Der er en særlig kategori af billeder, der bliver ved med at være fascinerende og gådefulde for mig. Jeg kalder dem for ’fremvisningsbilleder’. Den enkle definition af et sådant billede er, at det er et billede, hvorpå et eller andet, ofte et billede, bliver vist frem.
Det er blevet til en lille samling over årene, usystematisk indsamlet, og ofte ved at venner sender mig nye eksempler, som de er faldet over på en udstilling eller i en bog. Der er omkring 25 billeder i min digitale billedsamling, som tidsmæssigt strækker sig fra 1400-tallet til nu, og jeg tror egentlig godt jeg kan sige, at samlingen blev etableret og voksede parallelt med, at jeg fra 2009 til 2020 underviste på Billedkunstskolerne på Kunstakademiet i København.
Et godt eksempel på et fremvisningsbillede er Hans Memlings maleri af Sankt Veronika med svededugen fra 1470-75. Veronika viser aftrykket af Jesu ansigt frem mod os. Hun holder stoffet forsigtigt mellem to fingre, mens hun kigger ned på svededugen. Hendes udtryk er sorgfuldt og indadvendt, men også med en vis stolthed, måske over at have dette relikvie at vise frem. Billedet derimod, altså aftrykket af Jesu ansigt, kigger roligt og insisterende på os.
Udover fortællingen om Veronika og svededugen, så er Hans Memlings oliemaleri på træ også et billede af et billede, der bliver vist frem. Og det fremviste billede (Jesu ansigt på svededugen) fastholder vores blik og siger: «Hav tillid til mig, jeg vil fortælle dig noget vigtigt, som ikke kan fortælles på anden måde». Det særlige ved fremvisningsbilledet er, at det insisterer på, at et billede kan sige noget, som kun et billede kan udsige.
Fremvisningsbillederne i min samling er egentlig ret forskellige fra hinanden. Et mere nutidigt eksempel kommer fra filmen Word for Forest (2018) af Pia Rönicke, der ofte bruger hænder, der viser billeder frem i sine værker. I et still-billede fra filmen ser vi en hånd række et spejl frem, og med denne intime henvendelse ser vi undersiden af en bregne, som vores blik ellers ikke kan nå gennem kameraets objektiv. Så fremvisningsbillederne beder os først og fremmest om at se, men ofte viser de os også noget, vi ellers ikke kan se, eller som vi ignorerer.
I min samling findes et værk, som er endnu ældre end Memlings maleri: Lluís Borrassàs’ altertavle fra omkring 1390-1400, som findes i Saint Francis kirke i Villafranca del Penedès i Spanien. Heri findes en særlig interessant detalje, hvor vi ser Jomfru Maria og hendes klassekammerater, der dydigt viser deres broderier frem til håndarbejdslæreren. Hun betragter deres billeder med løftet hånd og udpeger en detalje i Marias broderi, der skiller sig ud. Mens de andre elever har broderet mønstre med planter og blomster, har Maria broderet et springvand omgivet af fem flyvende engle.
Jeg kan godt lide tanken om, at det højst sandsynligt er en malerelev i Lluís Borrassàs’ atelier, der har haft en lille fest med at male håndarbejdselevernes motiver. Både scenen fra klasseværelset og mine forestillinger om Borrassàs’ elev illustrerer den gamle læringsmodel, som de klassiske europæiske kunstakademier oprindeligt var struktureret efter; først lærer eleven at gøre som mesteren, for så siden at få sig sit eget værksted med egne elever. Her, i Borrassàs’ billede, ser vi så det øjeblik, hvor Maria skiller sig ud og viser et selvstændigt værk.
Der er langt fra fremstillingen af håndarbejdsklassen med eleverne der står på række, til undervisningen på et kunstakademi i dag. Og for mange er det nok mysterium, hvad der egentlig foregår. Det er måske nemt nok at forestille sig, at der bliver arbejdet med værker; tillært og afprøvet teknikker, eksperimenteret med udtryk og tænkt og tvivlet.
Men der foregår også noget, som nok er usynligt for de fleste, og dog alligevel noget af det vigtigste: Der bliver vist billeder frem, i tillid til at den anden vil se på det fremviste billede med indlevelse. Og når jeg skriver billeder, så mener jeg det i udvidet forstand; billeder kan have mange forskellige fremtoninger for eksempel i form af en skulptur, en bevægelse, en lyd, en sætning, en installation.
I samtaler med mine studerende på Kunstakademiet blev jeg ofte mindet om fremvisningsbillederne: En studerende, der holder en fotokopi af et marmoreret mønsterbillede fra romanen Tristam Shandy op foran et mønstret stykke tekstil, draperet over en blindramme, der står bag ham. Fotokopien og stoffet supplerer hinanden og et tredje billede opstår. Eller den gang, hvor jeg på vej ned ad trappen møder en studerende, som begejstret viser mig hendes første 3D-printede skulptur. Vores bevægelser, henholdsvis op og ned ad trinnene, standser et kort øjeblik, og dér midt på trappen står vi begge og betragter figuren i hendes hænder. Jeg ved, hvor meget arbejde det har krævet at komme dertil, og hun ved, at jeg kan se dét. Der er ikke så meget mere at sige.
Jeg kunne komme med mange flere eksempler på øjeblikke som disse. De er svære at beskrive i en undervisningsplan, og alligevel udgør de essensen af den visuelle udveksling der foregår på kryds og tværs blandt studerende og undervisere. Den udveksling af billeder, ideer, viden, stemninger og måder at være i rummet på, som ligger i bunden af det hele og som er noget af det mest udefinérbare, der foregår på sådan et akademi.
På et fremvisningsbillede vil der altid være et par hænder, der viser noget frem mod os; beder os om at kigge grundigt. Man kan sige, at hænder er en integreret del af kriterierne for min samling. Der er ikke noget tryglende eller underdanigt over de fremstrakte hænder. Tværtimod udstråler de en tro på, at det fremviste er vigtigt, og at det at bruge billeder som kommunikationsform har sin egen styrke. Så denne insisteren og anmodning om fokus og tillid er en væsentlig del af det, vi bliver bedt om at se på.
Udover hænderne, er der ofte også et rum, et landskab, en situation der omgiver det fremviste. Det fremviste har brug for en særligt udvalgt kontekst for at etablere og underbygge den tillid, billederne trives bedst under. Samtidig fungerer fremvisningen som en værdisætning. Når jeg modtager nye fremvisningsbilleder fra venner eller kigger på dem, jeg selv har indsamlet, er det denne værditilskrivning af billeder i sig selv, jeg fascineres af. Den fremrakte gestus, der siger: Jeg viser dig dette, fordi det er vigtigt.
– En tidligere version af dette essay blev publiceret i BFA-kataloget for Det Kgl. Danske Kunstakademi Billedkunstskolerne, København, 2018.