Berørt og begejstret

Min kæreste ynder at fortælle en anekdote om, at han besluttede sig for at flytte til København efter at have set en billedreportage på websitet Kopenhagen. Ikke en udstillingsreportage med værkbilleder, men en serie billeder fra en af 00’erne utallige fordrukne ferniseringer, hvor unge kunstnere i neonfarvede sneakers mængede sig med gallerister med Paul Smith-striber i en uformel setting af kulørt maleri og lige så kulørte drinks.

Jeg kommer i tanker om historien, da jeg bladrer i Maria Kjær Themsens mammutudgivelse Berørt. Om dansk kunst i det nye årtusinde, der indledningsvis opridser de på sin vis uskyldsrene år lige inden finanskrisen.

Det var dengang, Karriere Bar åbnede i Kødbyen, en levende hipsterdrøm  af en social skulptur med grønne Olafur Eliasson-lamper og en fornemmelse af, at kunsten var glamour og business i en og samme pakke. Bare smag på navnet ‘Karriere Bar’ og føl præ-finanskrisens  tongue-in-cheek humor prikke i svælget. Som jeg ligger der på sofaen under anden lockdown, i joggingtøj og med min smartphone klæbet til håndfladen, er det svært at komme i tanker om noget, der føles længere væk end det nostalgiske tilbageblik, som de indledende sider af Berørt udgør.

Berørt tager fat der, hvor tidligere beslægtede udgivelser, nemlig Frederik Stjernfelt og Poul Erik Tøjners Billedstorm (1989) og Rune Gade og Camilla Jalvings Nybrud (2006) stopper, ved indgangen til det nye årtusinde. Ligesom forgængerne er der tale om en kolos af en udgivelse i labert coffee table format med dejligt mange store, lækre illustrationer. En bog, der lægger mere op til, at man bladrer lystfyldt rundt og lader sig indfange af et billede eller et citat, snarere end at man læser den fra cover til cover. 

Kjær Themsen indleder med et kapitel, der opridser nogle af de ydre omstændigheder, der har spillet en rolle for, hvordan kunsten har udformet sig igennem de to årtier, kogt ned til en lille bouillonterning af tre K’er: Krig, krise og klima. Med terrorangrebet 11. september 2001 som startpunkt, gennemgår kapitlet 00’ernes overophedede kunstmarked og den abrupte opvågning, som finanskrisen udgjorde. Herfra går turen videre ind i 10’ernes nymaterialitet og mere sarte, underspillede formater og frem imod en antropocæn bevidsthed om konsekvenserne af de menneskeskabte klimaforandringer. Altså i det store og hele 20 års kunsthistorie, som de fleste af os nok husker den.

Herefter følger otte kapitler, der på lidt altmodisch vis er inddelt efter medier: installationskunst, mediekunst, lydkunst og så videre. Det er en pudsig opdeling i en tid, hvor mange kunstnere arbejder på tværs af medier og hvor selv rene maleriudstillinger betjener sig af installatoriske greb, men heri ligger også en af bogens styrker: Frem for at beskæftige sig med kunstnerbiografier eller teoretiske diskurser, går Kjær Themsen helt værknært til arbejdet, og over de næste 300 sider analyserer og beskriver hun, med tydelig kærlighed til materialet, værker af både 00’ernes internationale kunststjerner og slut-10’ernes helt nyuddannede unge. 

Den værknære læsning betyder, at vi hele tiden zigzagger igennem perioden. Hvert afsnit begynder i starten af 00’erne, for derefter at forfølge de spor, værkerne selv trækker frem til 10’ernes afslutning. Vi får dermed præsenteret perioden igennem mindst otte forskellige prismer: I skulptur-afsnittet fylder nymaterialismens sarte nørderi, performance-kapitlet beskæftiger sig blandt andet med feministiske cyborgs, mens installations-afdelingen præsenterer os for den shamanistiske og okkulte interesse, der prægede midten af 10’erne. Nogle tendenser går på tværs – eksempelvis møder vi økokritikken så mange gange, at det kan føles en anelse repetitivt – ligesom adskillige kunstnere også kikker frem i flere kapitler. 

Det er en smart tilgang, der undviger at tegne et forsimplet, samlet billede eller udkrystalisere hierarkier over kunstnere, tendenser og skoler, men hele tiden drejer kalejdoskopet en omgang, så brikkerne falder i et nyt mønster. Smart er det også, fordi det værknære giver plads til anekdotiske smutture, vink til tidens mest hypede kunstteori eller  paralleller ud af andedammen. Ved at holde fast i det, der er grundstenen – det værk, der opleves i tid og rum – bliver der paradoksal nok plads til alt det, der også fylder i erindringen, men som ofte udelades i historieskrivningen: Energien og følelsen af internationalt vingesus 00’erne, eller hvordan den sensible, materialenære post-finanskrisekunst føltes som et glas nypresset juice efter et årti med for meget ferniseringschampagne, eksempelvis. Der bliver plads til at undre sig over ting, vi for få år siden tog for givet:  Kaldte vi virkelig, ret nedladende, Kathrine Ærtebjerg og Julie Nord for «eventyrpigerne»? Og hvad blev der egentlig af centrale navne som Janus Høm og Pind?

Som titlen antyder, gør Berørt heldigvis ikke noget forsøg på at fremstå neutral, og Kjær Themsens egne interesser og kæpheste fornægter sig ikke. Bogen vægter de sarte formater, de taktile kunstformer og ikke-kommercielle eksperimenter over det stramme koncept eller den velproducerede kæmpeinstallation. Den reproducerer i store træk fortællingen om tyve år, der endte langt bedre, end de startede, og mit gæt er, at næste gang kalejdoskopet drejer, vil vi se med mildere øjne på præ-finanskrisens kunst, end vi gør i dette øjeblik. Kjær Themsen antyder det samme, når hun i en bisætning spår det emotionelle – og dermed måske også det effektsøgende, energisk og det, der smyger sig ind i digitale glitch og kommercielle strukturer – en tilbagekomst. 

Berørt er ikke en udgivelse, der kaster om sig med tunge teoretiske referencer , men en kærlig insisteren på, at sætte værket og ikke mindst mødet og dialogen med det i centrum. Derfor er det også noget så sjældent som en kunstbog, der kan læses af hvem som helst: Både af os, der stod og dirrede af socialangst på Karriere Bar og får behagelige flashbacks til de udstillinger, vi elskede og dem, vi havde glemt; og af de, der ønsker en kyndig og vidende ferniseringsmakker til følges med tilbage igennem 2000-tallets første årtier.