Om kunstens og modens selvfølgelige og besværlige kærlighedsaffære, deres åbenlyse men aldrig uforbeholdne længsel efter hinanden, den næsten lidt barnlige I want what she’s got-fornemmelse, der findes på begge sider af evindelige Anne Imhof/Balenciaga-fusioner – om alt det kan der siges meget (og det er der allerede gjort).
Igen og igen føles de akademisk velinformerede og selvbevidst tværæstetiske udlægninger bare enten banale eller upræcise eller måske især kedelige. Og jeg bilder mig ikke ind at skære noget skarpere end adskillige årtiers (forsøg på) hot takes, men jeg tænker meget over den her sammensmeltning, der for længst er så absolut og så institutionaliseret, at det på en måde virker lige uinteressant at elske den som at afsky den.
Ved siden af de to glam-branchers kollaborative aspirationer findes de selvfølgelig også som to selvstændige og mindre kommercielle kategorier af formgivning. På Copenhagen Contemporary vises design og kunstværker for tiden side om side, det vil sige med en tydelig kuratorisk distinktion mellem, hvad der er hvad. Udstillingen Beautiful Repair præsenterer unge designere og (primært) unge kunstnere med noget reparerende og/eller planetbevidst på hjerte, og det vil i praksis sige: et stort, centreret podie med giner og outfits sammen med en håndfuld kunstværker, der ganske bogstaveligt slår ring om moden.
Zadie Xa, Lee Mingwei, Pia Camil, Rasmus Myrup, Minna Palmqvist og Tenant of Culture strøet rundt på 800 kvadratmeter gulv. Podiebjerget i midten med de heftigt belæssede og besmykkede giner er blikfang, og det er egentlig sært for næsten alle kunstværkerne er ret store og ret spraglede. Måske er det nemmere at se og elske mode fordi beklædningsgenstandes 1:1-tilhørsforhold til en krop og en altid genkendt anvendelighed baner vejen for et andet, mere umiddelbart begær, end kunstværker som regel vækker. En anden, mere umiddelbar betagelse.
Som når designeren Ella Morris har gjort sin egen og vel også slægtens dåbskjole til et umuligt gudindeoutfit på en måske tre meter høj gine, tilsat en kostumeagtigt skulpturel englevinge på ryggen og en vildt god læderkyse, 1920’er-pilot og dukkebarn. Eller har overøset en slags jakkesætbuksedragtkjole-hybrid med, hvad der ligner indholdet af den slags loppemarkedssmykkebod, hvor balancen mellem skrammel og kup i bedste fald er 50/50: gammelt guld og patineret sølv, rustikke kæder og brocher og urer, der gør silhouetten tung. Tyngde er på en måde altid en eksklusivitetsmarkør, når tøjet hænger over kroppen som en imponerende byrde, er det tættere på at ligne couture. High-street vejer ingenting.
Midt i det morads af kunstnere, kunstværker, museer, modehuse og shows, der kulminerer hvert halve år under spektakulære modeuger – med Ganni som kroneksempel i den netop overståede københavnerudgave – er det overraskende rart bare at kigge på tøj i et roligt rum. Klart afgrænset og selvtilstrækkeligt design, som, i hvert fald i denne udstillingssammenhæng, virker indadvendt og graduation-omhyggeligt på en måde, der står i heftig kontrast til eksempelvis Gannis altid uinspirerede stangtøj og logomani i kombination med den besynderlige high-fashion-selvforståelse og den for alle involverede parter lykkelige art-washing ved kunstner Esben Weile Kjær og samtidskunstmuseet Arken.
Ligesom med tøj – og ethvert andet æstetisk udtryk for den sags skyld – kommer de fleste holdninger som regel ned til spørgsmål om smag, og mit største problem med udstillingen er nok, at jeg ikke bryder mig om kunstværkerne. Det kan man selvfølgelig sige er et substantielt problem for en udstilling, men samtidig bliver det i mødet med moden tydeligere, at min manglende påskønnelse af værker såvel som outfits netop bare er en smagssag. På samme måde som designerduoen All-In-Alls outfits ser viscosebillige og glitrende Y2K-agtige ud på en efterhånden kedeligt mainstream måde, er både Zadie Xas, Minna Palmqvists og Tenant of Cultures værker i mine øjne vældig smagløse – men denne omstændighed føles ret ligegyldig her.
