastarden; som i halv/halv eller noget midt imellem. Selvom værkerne ofte kredser om en tung kolonihistorie funderet i hendes eget liv mellem Grønland og Danmark, så har de et glimt i øjet, som netop fremhæver det absurde i kolonialismens fortællinger. Udstillingen gav mulighed for at komme tæt på og studere den absurditet eller humor, der ofte lægger sig mellem lagene i fotografierne, i arkiverne og i fortællingen. Det er svært at blive færdig med Pia Arke. Der er altid et lag mere.

– Stine Lundberg Hansen er cand.pæd. i pædagogisk antropologi, bosat i Vordingborg og arbejder med formidling af kunst og kultur. Fra 2015 til 2021 var hun museumsinspektør ved Nuuk Kunstmuseum og redaktør på kunst- og kulturtidsskriftet Neriusaaq. Hun er medstifter af sitet kunst.gl.

Se de øvrige bidrag i Kunstkritikks julekalender her.