Siden marts, da corona-pandemien lukkede landets natklubber, har der ikke været mange muligheder for at feste i større skala. Festivaler blev aflyst, barer og værtshuse lukker midt på aftenen længe inden festen for alvor starter, og i sidste uge blev også kioskers alkoholsalg underlagt restriktioner. Forældregenerationen ryster på hovedet og opfordrer til at udvise samfundssind; hvorfor kan de ikke bare lade være at feste, de unge?
Hvis man tilhører den gruppe af unge mennesker, der savner festen, er der hjælp at hente på Copenhagen Contemporary, hvor Esben Weile Kjær har omdannet den mindste sal til noget, det til forveksling ligner en natklub. Da jeg ankommer på åbningsaftenen, står der allerede en lang kø og venter på at blive lukket ind – en kø, der ganske som på klubber kun vokser, som aftenen skrider frem. Jeg vifter med mit pressekort, får stukket en øl i hånden og sniger mig med selvtilfreds VIP-mine ind i det mørklagte lokale.
Esben Weile Kjær (f. 1992) har et alenlangt cv, når det kommer til fester. Fra han kun lige nøjagtig var gammel nok til at blive lukket ind på natklubber, har han fungeret som dj og stået bag utallige klubkoncepter. Og selv om han stadig er studerende på kunstakademiet i København, har han i dette efterår haft soloudstillinger på hele tre større institutioner. En billboard-udstilling i haven på Museet for Samtidskunst – en form for reklamekampagne for de kommende shows, en performanceinstallation på Gl. Strand og nu den endelige kulminationen på Copenhagen Contemporary, med en to timer lang performance, der involverer ti performere foruden Weile Kjær selv.
Centralt i lokalet er der bygget en scene belagt med spejlvinyl, der kaster farvede lysrefleksioner rundt i rummet. På væggen over scenen svæver Klokkeblomst fra Disneyfilmen Peter Pan bøjet i neon og spejler sig i gulvet. I en central scene i tegnefilmen svæver Klokkeblomst henover et håndspejl og bliver for første gang opmærksom på sin krop og på, at hun har feminine kurver. Weile Kjærs Klokkeblomst har en aura af røde pærer, der langsomt tænder og slukker, ligesom filmens figur lyser rødt, når hun bliver vred.
Foruden at være en ret cute Disneyfigur, er Klokkeblomst et ikon på de stripklubber, der sammen med cabaret og burlesque synes at være en mere direkte inspiration i Weile Kjærs performance-forståelse end 1960’erne og 70’ernes mere intime møder mellem værk og publikum. Klokkeblomsts kontrafej var desuden printet ind i nogle af de første ecstasy-piller; hun repræsenterer syndefaldet fra uskyldigt barn til seksuelt væsen, og menneskets drøm om kunne lette fra jorden i en stofinduceret rus.
Det er også en ret seksualiseret Klokkeblomst, der åbner aftenens performance. Popstjernen Lina Rafn træder op på scenen i kilometer høje lakstøvler og et diminutivt Klokkeblomst-kostume, og synger Infernals eurodance-version af Rafs italodisco-hit Self Control, mens hun omringes af utallige kameraer – publikums, andre performere og sågar en drone. Herefter kommer performerne ind en efter en og danser et øjeblik alene på scenen indtil ensemblet er fuldtalligt og festen kan begynde.
Weile Kjær har hyret performere med baggrunde i alt fra pole dance til ballet, og selv om de bevæger sig til de samme rytmer – et pumpende soundtrack, der mixer numre fra hele natklubbens historie, fra den tidlige Detroit-techno til det allermest poppede EDM – har de et ret forskelligt kropsligt udtryk, som kommer til sine fulde ret, når de danser alene.
Mens de enkelte danseres bevægelser er improviserede, er der tydeligvis et system, hvor Weile Kjærs signaler sætter gang i en ny del af festen. Fra dansen går performancen over i en form for vild, svedig leg, hvor performerne vikler hinanden, scenen og – hvis man ikke er opmærksom – også en del af publikum ind i gul afspærringstape. Performerne tripper over hinanden, falder om på gulvet og glider ind og ud af den fælles krop, som både pulserende technorytmer og snerrende tape er i gang med at skabe. På et andet signal klæder flere performere sig delvis i neonorange uniformer af den slags, man traditionelt bruger på byggepladser, men som også har sneget sig ind som en del af klubkulturen.
Ligesom punkerne i sin tid annekterede skoleuniformen, rev den fra hinanden og satte den sammen igen med sikkerhedsnåle, er der på klubscenen en optagethed af autoritære symboler og af, at queere dem op, så de ender med at stå for det præcis modsatte. Senere bliver symbolerne samlet op af modeverdenen, der omdanner dem til knalddyrt branded design, der så igen kan erobres tilbage af subkulturelle bevægelser.
Weile Kjærs performance er fyldt med den slags referencer til både klubbens og modens historie, men måske særligt til festens og subkulturens anarkistiske potentiale. Det er ikke for ingenting at der ligger en fest-, mode- og musikkultur bag ethvert historisk ungdomsoprør, og som sådan bliver festen hos Weile Kjær symbol på et dybereliggende behov for at springe ud af snerrende ramme og skabe sin egen virkelighed.
Hardcore Freedom inddrager strategier fra postperformance. Et centralt element er de allestedsnærværende kameraer, der optager performancen fra de medvirkendes synsvinkel og projicerer den foregående aftens optagelser op på en storskærm. Alle medvirkende er konstant opmærksomme på, at de bliver betragtet både af os, men især af kameraets røde øje og stopper jævnligt op i deres bevægelser for at iscenesætte sig selv som skulpturelle formationer, der gør sig godt på stillbilleder. Der er en enorm optagethed af billedet, selvfremstillingen og generational anxiety, som et stort banner, der bæres ind fra siden, forkynder. Det er kulturforbrug som identitetsmarkør i millennials digitale selv-branding, der fortæller om en generation præget af personlig udvikling, individualisme, tårnhøje forventninger – og deraf opstået angst og depression.
Man kan godt kalde det oplevelsesøkonomi, med den aura af kynisme, der ligger i det begreb, men for mig fungerer værket fremragende, fordi det bogstavelig talt er en fest at være publikum i Hardcore Freedom. Man kunne godt drømme om en corona-fri fortid, hvor performancen kunne være endnu mere publikumsinvolverende, for selv om det efterhånden er en del år siden, jeg var en del af klubscenen, og ikke anede, at jeg havde savnet den, så går det op for mig undervejs, at jeg har glemt hvad det er, festen også kan. Da Underworld’s 90’er-hit Born Slippy brager ud af højtalerne og performerne vælter rundt i kaskader af scenelys, halvt påklædte og med vilde blik i øjnene, er det et øjeblik som om, vi bliver en stor kollektiv krop, der letter fra lokalet og svæver med Klokkeblomst ud mod en utopisk ønskeø.
Måske har vi har svaret på, hvorfor de unge ikke bare kan lade være med at feste: Det handler ikke om alkoholkultur eller mangel på samfundssind, men om at blive en fælles krop, der for nogle timer kan glemme alt om pandemier og om det nødvendige i, for guds skyld at opretholde to meters afstand til hinanden. I… I live among the creatures of the night…