Det interessante er snarere fornemmelsen af, at netop dette rum og dets insisterende sammenvævning af tøj og skulpturer (og nogle stykker tøj, der er skulpturer fordi de er bearbejdet af kunstnerhænder) faktisk er et godt eksempel på, hvornår møder og overlap mellem værk og beklædning kan være så undervældende: når kunsten prøver at ligne mode.
Ikke i den forstand at værkerne drømmer om at blive præsenteret på en catwalk eller sat i produktion, at være dekadent couture eller svøbes om en gine, men fordi tøj bruges som en slags rekvisitter. Tenant of Culture har gjort dovent udvalgte sneakers til halvstøbte skulpturer, der virker blottet for andre intentioner end at blive et billede eller måske ende i et rustik-futuristisk Dior-moodboard, mens den finske designer Elina Heilanen faktisk har støbt (sådan ser det ud) sorte støvler, hvis transparente anvendelighed gør dem mere virkelige som smukke objekter i et potentielt gadebillede.
Udover sine velkendte bunker af jeans har Pia Camil lavet en byttebørs, hvor man kan hænge tøj og dimser op på nogle generisk Hay-lignende stativer (der dog er specialfremstillede til udstillingen) og tage andres tøj og dimser med hjem i bytte. Cute nok og muligvis en velsignelse, hvis der tilfældigvis hænger en perfekt jakke på en rød krog den dag man er på CC, men også et lidt amputeret forsøg på at imødekomme den bæredygtighedsdagsorden, udstillingen gerne vil sætte.
I det hele taget er der en følelse af, at tøjet og kunsten ikke rigtig kan eller vil hinanden noget i Beautiful Repair. De upcycling- og genanvendelsesprincipper som udstillingstitlen mere end indikerer kommer ligesom til kort i de fleste af de stort anlagte og rimelig syntetiske kunstværker – ikke mindst i kraft af det faktum det vel er, at man ikke kan reparere noget, der ikke har en funktion. Kunstværket.
Sjovest er det måske bare, altså som grundlæggende kreativitetsambition, når det ikke er så vigtigt at afgrænse om noget er kunst eller tøj, hvem der laver hvad, og hvor det må vises. Når store og skadelige og for fantasien og begæret vidunderlige modehuse kan informere andre slags skabende arbejde uden at arbejdet af den grund bliver industri. Eller når kunstværker, som et udtryk, der aldrig behøver at ende i krop eller funktionalitet, bidrager til at den æstetik, der måske er verdens allersynligste, allermest tilgængelige – tøj på mennesker – kan bevæge sig i flere slags retninger end arme og ben og praktik og lave materialeomkostninger og hæslige arbejdsforhold.
I en samtale med kunstner – og 2010’ernes måske mest forgudede trendforecaster – Emily Segal har kunstner og arkitekt Alessandro Bava for nogle år siden sagt:
I think both fashion and art have this fundamental, almost political role in which they contribute to the transformation of the collective sensibility that guides our relationships with one another and with our aesthetic world. Fashion and art both have the political role of moving things collectively, for everyone. – Alexander Scrimgeour, Knowing the Now, Spike Magazine #55, 2018.
Det kan være. Det kan også være, at Bavas forsonende opsummering af to grundlæggende forskellige skabelseskategorier slører nogle ikke uvæsentlige nuanceforskelle mellem en skulptur og en cardigan. Uanset hvad, giver det mening at opfatte de to udtryk som reelt uadskillelige i en ekstrem billedvirkelighed af sulten multikapitalisme, hvor alting ender i/skabes af et feed.
Men den fastholdelse – eller endnu bedre, definering – af et nyt nu, som lader til at være en ultimativ drøm for både kunstnere og designere og kreative direktører i det her fusionerede, æstetiske spektrum, må nødvendigvis blive sværere, hvis kunsten og moden hele tiden griber ud efter hinanden i gensidig appropriation.
Bevægelser fremad går i stå, når tøj og værker bliver ved med at sample sig selv og hinanden, og mens cirkulære genopdagelseslogikker vel altid har været modens vilje og skæbne, føles det som en anden slags uambitiøs og egentlig trist stagnering, hvad angår kunstværket. At skabe noget nyt, at nærme sig originalitet, må gerne være næsten umuligt i 2023. Men ikke engang at drømme lidt om at gøre det, netop indenfor rammerne af et sprog, der er så ubegrænset som (samtids)kunst, virker i bedste fald mærkværdigt.
