Dagen inden jeg drager mod Aarhus, sender min redaktør mig en besked om, at ferniseringen for Det Jyske Kunstakademis afgangsudstilling er aflyst, da der er varslet heftig regn på åbningsdagen. Regnen melder dog ikke rigtig sin ankomst, men manifesterer sig i en enkelt byge i ny og næ, og da jeg besøger udstillingen sent fredag eftermiddag, er der høj sol på himlen og max ferniseringsstemning. Underetagen, hvor udstillingen vises, er tætpakket, og for første gang i meget lang tid, husker jeg, hvordan det var at være til åbninger før covid19.
Årets afgangsudstilling er kurateret af Francesca Astesani og Julia Rodrigues, tilsammen kuratorduoen South into North, som i kataloget taler om, at et ’introvert, nostalgisk blik’ præger flere af de ni dimittenders værker. Og det både ses og mærkes, da jeg går på opdagelse i udstillingsrummet.
Stine Rosdahl-Petersens bidrag består af et ægte træ, som strækker sig op mod kunsthallens ovenlysvindue, så også forbipasserende udenfor kan kigge med. Indenfor svæver træet midt i rummet, mens rødderne hviler på en løftet jernplade. Rødderne er indkapslet i en tæt, sort, læderagtig sæk, fyldt med vand. Der er noget indbydende, meget stofligt, over den sorte sæk, som jeg har lyst til at røre ved, men jeg behersker mig.
Naturen er også omdrejningspunktet for Mikkel Carlsens værk Hands forming a heart to say goodbye, der ved første øjekast giver mindelser til både land art og futuristisk maskinæstetik. Her bliver den dog ikke holdt i live, men er i forfald. På gulvet er en slags ø formet af jord, mens dele af en opskåret træstamme er bredt ud blandt tørrede blade og grene. Midt på øen har kunstneren placeret en aflang, bølget jernskulptur, der ifølge kataloget er en homage til Constantin Brancusis The Endless Column fra 1918. Værket er nærmest svøbt ind i en fernis af melankoli, hvor både naturelementerne og skulpturen spejler hinandens forfald.
Clara Jozefine Morks’ videoinstallation fortæller historien om to vampyrer, hvis længsel efter hinanden udfolder sig i en rituallignende akt. På to separate skærme følger vi vampyrernes (skuespillere) spirende afhængighed af hinanden; først i et soveværelse hvor den vågne mand sidder på en seng med blikket er rettet direkte mod beskueren, mens den sovende kvinde måske befinder sig i en transformation til det udødelige. I deres vågne tilstand bevæger personerne sig rundt om hinanden og udveksler intense blikke, der minder om et parringsritual, indimellem afbrudt af billeder af en person, der bevæger sig igennem et mørkt hav. Trods sekvensens stoflige og sanselige karakter har jeg lidt svært ved at følge betydningen af de abrupte skift mellem begæret og de langsomme bølger.
I Kasper Knudsen Muusholms videoværk Dit sprog ikke mit er en montage af iMessage-talebobler på en fladskærm. I det mørke rum ser jeg ikke meget andet end skærmen, der lyser helt op, men efter noget tid, bemærker jeg detaljerne; de små, fine stenlignende poser placeret under TV-skærmen og det store, indviklede jerntråd bag mig. I en kontinuerlig dialog mellem flere forskellige karakterer og skiftende fortællerstemmer, hvor fortid møder nutid, danner værket et portræt af kunstnerens familie på tværs af generationer, der gennem samtaler om erindring, eksistentiel angst og healing skildrer personlige og kollektive erfaringer.
Signe Cygan er også i dialog med det familiære i den symbolladede installation (Moon Slippers) for Dagny, der består af par forsølvede slippers placeret midt på lilla, kvadratisk tæppe, der leder mine tanker hen på eventyret om Aladdin og magiske fortællinger.
Som den eneste har Frederik Mølgaard Lautrup kastet sig over maleriet. I et hjørne af udstillingsrummet hænger en række malerier i størrelsen 35 x 35 cm. Motiverne skildrer minutiøst realistisk helt ordinære hverdagssituationer, og er inspireret af kunstnerens egne iPhone-snapshots. Især de stærke farver indtager en markant plads, som genkalder Søren Martinsens malerier; et himmelblåt bassin og den mangefarvede badebold, eller det draperede mørke, pink gardin. Flere gange under mit besøg vender jeg tilbage til disse malerier og deres understrøm af noget melankolsk og mystisk, der kæler for øjet. Jeg glæder mig til at se mere fra denne kunstner.
Udstillingen består af et par værker, der er så komplekse, at de tager noget tid at afkode. Eksempelvis Mikkel Drabik Jacobsens konceptuelle Scooter Work, som består af en A4-collage, ophængt på væggen. Fotografier af sprækkende beton, en gigantisk mur, flammende ild og en scooter er placeret let forskudt på det krøllede ark. Det fortælles, at arket har fungeret som moodboard for kunstneren gennem hans studietid, og handler om et aldrig realiseret kunstværk; en scooter smadret ind i en væg. På gulvet foran collagen står en papkasse fyldt med kopier af et lille sort hæfte, «Manual» for a scooter work. En del af teksterne er købt gennem online-platformen Fiverr, mens de mest interessante bidrag er af kunstnerens kolleger og venner. Jeg var især begejstret for Benjamin Asger Krog Møllers og Asker Bryld Staunæs’ filosofiske tekster, der reflekterer over scootere og maskiner. Tænk, at der er så meget at skrive om et motorkøretøj!
Også Selina Rom Andersens inddrager det skrevne. I den grafiske novelle Modløse følger man en undercoverpoet og dennes tre digtervenner, som trues af en ondsindet H.C. Andersen-hat. Grafisk er novellen en flot blanding af fotografier og illustrationer, hovedsagligt i sort/hvidt. Desværre tog det mig lang tid at finde bogen, da den ikke er placeret i gallerirummet med udstillingens øvrige værker, men kan findes og købes i kunsthallens boghandel.
Sabine Wedeges tredelte, skulpturelle værk er spredt ud forskellige steder i gallerirummet. Reb, epoxy og plastik blander sig med naturmaterialer som ler, sand og planter i forskellige konstellationer. Som fx i den lille kvadratiske sandkasse, hvor kunstneren omhyggeligt har anbragt små fine skulpturelle værker, der, trods de vidt forskellige materialer, danner et organisk formsprog med referencer til land art, det okkulte og økokritik.
Samlet set danner Present Tense et billede af en gruppe yngre lovende kunstnere, der arbejder indenfor et bredt spektrum af tematikker og discipliner. Alligevel savner jeg nok lidt flere overraskelser, og især savner jeg en mindre indadvendt attitude. Sidstnævnte synes faktisk at have været en tendens i de seneste år på de danske afgangsudstillinger generelt, og det er ikke for at sige, at kunsten nødvendigvis skal være eksplicit aktivistisk eller politisk, men jeg undrer mig over – særligt i den politiske tidsalder, vi lever i – at der ikke er mere kritisk iagttagelse eller bare interesse i den omgivende verden.
