Datablik

At visualisere data er idiosynkratisk, fremgår det af Thorbjørn Laustens solo på Overgaden. Lidt selvmodsigende i forhold til den ensidige «objektivitet» han tilstræber i sit udtryk.

Thorbjørn Lausten, Revisit, Overgaden, 2015. Foto: Anders Sune Berg.
Thorbjørn Lausten, Moment 1-3, 1978 Overgaden, 2015. Foto: Anders Sune Berg.

Revisit er en serie af udstillinger på Overgaden der genbesøger institutionens tidligere aktiviteter. Nærværende tilfælde er et gensyn med Thorbjørn Laustens udstilling Datablik fra 2003. Vi har at gøre med en kunstner med snart 50 års praksis på bagen.

Udstillingen lægger ud med fire akrylmalerier fra 1978. Store sejlduge, såkaldte «rullebilleder», der kan rulles ind og ud; en indbygning af tidslig og kropslig erfaring i maleriet. Grundlaget for disse motiver genkender vi: det er algoritmiske systemer, hvorigennem data fra terningekast visualiseres og lagres i form og farve. Og selvom det bagvedliggende datasæt reelt er angivet i flere og andre tegn end computerens binære 0- og 1-taller, så er det nok ikke tilfældigt at valget af algoritmens visuelle output i Moment 1-3 er plusser og minusser. Denne visuelt repræsenterede datalagring får rullebillederne til at ligne en slags overdimensionerede udklip af hulstrimler.

Ligesom at den tidlige computers hulstrimler uddateredes som format, så bevæger Lausten sig heldigvis også videre med det fjerde maleri på Overgaden, Interaktion. Her henledes opmærksomheden nemlig mod den enhed, som vi, og Laustens senere værker, til stadighed bruger til elektronisk visualisering af data: pixelen.

Thorbjørn Lausten, Interaktion, 1978. Overgaden, 2015. Foto: Anders Sune Berg.
Thorbjørn Lausten, Interaktion, 1978. Overgaden, 2015. Foto: Anders Sune Berg.

Moment 1-3 og Interaktion fremstår i udstillingen således som henholdsvis første og anden trædesten til Thorbjørn Laustens senere praksis, hvor kunstneren introducerer stadig flere teknologiske elementer til både visualiseringen og datasættenes tilvejebringelse; hvor terningekastenes tilfældighedsprincip afløses af videnskabeligt observerbare fænomener.

Disse tilføjelser kommer til udtryk i en serie af værker, hvor dynamiske visualiseringer skifter i takt med meteorologiske forandringer. I Datablik (2003) for eksempel, skifter de projicerede farver inde i udstillingsbygningen i takt med solens foranderlige, kosmiske stråler. Det gør farverne i Glimmer (2000) også, når solens elektromagnetiske stråler skifter intensitet rundt omkring i Europa.

Men selvom den matematiske basis i de senere værker afløses af konkrete fænomener såsom solvinde og infrarød stråling, så er det tydeligt, at valget ikke har så meget at gøre med klimaomstændigheder, som det har at gøre med en specifik interesse for lys som absolut størrelse – et aksiomatisk udgangspunkt for en definition af universet som værende tid-/energiudtræk. Det er den eksemplariske, materielle pendant til konceptkunstens «immaterielle idéer» – en helt naturlig overbygning på hans 60’er-inspirerede malerier.

På den måde holder Lausten sig fortsat velopdragent inden for den øst-amerikanske, konceptuelle tradition, hvor værket er en (selv)definerende model for, hvad kunst er eller kan være. Lyset bruges ikke for at snakke om ozonlagets opløsning eller isbjørnenes uddøen, men for at demonstrere hans overbevisning om, at tid og energi er de absolut mest elementære kunstneriske materialer. En sådan værdsættelse af det universelle begrunder måske Laustens æstetik.

Thorbjørn Lausten, Lysværk, 2015. Foto: Anders Sune Berg.
Thorbjørn Lausten, Lysværk, 2015. Foto: Anders Sune Berg.

På øverste etage finder vi en hestesko af borde, hvor et enkelt eksempel på processen bag valgene af visualiseringen af hans data formidles. Det, man allerede havde på fornemmelsen bekræftes: baggrunden for repræsentationerne af datasættene er – omend ekstremt elaboreret – tydeligvis fuldkommen arbitrær. Og det, lades man forstå, er en pointe i sig selv: at videnskabelige datasæt ikke har én logisk præsentationsform, og at der således er en vis politik i de visualiseringsmetoder, vi vælger.

Så er det bare, at det begynder at blive en anelse suspekt, at Thorbjørn Lausten konsekvent gennem sin snart 50 år lange praksis vælger at visualisere sine datasæt i den samme træfsikre konkretistiske stil, hvor, som traditionen byder, al unødig ekspressivt pjat er barberet fra.

Det er ærlig talt lidt svært at finde hoved og hale i det, når kunstneren både påstår, at visualisering er en subjektiv disciplin samtidig med at han selv konsekvent insisterer på et «objektivt» formsprog. Var man i dårligt humør, kunne man få den indskydelse, at det drejer sig om ren og skær modernitets-fetichisme. Hans ensidige udtryk stemmer i hvert fald på ingen måde overens med hans udtalte projekt: at datavisualisering kan antage et hav af skikkelser.

Kuratorens udsagn i pressemeddelelsen om at møde udstillingen som en dialog med en «nyvunden interesse fra den unge kunstscene for naturvidenskaben» er desværre ligeså generisk som Revisit: Thorbjørn Lausten viser sig at være i samtidens lys. Det føles snarere som at gå ind i en retrospektiv udstilling, hvor en kunstners datidige meritter re-evalueres – for historiens eller institutionens skyld og ikke pga. kunstnerens aktualitet. Jeg ved ærlig talt ikke hvem af mine «unge» kollegaer dialogen er rettet mod; det er i hvert fald ikke mod mig.

Thorbjørn Lausten, POL, 2015. Programmering: Jon Holze. Foto: Anders Sune Berg.
Thorbjørn Lausten, POL, 2015. Programmering: Jon Holze. Foto: Anders Sune Berg.

Comments (5)